Læsetid: 3 min.

Interessante indi(e)katorer

Vibration-festivalen efterlod sig ikke voldsomme udslag på Richterskalaen. Men idéen bag – i en lidt skarpere profil – og enkelte af de uortodokse rock- og electronica-navne har potentialet til at skabe solide rystelser i byens fundament
16. februar 2004

Koncerter
Det er et nobelt projekt, folkene bag Vibration-festivalen igen har haft gang i. I den forgangne uge mønstrede ildsjælene for andet år i træk mere end 20 bands fra den danske og svenske beat-undergrund, hvorfra de alle dunker løs for at knække den kommercielle skal og komme op til overfladen. De fleste med en debut-EP ude eller »på vej«.
Indtil videre nøjes navnene med at skabe vibrationer i byens fundament, og festivalen kan derfor tages som en indikator på, hvem der døjer med gennembrudspotentiale, og hvem der lever på en lånt hype. Svaret er lidt en blandet grønthandel, men det skal vi vende tilbage til senere. Først lidt mere formalia: Den samlende musiske fællesbetegnelse for de mange dobbelt- og trippelkoncerter er ’indie’, hvilket i sig selv er et udvandet begreb. For det kan jo betyde så meget andet efterhånden, selv om udtrykket har rødder i miljøet omkring de uafhængige pladeselskaber.
Nå, festivalens forbillede finder årligt sted i Rekyavik under navnet »Iceland Airwaves«, og ligesom i den intime feinschmekker-hovedstad mod nordvest er Vibration tænkt sådan, at man skal shoppe koncerter på flere spillesteder i løbet af en aften. For københavnerne lader det sig dog dårligt gøre, med mindre man ligefrem cykler og dermed udfordrer promiller og minusgrader på vej mellem Christianias Loppen, vesterbroske Vega og nørrebrostederne Rust og Stengade 30.

Værd at vente på?
Denne anmelder havde fredag den type ambitioner om at indlede på
Rust og slutte af på Loppen, men det gik ikkenikkenej, da aftenens åbner, Amber, først dukkede op en god time senere end programsat.
Var Amber så værd at vente på? Nej, ikke udpræget. Den dystre og dæmpede (faktisk alt andet end lys som rav) trio tiltrak godt nok en vis opmærksomhed med sin særlige instrumenteren. Det er bare ikke tilstrækkeligt, at vibrafonist og trommeslager Martin Soelmark demonstrerer stor elegance med såvel køller som whiskers, og at bassist Jan Nissen lægger finurlige akkordklodser på de noget nær konturløse kompositioner, når sangerinde Biljana Stojkoska i front ikke lyder eller lader til for alvor at tro på sin vokal. Det er naturligvis i orden at være indadvendt i sit udtryk. Men ikke indelukket eller fastlåst, og det blev lidt for meget tilfældet for Stoj-koska, der med sine repeterende tekststykker skal fungere som et ekstra instrument i det skrøbelige lydbillede.

Prægnant pastiche
Så var udstrålingen en anden, da århusianske Mofus alias Anders Bech og hans fire mand brede band overtog depechen. Iklædt gule skjorter og røde bukser, der matcher cover-udsmykningen på dobbeltudgivelsen The Possible/Impossible fra efter-året, leverede flokken en prægnant pastiche på britisk synthpop og amerikansk guitarelectro. Beck var der også – og U2, sågar.
Men jeg tager måske fejl, og så bidrager anmeldelsen her blot til »all these misinterpretations«, som Bech og hans fire bonkammerater kollektivt sang med om.
Ligegyldig hvad demonstrede Mofus, at de kan en hel masse og i øvrigt besidder en ironisk dimension, der slet ikke kommer nok til orde på gruppens ellers udmærkede udgivelser.
Humor er der også nok af på svenske Meine Kleine Deutsche og deres kitschede miks af punk, lo-fi electro og surf. Opstillingen, der består af en guitar på konstant omgang mellem de tre medlemmer og nogle forprogrammede trommer og synthklange, er til gengæld hverken lige så originale eller melodiøse som henholdsvis Chicks on Speed og Junior Senior. Det blev klart lørdag aften på Stengade 30, hvor publikum måbende så til, mens den kvindelige sangerinde struttede rundt i sit gennemført grimme skørt og skreg sin skingre stemme hæs. Det kan i øvrigt godt være, at svenskernes 2003-debut lover Dirty Dancing, men de levede kun op til halvdelen. Danse kunne trioen i hvert fald ikke.
Den slags gør garagebandet The Magic Bullet Theory sig heller ikke i. Til gengæld var lydmuren massiv og maskulin, da kvartetten i klassisk opstilling (guitar, guitar, bas, trommer) tidligt på natten lukkede Stengade 30-scenen på dette års Vibration. Men gruppens retro-rock’n’roll formår endnu ikke at matche genrekongerne i The Hives, selv om der dukkede nogle spændende countryvariationer op undervejs. Og sådan kom to Vibrationsaftener meget af rock- og electronicaspektret igennem. Til næste år må eksperimentet gerne brede sig til flere genrer – og samle sig på færre scener, så det reelt er muligt at shoppe på islandsk maner.

*Amber og Mofus, fredag aften på Rust
*Meine Kleine Deutsche og The Magic Bullet Theory, lørdag aften på Stengade 30
*www.vibration-kbh.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her