Læsetid: 2 min.

Gratis togture til belgierne

Stadigt værre trafikkøer og miljøproblemer får nu den belgiske stat til at forære sine borgere et frikort til toget
17. februar 2004

Stadigt værre trafikkøer og miljøproblemer får nu den belgiske stat til at forære
sine borgere et frikort til toget

BRUXELLES – Enorme problemer med trafikpropper, der kronisk tilstopper Belgiens motorveje og hovedfærdselsårer, foranlediger nu den belgiske stat til et nyt og radikalt trafikeksperiment: Nu vil den simpelthen forære store grupper af trafikanter gratis togture i håbet om, at det kan få dem til at holde deres biler borte fra det belgiske vejnet.
Fra 1. marts vil 210.000 embedsmænd og offentligt ansatte i statsdrevne virksomheder såsom telefonselskabet Belgacom, postvæsenet La Poste og luftfartsselskabet Biac have ret til at få udstedt et togfrikort, der vil gøre det muligt for dem at rejse gratis med tog mellem hjem og arbejde. Næste år ventes også ansatte i den private sektor at få tilbudt samme favorable ordning.
Initiativet er blevet hilst velkommen af de belgiske miljøbevægelser. Nogle politikere har endog spået om en fremtid, hvor alle tog vil være gratis og staten betaler samtlige jernbanedriftens omkostninger. Planen har dog også fået negative kommentarer med på vejen. I en nation, hvor staten ofte er genstand for folkelig mistillid, har den nye ordnings favorisering af offentligt ansatte skabt vrede og misundelse i nogle kredse.

Omstridte planer
Også planerne om at udvide ordningen til den private sektor er omstridte. Tanken er, at de arbejdsgivere, der vil deltage i den, skal afholde op til 80 procent af omkostningerne ved at udstede togfrikort til deres ansatte, mens staten så skal betale resten. Flere virksomheder har meldt ud, at det vil blive alt for dyrt for dem.
Ikke desto mindre er gratis transport en tendens, der breder sig i Belgien og efterhånden også i Holland. Mange store finansinstitutioner tilbyder således allerede at betale rejseomkostninger for deres ansatte. Det gælder for eksempel Dexia Bank, hvis 5.000 medarbejdere er blandt de 55.000 belgiere, der i dag nyder godt af en sådan ordning.
I Belgien har de statslige jernbaner, SNCB, hilst initiativet velkomment.
»Målet er at få løsnet op for de evindelige kødannelser på hovedvejene i vores bykerner,« siger SNCB-talsmand, Philippe Thils.
»Mange mennesker vil være glade for at gavne miljøet ved at tage toget«.

©The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu