(2. sektion)
Dengang i halvtredserne var jeg et ungt menneske, og unge mennesker, der står midt i tiden, synes egentlig, at den er okay, selvom den også er noget lort. Man har energi og overskud, man er på vej et sted hen uden at man i reglen aner, hvor man skal hen. De sidste år af fyrrerne havde på mange måder været seje (i ordets gammeldags betydning), det var endnu smalhans, en del af rationeringerne hang ved, og da en større dynge amerikanske militærfrakker blev læsset af i Magasin og var til salg, oplevedes det som lidt af en sensation. De var smarte, og vi skulle alle sammen have sådan én, om så helvede stod på højkant.
Men i halvtredserne lettede det lidt. Der var ganske vist ikke den store forskel, men der blev lidt flere biler, og restriktionerne var ikke helt så skrappe, som de havde været. Det mest restriktive var egentlig åndslivet og seksuallivet. Ingen kan i dag forestille sig den højtidelige stivhed, der omgav begge dele. Kønsdriften er som bekendt ligesom jernbanedriften ustyrlig. Men med det lag af politisk korrekthed eller korrekthed i det hele taget der var lagt oven på den, er det ikke underligt, at man følte sig noget nervøs for ikke at sige ude af flippen, når den meldte sig for fuld styrke. Det var det samme med den politiske lidenskab: De ærede medlemmer holdt sig stort set i skindet, og måske af bare kedsomhed valgte man så i Heretica helt at afskrive politikken hvad de til gengæld ikke gjorde på venstrefløjen, hvis sammenbidthed i f.eks. tidsskriftet Dialog var så voldsom, at det strammede i kæbebenet og helt ud i kinderne.
Autoritært
Det var sandelig heller ikke, fordi der var megen morskab at hente i nærværende dagblad, der måtte klare sig med Trolden Teddy og af og til en kvikhed i Outzes ledere. Poul Henningsen var landsforvist til Trørød eller Usserød, eller hvor det var, og dukkede kun sporadisk op, og bortset fra en halv times jazz i radioen var der dømt gammeldags dansemusik og middagskoncert fra Wivex og restaurant Kilden i Aalborg over hele linjen.
Det var alvorlige tider, og de var autoritære ad helvede til turen rundt om et offentligt kontor eller en bank skulle foretages med nakken bøjet, og faldt man af naturlige grunde for den eksistentielle kløe, var der altid rædslen for det uønskede svangerskab. Fik hun nu sine sager i tide, eller gik hun over: én, to uger, tre uger, det var simpelthen ikke til at holde ud. Alene sprogbrugen: sine sager, det røde, det månedlige ingen talte om menstruation højst om mavepine, og tanken om at noget skulle gå galt var så belastende, at den forbudne frugt tit smagte lidt melet for ikke at sige halvråddent.
Bommene røg op
Jeg er sikker på, at man i dag vil have svært ved at forstå, hvor stor rædslen for at træde ved siden af var i 50erne det gjaldt også i forhold til alt det nye. Hvem vil i dag tro, at Den kroniske uskyld, som kom i 1958 vakte moralsk forargelse? Og er det virkelig sandt, at Carl Johan Elmqvist i Politiken mente, at Genets Tyvens dagbog burde anbringes i en montre på kriminalmuseet, og at Erik Seidenfaden i denne avis kunne skrive forarget spalte op og spalte ned, fordi jeg havde anmeldt samme forfatters Balkonen på Det Ny Teater positivt? Karakteristisk for tiden blev Seidenfadens artikel illustreret med en tegning af undertegnede siddende på lokum skydende med en muskedonner. Det står enhver frit for at efterspore de seksuelle undertoner i det billede.
Men så var det selvfølgelig heller ikke værre, for man behøvede jo ikke være i Danmark altid og indimellem kunne der som altid også være dejligt i Fædrelandet, der var bl.a. ikke så grimt som i dag, hvor man ligesom pr. dekret synes at ville forvandle by og land og hav til noget man hverken har lyst til at bo eller bade i. I halvtredserne røg bommene op, og Europa præsenterede sig med al sin herlighed. Der var stadig godt smadret rundtomkring, men man kunne komme ud, der var studenterarbejdslejre i øst og syd, og det var på en sær paradoksal måde tilsyneladende helt ufarligt at blaffe, altså at køre på tommelfingeren fra det ene land til det andet, og selvom det kostede kamp og modstand at få pigen med, så lettede det på skyldbyrden, når man endelig hånd i hånd og uden at skulle aflægge regnskab for nogen kunne bevæge sig syd eller nord eller øst eller vestpå.
Og man skal ikke glemme at det grumsede årti fra 50 til 60 stadig var befrielsens og genopbygningens. Der var fremdrift, og selvom vægten af den store konflikt hvilede tungt og snart afløstes af Den Kolde Krigs idiotiske forfrysninger og fastlåsninger, så spillede musikken på en anden måde. Armstrong havde været der allerede i 48, og nu lød der nye og mærkeligt lokkende og forløsende skæve toner fra folk som Charlie Parker, Lester Young, Coltrane, Dizzy Gillespie, Miles Davis, Gerry Mulligan for slet ikke at tale om mærkelige Mister Monk med persianerhue og hæse grynt og det hele.
På godt og ondt
Og det var i halvtredserne, at rock n roll holdt sit indtog og banede sig vej helt ind i den grotesk konservative Studenterforening i hvert fald til Nytårsrevyen, hvor vi lod en præst optræde i røde kjole og pibekrave, mens han jodlede Lets rock around the kirleklok tonight og koret dansede og forargelsen bredte sig og nummeret blev forbudt, da revyen skulle transmitteres i fjernsynet, der må jo være grænser!
De grænser faldt som bekendt på godt og ondt. Råheden er i hvert fald ikke blevet mindre, og en stor del af uskylden er gået fløjten, den var ikke så kronisk endda. Nu er toppen af underholdning at vælte sig i andres lidelser og ydmygelser, det er cool på levende billeder at se mænd sprøjte deres sæd i hovedet på kvinder, mens de river dem i håret, og på kunstkammeret kan man se udstillinger med rigtigt levende lig, og S. Krarup kalder Informations chefredaktør »en lort«. Jeg ved ikke...
Det er absurd at sentimentalisere fortiden, og halvtredserne skal man ikke ønske sig tilbage. Måske kun lidt i hvert fald man var i hvert fald ung.
