Læsetid: 13 min.

Krigen mod terror kræver nye metoder

Det lederskab, en række vestlige landes regeringer har udvist i krigen mod terror giver anledning til en vis optimisme, vurderer tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. Selv om man ikke umiddelbart kan sammenligne, kan han i forhold til Mellemøsten ikke lade være med at tænke på, hvor hurtigt udviklingen pludselig eskalerede til demokratiets fordel i Øst- og Centraleuropa
28. februar 2004

Gamle regler stopper ikke terrorismen
For Uffe Ellemann-Jensen er terrorkrigens dilemma åbenlyst:
»Da terroristerne ramte USA, angreb de selve de værdier, som vi bygger vores samfund på – demokrati, frihed, retsstaten, menneske- og minoritetsrettigheder. I dag er vi selv nødt til at i en periode at gå på kompromis med disse værdier for at kunne forsvare dem. I givne situationer må vi bryde nogle af de regler, vi ellers værner om. Der er tilfælde, hvor vi må have forståelse for, at der er behov for at indsamle oplysninger fra en mistænkt terrorist på en anden måde end i byretten, hvor en dygtig forsvarsadvokat hurtigt kan sikre en løsladelse. Vi skal have øjnene åbne for dette dilemma – vi skal ikke søge at skjule det.«
Det er, ifølge Ellemann-Jensen, netop det demokratiske samfunds styrke, at det kan håndtere denne type dilemmaer. I de vestlige lande må man nu tage disse vanskelige diskussioner – fordi det ifølge den tidligere udenrigsminister ikke er muligt at besejre terroristerne udelukkende ud fra de gamle regler.
»Jeg forstår godt, at der er mennesker, som er dybt bekymrede over, hvad der skal til for at bekæmpe de nye trusler – at vi i en periode må træde nogle af vores basale rettigheder under fode for netop at beskytte dem. Ellers vinder terroristerne. Det er klart, at tilbageholdelsen af fanger på Guantanamo-basen er et brud på det retsgrundlag, der normalt kendetegner et retssamfund – men det er også åbenlyst for mig, at situationen er ekstraordinær. Terrorangrebet 11. september 2001 var et chok, som der måtte reageres på.«
Ellemann-Jensen har i sin tid som europæisk toppolitiker styret efter en kombination af klare ideologiske pejlemærker og realpolitisk virkelighed. Det store mål er at udbrede de demokratiske rettigheder og den frihed og fred, der følger med, til så store dele af verden som muligt. Den metode, der bedst sikrer dette, er en stærk transatlantisk alliance mellem Den Europæiske Union og De Forenede Stater. Den akse vandt over totalitære regimer i det 20. århundrede – monarkerne, fascisterne og kommunisterne – og det er også den, der ifølge Ellemann-Jensen i dag må stå sammen i kampen mod de nye trusler: Den globale terror.
Med det politiske lederskab, som stats- og regeringscheferne har udvist i de lande, som bakker fuldt og helt op om terrorkrigen – især USA og Storbritannien, men også eksempelvis Danmark – er der mulighed for at besejre det nye århundredes værste fjender, nemlig terroristerne og slyngelstaterne, understreger han.
»Umiddelbart efter 11. september 2001 var jeg faktisk fuld af optimisme, fordi verden blev samlet med en enestående vilje til at bekæmpe terroren sammen. Kina og USA, som netop havde været i alvorlige konflikter om Taiwan og et nødlandet spionfly, fandt hurtigt sammen. Rusland og USA blev partnere, hvilket bl. a. betød, at amerikanerne fik lov at bruge baser i Centralasien. NATO bakkede kraftfuldt og enstemmigt op. Ud af det forfærdelige terrorangreb opstod der en unik mulighed for fællesskab. Desværre er dette fællesskab gået i opløsning,« forklarer Ellemann-Jensen.
En del af forklaringen kan søges i den amerikanske forfatter Robert Kagans berømte analyse af forskellen mellem USA og Europa fra sidste år. Det er her, at han beskriver amerikanerne som hurtige til at træffe beslutninger, agere med den nødvendige militære handlekraft og ofte deler verden op i de gode og de onde – europæerne, på den anden side, foretrækker evige forhandlinger, diplomati, er villige til at acceptere tilbageskridt og er per definition tilbageholdende over for brug af militærmagt.
