Læsetid: 3 min.

Kortere sagt

23. februar 2004


Drømmehold hylder Bill Evans
*Der er stor musik at hente på denne poetisk stemte hyldest til en af jazzens store, lyriske begavelser, pianisten Bill Evans. Pladen er i trommeslageren Paul Motians navn, og med dennes sans for udsøgte medspillere udføres de ni Evans-kompositioner af lidt af et drømmehold, der foruden den intenst underspillende Motian tæller Marc Johnson (bas), Bill Frisell (guitar) og Joe Lovano (tenorsax).
Pladen er en del af en genudgivelsesserie fra Winter & Winter af det ikke længere eksisterende selskab JMT’s bagkatalog. Her finder man bl.a. adskillige Motian-udgivelser af høj kvalitet fra sidst i 80’rne og først i 90’erne, hvor Motian havde et tæt samarbejde med især Lovano og Frisell.
Det er vanskeligt at fremhæve enkelte stykker fra en udgivelse med så tætvævet en sammenhæng, men »Time Remembered« står som en særlig dirrende balladefortolkning og udfolder et ømt digtende tonesprog efter den knudrede og kantede version af »Five«.
Det er Frisell, der får pladens lyd og tonesprog til at skille sig ud. Som eneste akkordbærende instrument kan han for alvor præge helheden med sit klangligt vibrerende og melodisk/harmonisk originale traktement. Optagelserne stammer fra 1990 og fremstår med en friskhed og luftighed, der understreger musikkens holdbarhed. Hvis det her er sagen, bør man ikke snyde sig selv for Motians On Broadway Vol. 1-2 (1989-90) – ligeledes fra JMT – med samme hold, dog med Charlie Haden på bas.
cmh

Paul Motian: Bill Evans (JMT Edition/Winter & Winter) www.winterandwinter.com

Etta Cameron mellem flere stole
*Det måtte jo ske før eller siden at Danmarks førende gospelsangerinde fandt sammen med landets førende bigband. Meget afhænger af, om man kan kapere Etta Camerons særegne, mørke altstemme, vibrato og ikke mindst hendes bøjelige måde at frasere på. Det kan være for meget af det gode, men Cameron har i sine bedste stunder et meget personligt udtryk. Under alle omstændigheder mener hun, hvad hun synger om. Derfor har hendes gospelsang en særlig integritet og autenticitet.
Men pladen sætter sig mellem to eller ligefrem flere stole: den basale gospel og den mere sofistikerede arrangørkunst i bigband-traditionen og populærmusikken. Den svirrende introduktion til John Hiatt´s »Have A Little Faith In Me« er et af de første advarselstegn. Camerons sang drukner i det store udtræk af horn og klange. Hun ville leve og bære bedre i enklere musikalske omgivelser.
Det kunne have været interessant at høre DR Big Band udfordret af et mere rent gospelpræget udtryk, hvor Etta rettelig er hjemme, og hvor orkestret kunne have fundet en måde at løfte opgaven med sin kraft og sine kvaliteter. I stedet er det blevet en teknisk imponerende men også vildt skydende plade med et blandet repertoire af gospelsange, standards, bebop, soul-numre og nyere popsange – og med hele otte forskellige arrangører. Det fungerer ikke at kaste Cameron ud i så stor en mundfuld, og udstiller kun hendes begrænsninger som bredere funderet jazz- og popsangerinde.
Det starter ellers flot med gospelklassikeren »Strange Man« og en både dybfølt og medrivende »Once In My Life« med Toots Thielemans i en forrygende mundharpesolo. Og senere har Marvin Gayes »What´s Going On« og den klassiske »Someone To Watch Over Me« sine momenter. Personligt foretrækker undertegnede dog langt hellere den swingende og klart skårne My Gospel (1992), hvor Camerons sang levede i samarbejde med jazzkvartet og Sokkelund Sangkor.cmh

Danish Radio Big Band & Etta Cameron: Lady Be Good (CMC/EMI)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu