Læsetid: 4 min.

Højere skatter, tak

Borgerne har rettigheder. Myndighederne har pligter. Kravene til det sociale system er uden ende, men hvem skal betale?
25. februar 2004

Analyse
Forældre, der shopper på internettet og finder ud af, hvad præcis deres barn skal have af støtte, er blevet et kendt og frygtet fænomen i mange kommuner, som vi beskrev for-leden. Med diagnosen for f.eks. indlæringsvanskeligheder følger pengene – ofte på bekostning af f.eks. undervisning og legefaciliteter, der er fælles for alle skolens børn. Hensynet til enkelte sårbare børn vejer nemlig ofte tungere end hensynet til det store flertal. De klarer sig jo nok. Ikke?
Heri ligger et seriøst dilemma, som ikke mindst er mærkbart i disse års socialpolitik: Enkeltsagernes dominans, der giver mindretal og smågrupper enorm indflydelse. Forventningerne til, hvad det offentlige skal kunne håndtere, er steget eksplosivt de senere år, skarpt forfulgt af de offentlige udgifter.
Samtidig er kommuner og amter sat i klemme af regeringens skattestop, som Jes Fabricius Møller beskrev i sin klumme i onsdags. Meningen kan være på længere sigt at nedsætte borgernes forventninger til den offentlige service. Set ud fra den klassiske beskrivelse af samfundet som inddelt i stat, marked og civilsamfund håber regeringen utvivlsomt, at marked og civilsamfund kan komme til at fylde forholdsvis mere på bekostning af det, der finansieres af skattekroner.
Derfor skattestoppet. Noget for noget, som det til overmål hed i gårsdagens regeringsudspil:
»Det handler om, at man skal vise respekt for samfundets spilleregler, og der skal være en sanktion for dem, der blæser på de fælles spilleregler,« sagde beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Bødestraffe
På denne baggrund skal måske også sidste uges tag-dig-sammen-retorik for-stås: »Sløsede danskere står til bøderegn,« lød Berlingske Tidendes tophistorie på forsideplads sidste tirsdag, hvilket dækker over, at regeringen aktuelt undersøger mulighederne for bødestraffe til folk, der udebliver fra aftaler med det offentlige, på sygehuse, til undervisning, henter for sent i vuggestuen osv. Samme dag kunne Ritzau orientere om, at statsminister Anders Fogh Rasmussen anklagede det store erhvervsliv – som Jyske Bank – for at ’presse citronen’ for at omgå skattereglerne.
Tankevækkende nok blev begge forslag hånligt skudt ned i sidste uge. Det ene naturligvis af Dansk Folkeparti, al velfærds moderlige vogter. Det andet af erhvervslivet, der ikke delte de finere moralske fornemmelser.
Samtidig opretholder regeringen selv presset mod de offentlige kasser, som om intet var hændt, som i følgende nye lovtekst, sendt ud fra Socialministeriet i fredags:

*Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (...)
*Lovens formål og område
§ 1. Formålet med denne lov er at
1) sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager,
2) fremhæve, at de sociale myndigheder har pligt til at tilrettelægge en tidlig helhedsorienteret hjælp,
3) forebygge, at personer, der har eller kan få vanskeligheder ved at fastholde et arbejde, får behov for hjælp til forsørgelse, og fastlægge struktur og grundlæggende principper for administration af sociale sager.«
Bemærk: Borgerne har rettigheder. Myndighederne har pligter.
Som man kan se, er dilemmaet endog meget stort. Alle går ind for mere velfærd, men hvem skal betale? Ikke vi.
Professor i statsret ved Københavns Universitet, dr. jur. Henning Koch, har tidligere i Information beskrevet den slags som et sammenstød mellem en amerikansk rettighedskultur og de europæiske velfærdsstaters mere kollektive tradition med høj skat og solidarisk hæftelse.
Prøv at tænke Dem en en amerikansk middelklassefamilie, hvis barn handicappes alvorligt. Forældrene beslutter at sælge alt: hus, bil og aktieportefølje – det guldæg, der i et land med yderst få kollektive vel-færdsgoder skulle sikre de øvrige børns uddannelse og forældrene selv i alderdommen.
Familien flytter følgelig i en autocamper og bruger alle pengene på en kostbar, eksperimentel behandling, der måske, måske ikke kan hjælpe.
De løfter med andre ord pligten over for deres barn, løber risikoen og betaler en høj pris. Men det er deres vurdering og deres pris.
På internettet læser en dansk familie, hvis barn også har dette handicap, om den samme lovende eksperimentelle behandling. Men sælger de hus og bil og sætter fremtiden i pant? Nej, de ansøger Gørlev Kommune. Ingen påstår, at de har det let, men de løber en langt mindre risiko end amerikanerne, når kollektivet betaler for deres individuelle behov.
I en mere internationaliseret verden vil denne slags dilemmaer blive hverdagskost.

Skatten må op
Som dr. jur. og professor i statsret ved Københavns Universitet, Henning Koch, har formuleret det i Information:
»I virkeligheden er det fantastisk nemt. I gamle dage – hvornår de så end sluttede – var det sådan, at hvis man ville have noget mere som et fællesskabsgode, måtte man også gå med til at betale noget mere i skat. Men der er jo også en anden vej. Nemlig at man simpelt hen opgiver reguleringen og indfører minimalstaten.«
Enten må skatten op, eller mængden og vægten af offentlige opgaver ned. Sammenstødene mellem individuelle rettigheder, som fællesskabet skal finansiere, og samfundets behov for at værge sig mod mere outrerede udslag af rettighedstankegangen, skal forvaltes af politikere – og det er faktisk deres pligt.
Man kan endda få den fornemmelse, at en stor del af øvelsen omkring kommunalreformen går ud på at skyde et led af embedsmænd mellem værgeløse/ opportunistiske lokalpolitikere og de massive krav fra borgerne.
Men som Henning Koch formulerede det:
»Når politikere i forskellige procedurer har bestemt noget, så er det flertal, der pr. definition danner fællesskabets bedste, også en rets-position. Og det er faktisk tilladt at mene, at mindretallet er ude i hampen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her