»I Kagans bog hæfter jeg mig særligt ved en rammende pointe: Han siger, at hvis man har en hammer, så begynder alle problemer at ligne søm, som man får lyst til at slå på. Men hvis du ingen hammer har, så ser du slet ingen søm. I dag er kendsgerningen, at USA’s militære apparat er meget, meget større end Europas. Mit håb er, at vi gennem NATO og EU’s udvidede militære samarbejde kan sikre en bedre arbejdsdeling. Den måde, vi bedst kan påvirke USA på, er gennem at vinde deres respekt og tillid. Vi skal arbejde for kombinationen af at turde bruge hammeren, når det er nødvendigt, så vi kan overbevise regimer til at opføre sig rationelt – og være parate med guleroden, når de retter ind.«

Ellemann-Jensen har stor tillid til den nuværende amerikanske regering under præsident George W. Bush. Han anerkender, at præsidentens kurs kan virke provokerende på dem, der ikke kender den politiske tradition i USA, men understreger, at også præsident Bill Clinton eller for den sags skyld en præsident Al Gore ville have ført en identisk politik, hvis de havde regeret nu. På samme måde herhjemme, vurderer han, ville også socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen have bakket op om Irak-krigen, hvis han stadig havde været statsminister.
»I dag kan man lidenskabsløst konstatere, at det forebyggende angreb på Irak har virket: For det første sidder Saddam i spjældet og regimet er faldet. Der er stadig en bunke problemer, men det kan ikke overraske nogen. For det andet er oberst Gaddafi i Libyen begyndt at opføre sig ordentligt og rationelt. Der er tale om to vældige fremskridt.«
Hans analyse af forskellen på opbakningen til USA og dets krige mod først Afghanistan og siden Irak er klar. Alle kunne se, at Taleban-styret i Kabul havde udviklet sig grotesk, og det stod klart for enhver, at regimet samarbejdede med og understøttede Osama bin Laden og hans al-Qaeda-netværk. Derfor støttede alle den krig. Irak-krigen var ikke så indlysende som Afghanistan. Der var gået længere tid efter terrorangrebet på USA, så gammelkendte magtinteresser spillede igen en rolle. Frankrigs stormagtsdrømme bankede de største kiler ind – og da en trængt Gerhard Schröder i den tyske valgkamp populistisk valgte den pacifistiske linje, blev Vesten for alvor delt.
»Op til Irak-krigen fik vi en dybt fortvivlet situation, hvor mange helt mistede overblikket – og i stedet blev vi viklet ind i ordkløverier og manipulationer. Der var jo ikke noget nyt i at gå i krig uden indiskutable FN-mandater. Det havde USA med blandt andet dansk støtte gjort før i 1990’erne – nemlig med bombningerne mod Irak og krigen mod Serbien, begge under præsident Clinton. Man kan også sagtens argumentere for, at de FN-resolutioner, som allerede var vedtagne, var brudt af Saddam. Problemet blev, at den svenske FN-inspektør Hans Blix flakkede forvirret rundt og ledte efter den rygende pistol – eksistensen af masseødelæggelsesvåben. Blix skulle i stedet have krævet, som FN’s resolutioner fastslog, at Saddam skulle bevise, at han ikke længere havde de våben, som vi alle ved, at han med sikkerhed havde haft.«
Ellemann-Jensen er fuldtonet tilhænger af Irak-krigen – og argumenterne afleveres klart:
»Vi måtte tvinge Saddam til en afklaring, fordi vi ikke kunne vide, om han bluffede os. Vi vidste to ting med sikkerhed: Nemlig at han havde haft masseødelæggelsesvåben, og at han havde brugt dem tidligere. Hvad han havde før krigen, vidste vi ikke – Saddam nægtede jo at samarbejde med verdenssamfundet. Det var i al sin enkelthed for farligt at blive ved med at gætte på, om han bluffede. Hans regime blev jo mere og mere grotesk.«

I dag står det klart, at de oplysninger, som efterretningstjenesterne leverede op til krigen, har været tvivlsomme – og i USA og Storbritannien indledes der nu store undersøgelser af krigsgrundlaget, mens den danske regering afviser et lignende behov. Den diskussion betragter Ellemann-Jensen som præget af hykleri.
