Læsetid: 4 min.

Der kommer aldrig en dag uden Junckers

De ansatte på Junckers lever i uvished. De første er allerede fyret. Måske er de, de heldige. Resten må arbejde og vente
27. februar 2004

Arbejde
Tågen hænger tungt over Junckers enorme industri. Røgen fra skorstenene blander sig med himlens hvidhed og fortæller på sin egen måde omverdenen, at ingen på Køges store arbejdsplads har givet op.
Gamle containere står gennemsyret af rust, og mågernes skrig trænger gennem den sagte, men vedvarende støj fra den store fabrik.
Overalt i verden går mennesker rundt på gulve, der på et eller andet tidspunkt har været mellem hænderne på generation efter generation af arbejderfamilier fra Køge. Men nu er det måske slut. De første er allerede fyret. Det er de heldige.
Det er i hvertfald det, som medarbejderne på Junckers går og fortæller hinanden i pauserne mellem arbejdet.
De første er de heldige.
For hvis skuden synker, så er de løbet med de mest umiddelbare jobs.
»Nej det er selvfølgelig bare pjat. Det er sådan omgangstonen er her på Junckers, vi hjælper hinanden og ser på de lyse sider,« siger Flemming Ruder.

Timerne i toget
Flemming Ruder har hver hverdagsmorgen i de seneste 12 år taget toget 05.09 fra Nykøbing Sjælland station og først været samme sted igen 17.05. Næsten samtlige mellemliggende timer har han tilbragt med at slibe savklinger på Junckers.
Men nu er det slut.
Han er blandt de første af dem, der ikke længere skal have en hverdag på den halve million kvadratmeter, der udgør den gamle gulvfabrik.
»Det er trist. Men jeg er ved godt mod og overbevist om, at jeg nok skal få arbejde igen. Jeg er villig til hvad som helst, så det skal nok gå,« siger han med et blik, som gør det tydeligt, at han mener det.
Og selv om det værst tænkelige i situationen er sket for ham, nemlig at han har mistet sin arbejdsplads. Så er han faktisk på en måde blandt de heldige. For han ved, hvor han står.
Det ved kun de færreste af de over 500 mennesker, der hver dag drikker deres kaffe i pauserne på Junckers.
»Uvisheden er det værste,« siger Michael Thrane, der stadig er ansat på fabrikken.
Han har tilbragt halvdelen af sit liv med at køre truck på Junckers. Han startede som 17-årig og har været der siden. I dag er han tillidsmand, og når man er det, så skal man holde modet oppe hos alle andre.
»For mig er Junckers et livsværk. Jeg er overbevist om, at vi nok skal klare skærene. Der kommer ikke en dag uden Junckers. Det er så stor en del af mit liv, at når vinden slår over i den rigtige retning, så kan jeg høre larmen fra fabrikken derhjemme,« siger han.
Og hvis vinden ikke er i den rigtige retning, kan Michael Thrane bare sætte sig ved bordet med resten af familien, for de har allesammen på et eller andet tidspunkt arbejdet på fabrikken, så samtalerne og minderne er fyldt med samme larm, som vinden fører med sig, når den står i den rigtige retning.

Manden i golfen
Rigmor Frandsen kan ikke høre Europas største producent af massive trægulve fra sit køkkenvindue.
Men hun kan høre, hvordan det går derovre, når hendes mand kører Golfen i garagen og fortæller, hvad der er sket i dag.
Hun har tilbragt de sidste 25 år af sit liv på Junckers, og om et øjeblik er det slut. Hun er på vej på efterløn og på den måde undgik en anden at blive blandt de første 166 fyrede.
Men selv om hun, som en af de få, selv har været herre over sin skæbne i situationen, så betyder det ikke, at det ikke medfører et tomrum.
»Jeg har haft det så sjovt her. I de seneste mange år er jeg mødt en time før på arbejde, for jeg skal ikke gå glip af noget. Vi har været en flok piger gennem alle årene og det har ikke gået stille af sig,« siger hun.
Da hun en morgen i 1979 mødte på arbejdet første gang, var der især en mand, hun lagde mærke til. Det er ham, der skal fortælle hende, hvad der sker på fabrikken, når han har kørt golfen i garagen.
Rigmor går på efterløn, fordi hun altid har taget fat.
»Når der er ligeløn, så er der også lige arbejde,« siger hun.
Flemming Ruder, Rigmor Frandsen og Michael Thrane sidder om det lille bord. Gulvet i rummet er selvfølgelig Junckers eget, og hvis man spørger, hvad det helt præcist er for noget gulv, så begynder de alle tre at kigge vurderende ned, trampe lidt og komme med så detaljerede oplysninger, at det er svært at få det hele med.
Men det er værd at nævne, for det er 60 års samlet fagkundskab om Junckers trægulve, der udtaler sig. De er tre blandt hundredvis af ansatte. Rigmor Frandsen og Flemming Ruder er måske blandt de heldige. Michael Thrane ved det ikke endnu.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her