Ny film
Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke sidder og græder som pisket, mens rulleteksterne til Cold Mountain kører over lærredet. Men det gør jeg ikke, selv om filmen har brugt to timer på at sætte mig i den rette stemning. Der er ikke en finger at sætte på Anthony Minghellas håndværk - alligevel går jeg utilfreds og uforløst ud af biografen.
Måske fordi det hele er så pænt og nydeligt sat sammen, at jeg aldrig bliver engageret i den på papiret sikkert meget dramatiske historie, der har Den Amerikanske Borgerkrig som bagtæppe. Minghella, der prøvede kræfter med det store kærlighedsdrama i den noget mere vellykkede Den engelske patient, doserer lykke, ulykke, smil, gråd, vrede, tilgivelse, kærlighed og had i lige store doser på de rigtige tidspunkter gennem filmen.
Man får hverken for meget af det ene eller det andet. Som havde Minghella fået stukket en opskrift på den perfekte konditorkage i hånden og fulgt den til punkt og prikke. Den står i bagerens vindue og ser godt ud, smager endda udmærket, måske med lige lovlig meget flødeskum, men bagefter melder den tomme fornemmelse sig, og man bliver irriteret over at have brugt tid og penge på den.
To elskende
Cold Mountain foregår i 1870'erne og handler om den store kærlighed mellem to meget forskellige mennesker, der bor i byen Cold Mountain i North Carolinas uvejsomme bjerge. Hun, Ada Monroe (Nicole Kidman), er tilflytteren fra hovedstaden Charleston, præstedatter og af en anden, mere forfinet type end de øvrige kvinder i den lille by. Han, hr. Inman (Jude Law), er den fåmælte enspændertype, der forelsker sig i Ada, men inden parret når at fuldbyrde deres kærlighed, bryder borgerkrigen ud, og han bliver kaldt væk.
Filmen følger, hvordan han kæmper sig væk fra fronten og hjem til hende, hårdt såret og med fare for at blive skudt som desertør, mens hun prøver at klare sig alene på gården i Cold Mountain, der af krigen er blevet forvandlet til en spøgelsesby.
Tanken om Ada holder Inman i live, og hun bevarer forstanden ved at skrive breve til ham, som hun er sikker på en dag vender hjem. Om det sker, skal ikke røbes, men Cold Mountain følger et skema, man kunne undervise efter, og den rummer bestemt ikke mange overraskelser.
Småt og jævnt
Filmen er fuld af store følelser og brave, trofaste mænd og kvinder, der holder hovedet højt, selv om livet er noget nær umuligt. Men han forlader sig så meget på, at det indre drama i personer og historie er rigeligt, at han og skuespillerne underspiller alting, hvorfor dramaet aldrig løfter sig og forbliver småt og jævnt.
Der er masser af episk swung i filmens billeder af bjerge og borgerkrig, men farverne - og filmen - er underligt fesne, og Minghella vil eller tør ikke overgive sig til det mere kulørte drama, hvilket ville have klædt hans pæne, næsten antiseptiske historie. Det er først, da livstykket Ruby (i Renee Zellwegers yppige skikkelse) dukker op og redder Ada fra at blive vanvittig af ensomhed og sult, at Cold Mountain liver en smule op. Ruby er lige præcis den bramfrie, uslebne type, som den anæmiske og skrøbelige Ada - og filmen - har brug for.
Men selv om Zellweger stjæler billedet fra en lidt kedelig Kidman, når hun er på, så redder hendes morsomme præstation ikke Cold Mountain fra at ende som en velproduceret, men ligegyldig film, der er en bleg efterligning af de farvestrålende storfilm, som Hollywood producerede i 40'erne og 50'erne. Det gør heller ikke de mange gode birollepræstationer fra blandt andet Philip Seymour Hoffman, Donald Sutherland, Brendan Gleeson og Givanni Ribisi.
Cold Mountain er gjort af det stof, som traditionelt har givet Oscars, men ud over en fortjent nominering til Renee Zellweger og en mindre fortjent til Jude Law, gik akademiet uden om filmen, hvilket måske skyldes, at også de er ved at være trætte af den slags forlorne historier helt uden kanter eller overraskelser.
*Cold Mountain. Instruktion og manuskript: Anthony Minghella. Amerikansk (Imperial i København og en masse biografer landet over)
