Læsetid: 3 min.

Kan revolutioner bevare det bedste?

Den franske filosof Foucault forsøgte at forstå og misforstod den iranske revolution. Kan vi forsøge at forstå invasionen i Irak som en revolution?
27. februar 2004

Udsyn
Revolutionen fejrer jubilæum: Det har i februar måned været 25 år siden, Ayatollah Khomenei fløj ind til Teheran fra sit behagelige eksil i Paris. De konservative har besøgt Khomenis grav. De har mindet om revolutionen, som en stadig forpligtelse.
Den franske filosof Michel Foucault var i Iran under revolutionen som korrespondent for den italienske avis Corriere della Serra. Og skrev allerede i 1978, at først eftertiden ville kunne forklare, hvad der var sket:
»Jeg kan ikke skrive fremtidens historie. Og jeg har svært ved at forudsige, det der allerede er sket. Jeg ville dog gerne prøve at beskrive det, der er ved at finde sted.«
Men den, der vil skrive det, der er ved at finde sted, foregriber alligevel historieskrivningen. Foucault kom til at overskride sin egen begrænsning. For som han selv skrev:
»Da jeg kom hjem fra Iran, blev jeg naturligvis hele tiden spurgt: ’Er det en revolution’? Jeg svarede ikke. Men jeg havde lyst til at sige, at det ikke i bogstaveligste forstand var en revolution: det var ikke en måde at genrejse sig på. Det er derimod en opstand med de bare næver fra mennesker, som vil løfte den formidable byrde, som hviler på os alle, men især på disse arbejdere i olieindustrien, disse bønder som arbejder på det globale imperiums grænse: De bærer hele verdens vægt på deres skuldre. Det er måske den første store opstandelse mod imperiet; den mest moderne og den mest vanvittige opstand.«
Foucault så revolutionen som et opgør med den imperiale tilstedeværelse i Iran. Og således også som et måske endda bæredygtigt opgør med den vestlige modernitet. Den islamiske åndelighed blev antydet som et alternativ til det vestlige borgerlige liberale demokrati. Han gik så langt som til at skrive:
»Når de revolutionære taler om en islamisk stat, tænker de ikke på et regime, hvor præstestanden overtager magten og sætter de politiske rammer.«
Foucault tog fejl. Han er blevet hånet for sin hyldest til det, der skulle blive til et nyt diktatur. Rationalismekritikeren mistede balancen og faldt over på samme side som ufornuften.

Det, der kom til at ske, var, at de nye islamiske diktatorer kom til at reproducere den vold, som motiverede og legitimerede revolutionen. Snart efter revolutionen var der igen titusinder politiske fanger i fængslerne og de politiske privilegier blev igen koncentreret hos en eksklusiv elite. Revolutionen kom til at gentage det, den var en revolution i mod. Men med den desillusionerende forskel, at revolutionen nu ikke længere regnes for en åben aktionsmulighed.
Den franske filosof Alain Badiou skrev i 1989 i sit Manifest for filosofien anderledes forsigtigt, at den iranske revolution var en af de moderne begivenheder, som vi stadig ikke kunne fortolke tilstrækkeligt tilfredsstillende.
Foucault gjorde dog i en artikel om Khomeni nogle interessante iagttagelser: Det eneste der samlede oprørerne var ’den massive forkastelse af shahen’. Der var generalstrejker, religiøse demonstrationer, marxistiske mobiliseringer og studenteraktioner mod regimet. Men som Foucault skrev:
»Ingen kan hævde at styre bevægelsen. Intet parti, intet menneske og ingen ideologi kan sige, at de repræsenterer opstanden.«
Det, der gjorde Khomenei til lederen, var, at han ikke var der. Hans fravær kvalificerede ham som revolutionens leder. Der cirkulerede kassettebånd med hans taler, og der gik rygter om, at man kunne se hans ansigt genspejlet på månen. Han blev dyrket som inkarnationen af det, der manglede i det bestående samfund. Han var som Foucault skrev: den massive almenviljes fiksering.
I en paradoksal parallel ligner den revolutionære situation i Iran de omstændigheder, vi har kunnet iagttage under krigen i Irak. Koalitionen af de villige har været enige om at bestemme fjenden. Om at fjerne fjenden, der ligesom i Iran blev identificeret med en person: Saddam Hussein. Men de har ikke fundet lokale strukturer, som de ville bygge videre på. Koalitionens demonstrative ignorance i forhold til de irakiske kulturelle, politiske og historiske omstændigheder har været åbenlys fra starten og blev tydeliggjort mest manifest ved smadringen af store dele af den irakiske kulturarv.
Den tyske filosof Hannah Arendt udgav lang tid før også den iranske revolution i 1979 en bog om revolutioner. Og her forklarede hun forskellen mllem den franske revolution, som endte i den jacobinske terror, og den fredelige amerikanske revolution med henvisning til, at amerikanerne revolutionerede ved at vælge noget af det bestående frem for noget andet, mens den franske revolutionen ryddede det hele for at bygge op fra bunden.
Kun den revolution, der ved hvad den bevare, kan ifølge Arendt finde sted som en ny begyndelse. Ellers vender det gamle tilbage som spøgelser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her