(2. sektion)
Intermetzo
Som anført tidligere i disse tålmodige spalter, vil den danske nations opinionsdannere en skønne dag se tilbage på just denne periode i fædrelandets historie med undren, forhåbentlig også med megen forskningsmæssig iver efter at forstå. Om få år, når forskelsbehandlingen af folk inden for det danske rige og konsekvenserne heraf viser sig tydeligere end allerede nu, vil kritikere i deres fulde moralske ret spørge: Hvad var det dog, der skete? Politikere med dybe rødder i disse beslutninger vil da søge at fralægge sig ansvaret eller skyde det over på andre eller dække sig ind under folkeflertallets dagældende krav.
Atter andre kan med bedre samvittighed vise tilbage til erklæret modstand mod en redebon tidsånd og den lemming-effekt, vi netop oplever. De passive vil passivt overvære det opgør, der nødvendigvis må følge. Den tids Bent Jensen her en fiktiv af arten, men så nidkær på andres vegne som forlægget vil forlange forskningspenge til en videnskabelig undersøgelse af folk i fortiden, det vil for os dags dato sige nutiden, med standpunkter, som den fiktive Bent Jensen selv engang indtog, og kræve mand op ad mur for fortidens forsyndelser.
Muligheden foreligger naturligvis også, at den kommende Jensen vil søge videnskabelige forskningsmidler i millionklassen til gennemlysning af, hvorfor mistænkelige personer dengang, det vil fortsat i tankespindet sige nu, modsatte sig udviklingen og ikke krævede nær nok diskriminerende lovgivning over for de fremmede. Dette er jo disse kredses parole, og den mulighed foreligger også. Dog, mest sandsynligt dette sagt i håbets lysegrønne fortrøstning vil nationen om fem-10 år, længe før om guderne vil, være vågnet. Vågnet op til dåd af et mareridt og begyndt at gøre fortidens, det vil sige nutidens, frygtelige fejltagelser gode igen. Øvelsen består i at afvikle den forskelsbehandling af folk, den apartheid i svøb, hvormed regeringen, dens flertal og til en vis grad Socialdemokraterne er i færd med ødelægge den danske civilisation og retssikkerhedstradition.
Dette foregår i rask trav dels ved egentlige lovbestemmelser om startydelser, statsborgerskabserhvervelse, tvang i forbindelse med ægteskaber mellem fremmede og mellem danske og fremmede etc. Hver eneste af disse bestemmelser går ud på at hindre tilvandring og dybest set også integration og er således i overensstemmelse med Den Danske Forening og Dansk Folkepartis chefideolog Søren Krarups mål med fremmedpolitikken: De skal ikke integreres, de skal ud! Dansk er kun den danske, der er dansk som Krarup i Jesus, Martin Luther, Tidehverv og fætter Langballes navn, Amen!
Det er slemt og forklarer Haarders nye tilnavn inspireret af det tilstundende H.C. Andersen år: indvandringsafviklingsdisintegrationsudsmidningsuligestillingsminister Bertel.
Denne iltre forvalter af uretten samt hans flittige bagland kendes især trods ivrige påstande om det modsatte på svimlende historieløshed og/eller lemfældig omgang med den nationale fortid, hvis fortællinger de uden skrupler i hensigtens navn tilpasser efter egne behov, og som de derefter med verbale overgreb påtvinger andre. Man kan også kalde det mangel på evne eller vilje til at relativere værdierne, brist på vision ud over det dannebrogsfarvede i blå skysovs: De fremmede skal være som os, som vi er lige nu, hvor vi alle burde være, således som vi engang var, da vi var bedst og bedre end nu, hvad vi jo også er, såfremt vi slår fodslag, mens bøgen spejler i Lomborg Sund. I det land sker alt efter den øjeblikkelige majoritetsdefinerede og forlangte norm lige netop nu: Børn af begge køn går glade i skolebad, mændene undertrykker ikke damerne uden tørklæde, og arrangerede ægteskaber har vi aldrig kendt til; vi gifter os jo i flæng hen over alle sociale og andre skel, ih, hvor vi gør, alene af kjærlighed i øvrigt med 50 procent indbygget skilsmisse.
