Læsetid: 5 min.

Hurra, Big Brother ser mig

Nyt ’reality show’ vil præsentere en tv-skabt præsidentkandidat for den amerikanske befolkning
4. februar 2004

Reality-tv
San Francisco – Almindelige menneskers liv har aldrig været det store mål for Hollywoods snurrende kameraer. Film- og tv-verdenen har tværtimod været fyldt med stjerner, hvis gøren og laden på skærmen var udtænkt af manuskriptforfattere og filminstruktører.
Dette ændrede sig imidlertid da en truende strejke blandt underbetalte manuskriptforfattere i Los Angeles kom på dagsordenen. For at være uafhængig af manuskriptforfattere til at skrive tv-shows, begyndte tv-studierne at vise en stigende interesse for almindelige menneskers liv og deres indbyrdes relationer.
I form af en række såkaldte ’reality shows’ blev en stribe succesfulde shows bygget op med almindelige mennesker i hovedrollerne. Det havde den fordel, at man hermed havde elimineret brugen af manuskriptforfattere, som derfor kunne strejke så meget de lystede.
Med den nye interesse for almindelige mennesker som hovedpersoner, tog tv-mediet en idé op, der længe havde været udbredt på Internettet – nemlig muligheden for at betragte almindelige menneskers gøren og laden 24-timer i døgnet.
Gennem udbredelsen af såkaldte Jenny-Cams var denne idé udbredt i 1990’erne, hvor allehånde universitetsstuderende satte web-kameraer op i deres kollegieværelser, så hele verden kunne følge med i, hvordan og hvor ofte de pillede næse.
Reality shows havde imidlertid endnu en fordel set fra tv-studiernes side. De var billige og folk elskede dem. Det var i mange tilfælde nok at tage en håndfuld almindelige mennesker og slæbe dem ud på en øde ø og derpå filme deres indbyrdes relationer og skænderier.
Reality shows i form af eksempelvis »Survivor« på CBS fik millioner af seere hver uge. Deltagerne i »Survivor« konkurrerede om en million dollar og levede i en udørken, hvor de kæmpede mod naturens kræfter.
Den største fare kom dog fra kollektivet selv. Hver uge blev den svageste person nemlig stemt ud.
En darwinistisk proces omsat til tv-mediets verden.

Showtime mr. President
Siden fulgte et sandt hav af andre reality shows. MTV havde held med »Real World«, hvor en flok unge levede i et kollektiv overvåget af Big Brother-tv-kameraet. Senere fulgte reality shows, hvor folks kærlighedsliv blev sat i system. I en slags post-modernistisk udgave af tvangs-ægteskabet fik »Joe Millionær« (der i virkeligheden var en fattig svinedreng) 10 udvalgte skønheder, som han kunne vælge og vrage blandt.
Senere blev kønsrollerne byttet om – nu var det en fotomodel, der kunne vælge blandt et antal ’almindelige Joes’ – uheldige typer, der på bunden dog rummede noget godt – hvis man blot kunne finde det.
For tiden relanceres reality showet »The American Idol« på amerikansk tv. Her stiller amatør-sangere op foran et dommerpanel – og dem, der ikke er helt forfærdelige, går videre til Hollywood, hvor den endelige finalist kåres. Denne er naturligvis på forhånd lovet en plade-kontrakt med tilhørende pr-koncerttur.
Reality showets endemål er således at manifestere sig i den virkelige verden. I »Joe Millionær« ses det gerne, at de to, som finder sammen, også gifter sig i det virkelige liv. Så ’real’ er nemlig den kærlighed, de har fundet på tv.
Samme endemål findes i det nyeste reality show i USA – kaldet »American Candidate«. Her stiller en række almindelige mennesker op i en konkurrence, hvis endemål er at finde en kandidat, der kan stille op til det forestående amerikanske præsidentvalg.
Et koncept, der måske kan virke i et land, hvor Hollywood-skabte politiske figurer ikke er et ukendt fænomen, som det senest er dokumenteret i Californien med valget af actionhelten Arnold Schwarzenegger som guvernør.
Aktører fra virkelighedens politiske verden tvivler dog på, at konceptet kan få nogen reel indflydelse på det amerikanske præsidentvalg.
»Det vil være meget svært for en sådan tv-skabt kandidat at fremstå som troværdig over for et nationalt vælgerkorps,« siger Roger Salazar, der er talsmand for senator John Edwards præsident-kampagne.
»Men man skal aldrig sige aldrig. Mærkelige ting har fundet sted før...«
Det er kabel-tv-stationen Showtime, der vil lancere det nye, politiske reality show over sommeren. Hver kandidat vil få tildelt en web-side, hvor han eller hun kan fremlægge sit politiske program. I programmerne, der er af en times varighed, vil kandidaterne dyste mod hinanden foran et ’live’ publikum og tv-seerne kan via telefon eller internet stemme en kandidat ud ad gangen.
Den vindende kandidat vil blive opfordret til at stille op som uafhængig kandidat ved det rigtige præsidentvalg.

Publikum til alle
Udstillingen og overvågelse af andre er ikke noget nyt fænomen.
I sin historiske fremtidsroman 1984 skildrede Orwell et samfund, hvor alle almindelige menneskers gøren og laden var overvåget af Ministeriet for Sandhed.
Men hvor Orwell skildrede et stalinistisk rædselssamfund, oplever moderne unge ikke nødvendigvis udstillelse og overvågning som noget negativt. Tværtimod synes der skabt et ekshibitionistisk samfund, hvor alle higer efter de »15 minutters berømmelse«, som kunstneren Andy Warhol lovede alle.
Dobbelt så mange unge i USA forsøger at komme med i MTV’s reality show »Real World« end der er ansøgninger til Harvard Universitet.
»Unge amerikanere, der er opvokset efter Den Kolde Krig, betragter ikke overvågelse som noget skræmmende, men som derimod som ’cool’,« siger professor Mark Andrejevic, der netop har udgivet bogen Reality TV: The Work of
Being Watched. Deri udlægger en ung deltager i Big Brother-showet denne konklusion med citatet:
»Alle fortjener et publikum«.
Andrejevic forklarer reality shows popularitet med den uhæmmede trang til berømmelse, der findes i det moderne samfund. I sin bog beskriver han eksempelvis hvordan et reality show som »Extreme Makeover« ikke alene spiller på, at det kan løfte almindelige mennesker ud af deres grå hverdag og give dem berømmelse – det ændrer tilmed gennem plastisk operation – deltagernes fysiske udseende og bringer dem dermed tættere på billedet af den Hollywood-stjerne, som de for en tid kan blive.
Unge, der er vokset op med web-logs, bærbare telefoner og e-mails, har ifølge Andrejevic ikke noget imod at blive overvåget eller udstille deres privatliv. »Vi har intet at skjule«, siger Andrejevics elever på universitetet.
Andrejevic finder denne udvikling farlig. For i det post-11. september-samfund findes der Big Brothers, som overvåger os. Ikke alene i kraft af banale overvågningskameraer og fingeraftryk i lufthavne, men af selve det publikum, som ser reality shows. Gennem digitale video-optagere som eksempelvis TiVo kan vi alle se de shows, vi ønsker, når vi vil. Men prisen er, at maskinen sender alle
oplysninger om den pågældendes underholdningsforbrug tilbage til TiVo, som kan videresælge al denne private information til diverse marketingbureauer.
Med andre ord: Der er nogen, som overvåger dem, som kigger på de udstillede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her