Læsetid: 3 min.

Kog vand med stil

I disse dage er det 200 år siden, det første damplokomotiv tøvende trillede ud ad skinnerne – siden holdt en designer dampen varm, længe efter den burde have været på museum
7. februar 2004

Ud af stedet
I årtusinder så menneskeheden i køkkenregionerne, hvorledes dampen i en kogende gryde kunne kaste selv det tungeste låg af. Men det er ikke mere end 200 år siden, menneskeheden kom på den idé at sætte hjul på en mægtig gryde, lade dampen skubbe på et stempel og dermed drive hele apparatet hen ad en skinnevej.
Det var den 33-årige brite Richard Trevithick, som i 1804 satte sin opfindelse på skinner. Det skete i det sydlige England, hvor lokomotivet kom i brug på en grubebane. Gnidningsløst gik det dog ikke. Lokomotivet havde en slem vane med at kvase de sprøde støbejernsskinner under sig, ligesom maskinens indre tandhjul larmede så infernalsk, at ingen kunne holde ud at komme den nær. Lokomotivet endte sine dage som faststående dampmaskine, der drev en pumpe i minen. Den ellers så succesrige og af kropsbygning gigantiske opfinder Trevithick delte i øvrigt skæbne med sit lokomotiv, idet han også endte i et slags nederlag. Han døde som 62-årig uden en penny på lommen.
Blandt andre stod legendariske George Stephenson klar til at føre lokomotiv-historien videre. Mange tilskriver fejlagtigt Stephenson æren af at være lokomotivets opfinder. Misforståelsen skyldes nok, at Stephenson i 1829 vandt en meget omtalt konkurrence, udskrevet af Liverpool-Manchester-banen, om konstruktionen af det bedste lokomotiv. Vinderlokomotivet hed Raket, hvilket lyder noget overgearet, når man betænker de joviale navne på de foregående årtiers lokomotiver: Fang-mig-hvem-som-kan, Tøffende Billy, Spadseresko og Lokomotiv. Sidstnævnte var navnet på en af Stephensons konstruktioner fra 1825 og betyder på latin »ud af stedet«. Det navn kom som bekendt til at hænge rigtig godt fast.

Strømlinet historie
Efter sin banebrydende start fik jernbanen og dens lokomotiver travlt med at omforme verden til industrialiseringens hektiske tidsalder. Og travlt med at levere arketypisk romantik i afskedsscener på perroner hyldet i damp fra det ventende lokomotiv. Efter en menneskealder begyndte damplokomotivet at få konkurrence af elektriske og benzindrevne lokomotiver, og i midten af det 20. århundrede lakkede dampæraen mod enden – bortset fra veteranbaner og jernbanedrift på godsbaner og i u-lande.
Men det lykkedes faktisk en enkelt mand at forlænge damplokomotivets historie nogle år længere end teknikken egentlig tillod. Manden var den amerikanske designer Raymond Loewy (1893-1986), der i øvrigt har beriget verden med blandt andet Shells logo og forrygende Studebaker-biler fra 1940’erne og frem.
Loewy var vild med det strømlinede look, som det med stor kommerciel succes lykkedes ham at overføre til genstande, der normalt ikke yder vindmodstand – for eksempel blyantsspidsere og støvsugere. Men også til damplokomotiver.
Fra midten af 1930’erne designede Loewy lokomotiver for Pennsylvania Railroad Company. Han fik dem til at ligne raketter, men de havde teknisk klingende kodenavne som T1 og S1. S1 trak med lethed en stribe fyldte passagervogne langt hurtigere, end biler kunne køre, men vigtigere var udseendet – den maskuline styrke og fornemmelsen af futurisme, der gjorde sig fantastisk i reklamerne. Så forrygende gik det, at Loewys damplokomotiver kørte med passagerer helt til starten af 1950’erne, da disse tingester ellers var ved at blive noget, man gik på museum for at se, måske med samme undren som engang Søren Kierkegaard, der »vilde antage, at et Jernbanetog kun bevægede sig hver Gang Locomotivet snøftede.«
Næh, Loewy kunne få et damplokomotiv til at se ud, som om det bevægede sig, selv når det stod bomstille.
Således viste det sig, at dampkraften kan overgås af designkraften.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her