»De resultater, som efterretningstjenesterne kom med før krigen, ser i dag ud til at være utilstrækkelige. Alligevel er det udtryk for politisk plat, når de sædvanlige kritikere fra venstrefløjen og Socialdemokratiet nu bruger så mange kræfter på at kritisere kvaliteten af efterretningerne. Enhver kan jo se, at det, der svigtede i forhold til Irak-oplysningerne, var den form for efterretninger, som opsamles af egentlige agenter inde på irakisk territorium. Den slags arbejde er både livsfarlig for den enkelte agent og lever naturligvis ikke op til demokratiske idealer – men det er den eneste måde at indsamle den type oplysninger på. Derfor er det relevant at spørge disse kritikere om, hvorvidt de er parate til at både at bruge de ressourcer, der skal bevilges, og de metoder, som skal sanktioneres, for at højne kvaliteten. Det er de selvfølgelig ikke og derfor er det udtryk for det sædvanlige hykleri.«
I det hele taget er Uffe Ellemann-Jensen fuld af foragt over for den type kritik, som medierne har leveret af Irak-krigen. Den Cavling-pris, den fineste journalistiske hædersbevisning, som Journalistforbundet i år tildelte Information for dækningen af Irak-krigen, er han lodret imod.
»Den type journalistik, som Information har stået for, er præget af fordrejninger, manipulationer, ordkløveri og pindehuggeri, som har levet dets eget liv. Derved er overblikket helt gået tabt – det er dybt fortvivlende. Jeg bandede over, at jeg for mange år siden havde meldt mig ud af Journalistforbundet i protest mod en prisuddeling, for det ville jeg gerne have kunnet gøre igen i år, da Information og Ekstra Bladet fik Cavling. Den type journalistik burde ikke belønnes,« lyder dommen fra Ellemann-Jensen, der i sin tid selv var journalist og chefredaktør.
Det svigt, som modstanderne af Irak-krigen ifølge den tidligere Venstre-formand udviser nu, er på niveau med det værste fra Den Kolde Krig.
»Socialdemokraterne har desværre i opposition fået et tilbagefald til fodnoteperioden. Der er for så vidt intet nyt under solen – vi kan genkende det hele. Overblikket er væk. Pindehuggeriet er tilbage. Dengang svigtede den socialdemokratiske ledelse totalt, hvilket tvang os til de absurde fodnoter i NATO. I dag har svigtet fra den tid desværre igen vundet indpas hos Socialdemokratiet, som efter de seneste års regeringsmagt burde vide bedre end til deres nuværende politiske plat.«
For Uffe Ellemann-Jensen er der i dag en væsentlig lære at trække fra Den Kolde Krigs afslutning, som fandt sted i den netop de år, hvor han var udenrigsminister fra 1982 til 1993 – især kombinationen af beslutsomhed, militært pres og politiske forhandlinger.
»Det bedste, som skete under den Kolde Krigs afsluttende år i 1980’erne, var netop, at Vesten stod fast og stod sammen i især to afgørende forhold: NATO’s dobbeltbeslutning, som kombinerede opstilling af mellemdistanceraketter i Vesteuropa med forhandlinger om nedrustning med Sovjetunionen – og presset på at give de politiske forhandlinger i CSCE (den nuværende Organisation for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), red.) substans. Det skubbede i den grad til den udvikling, der fandt sted i ’88, ’89 og ’90. Hvis vi i stedet, som venstrefløjen og socialdemokraterne dengang ønskede det, havde undladt at presse Moskva militært, og havde bøjet af over for det sovjetiske pres for at udvande CSCE, så havde Gorbatjov aldrig kunne indlede sine reformer.«
Ellemann-Jensen havde, før han blev politiker, rejst i Øst- og Centraleuropa og vidste derfor, at der var sprækker i kommunistbetonen, men det var først for alvor i 1987, da den sovjetiske generalsekretær Mikhail Gorbatjov og udenrigsminister Eduard Sjevardnadse introducerede Glasnost (åbenhed) og Perestroika (omstrukturering), at det blev praktisk muligt at håbe på forbedringer. Man måtte som vestlig udenrigsminister endnu indordne sig efter realiteterne, men der var eksempler på, at det diplomatiske pres fik effekt.