Forleden lagde klummistens uarrangerede ægteviv i embeds medfør Fra den gamle købmandsgård på videoen. Svend Methlings folkelige og ualmindeligt smukt filmede mesterstykke fra 1951 holder ved gensynet. Et vemod ukendt fra de primitive Morten Korch-film, præger købmandsgårdens beretning om et Danmark, der allerede den-gang ikke var mere; om det nogensinde har været, synes Methling at sige så lavmælt. Filmen er henrivende fiktion om godhed, kærlighed, loyalitet, ædelmod og umulig uforanderlighed. Den stiller sit krav om hvid jul i evig gentagelse, juleaften i kirken, hvor præsten ikke er fra Tidehverv, men kristen og venlig, hvor den noble kommis og købmandens datter i rette øjeblik på stikordet dans lille barn på moders skød ser hinanden dybt i øjnene.
Bedærvede eftermælere tænker det utænkelige, at Astrid Villaume og William Rosenberg bagefter skal hjem og råbolle i risengrød. Dog med det for øje at befolke købmandsgården til næste jul med guldlokkede små, skønt de begge er mørk kommune. Pointen i filmen er interessant i disse ulvetider: Arrangerede ægteskaber er det eneste rigtige. Dér sidder Sigrid Neiiendam på sin plads øverst i købmandgården assisteret af den kloge Ellen Gottschalch og dirigerer fremtiden og arrangerer ægteskab.
Købmanden, et godmodigt mandfolk, der ryger pibe og læser avis nyheder ude fra en ond verden kan man ikke regne med, når lokummet brænder. Nej, overlad trygt problemer til farmor med hæklet klæde på håret ja, som et tørklæde, idet hun jo er en anstændig og ærbar kone. Og da Ida begynder at gå i byen farligt tæt på gylpen af godsejersønnen, er det nær gået galt. Det får farmor rettet op på ved en intrige, hvis mål er at skabe grundlag for det arrangerede præcoitale parringsritual med følger. Hvem tænker nemlig på den gamle købmandsgårds fremtid? Det gør farmor Neiiendam, hun siger det direkte; i og for sig er intrigen ikke for de unges skyld, at de er glade for hinanden, er mere en sidegevinst. Som i så mange andre arrangerede ægteskaber i fortid og nutid er hensynene relaterede til en større sammenhæng. Det meste andet, sagt i al ømhed, er indbildning.
De ulykker regeringsflertallet med retorisk afsæt i det rene vrøvl påfører vore indvandrende modborgere og dermed landet er snart uoverskuelige. Professor Ole Togeby havde forgangen lørdag en kronik i Politiken bare om mordet på modersmålsundervisningen. Et skæbnesvangert eksempel på regeringens kritisable forholdsregler, der risikerer at skabe dobbelt halvsprogede børn uden fast sproglig identitet noget sted. Det er nemlig bevist, at modersmålsundervisningen er en forudsætning for god integration. Som Togeby skriver, synes det, som om undervisningsministeren mener, at der ikke er plads til dansk i hovedet, hvis man også lærer sine forældres oprindelige mål.
Alle relevante undersøgelser viser tværtimod, at enhver form for sprogtilegenelse og tilegnelse i det hele taget styrkes ved tvesprogethed. Men meningen er, som professoren antyder, ikke at gøre indvandrerbørnene bedre og mere duelige, snarere at de skal indterpes Pia Kjærsgaards flade og fattige kulturopfattelse. Heri findes én og kun én civilisation: vores, som hun og Krarup forstår begrebet. Skade, at de ikke med tilbagevirkende kraft kan rive tørklædet af fru Neiiendam. . Det betyder, at vi kun sporadisk kan komme ind på Anders Fogh Rasmussens kreative bogføring i sin tid, og at han blev smidt ud som minister efter at have vildledt Folketinget groft, hvilket han også synes at have for vane, når han sender landet i krig.