»I begyndelsen af 1989 holdt jeg en frokost på den danske ambassade i Prag, hvor vi inviterede tjekkoslovakiske dissidenter. En af dem, nemlig Vaclav Havel, kunne ikke komme, fordi han sad fængslet, så vi lod hans stol stå tom. Denne manifestation er et godt billede på, at tingene var i skred.«

Ingen havde dog turdet håbe på, at udviklingen blev så dramatisk og eskalerede så hurtigt, som den endte med at gøre. Præcist en måned før murens fald den 9. november 1989 var Ellemann-Jensen sammen med sin hustru hjemme hos den daværende vesttyske udenrigsminister, Hans Dietrich-Genscher.
»Vi sad sammen og så vesttysk fjernsyn, som viste billeder fra demonstrationer i Østtyskland. Kort inden havde de ungarske myndigheder bogstaveligt talt klippet grænsehegnet over, så store grupper af østtyskere kunne rejse gennem landet på vej hjem fra den tyske ambassade i Prag, hvor de havde søgt tilflugt, og hvor Genscher netop havde besøgt dem og fortalt, at de alle ville få lov til at flytte til Vesttyskland. Vi var alle ramt af en eufori – og midt i samtalen spurgte jeg Genscher om, hvor lang tid der mon ville gå, før muren forsvandt. Han, der var så tæt på udviklingen som nogen, gav en lang analyse, som endte med, at efter en række reformer ville muren måske falde i begyndelsen af det nye årtusinde. Den analyse fandt vi alle ret dristig – men allerede en måned efter var muren væk.«
I dag er det svært at vide, om de små forbedringer af demokratiet, som vi ser nogle steder i Mellemøsten – ud over Irak er der spæde skridt flere andre lande, men også egentlige tilbageskridt andre steder som eksempelvis Iran – kan sammenlignes med 80’ernes afvikling af kommunismen. Der er mange og store forskelle, og Ellemann-Jensen advarer mod at stille urealistiske mål – og især mod den skuffelse, som hurtigt rejser sig også i de vestlige befolkninger, hvis fremskridtene ikke foregår i et hæsblæsende tempo. Ud over støtten til Irak-krigen bakker han op om de demokrati-planer, som flere vestlige lande er igang med at udvikle, ligesom tankerne om at udvide OSCE til Mellemøsten er fornuftige.
»Den afgørende nøgle til at skabe grobund for fremskridt i Mellemøsten er naturligvis at få løst den arabisk-israelske konflikt. En af mine første udlandsrejser som udenrigsminister i 1982 gik netop til Jerusalem og Beirut, og dengang fik jeg masser af skældud, fordi jeg sagde til israelerne, at hvis ikke I får løst konflikten, så er der risiko for, at I udvikler et nyt apartheid. De spændinger, der i dag eksisterer, kan kun løses, hvis Israel får troværdige sikkerhedsgarantier. Det ville være en værdig opgave for NATO at levere den garanti med militær tilstedeværelse.«
Ellemann-Jensen understreger, at det selvfølgeligt er muligt at forestille sig demokrati i muslimske lande – selv om så mange er skeptiske over for det.
»Tyrkiet er selve eksemplet på, at et land med mere end 90 procent muslimer sagtens kan være inde i en gunstig demokratisk udvikling. Den nuværende tyrkiske regering ledes af et islamisk parti, som har gennemført masser af reformer. Nu skal vi finde en fredsløsning i den græsk-tyrkiske konflikt for at løse Cypern-problemet, så vi kan fastholde Tyrkiet på sporet. Tyrkiet kommer ikke med i EU i min levetid, men processen skal igang, fordi landet beviser, at islam og demokrati sagtens kan fungere sammen.«
Den selvtilfredshed med udviklingen, der efter Ellemann-Jensens mening i løbet af 90’erne prægede den udenrigspolitiske tænkning, er ofte kimen til fremtidige konflikter. Mange af de problemer, som verden i dag slås med, skyldes forsømmelser i netop det årti. Det var, som om at de vestlige regeringerne lullede sig lidt i søvn i en sorgløshed efter Murens fald og det sovjetiske kollaps – som om man troede med den amerikanske forfatter Francis Fukyamas ord, at »historien var død«, fordi friheden og det hegel’ske system havde sejret. Man overså, at hvis man ikke hele tiden kæmper for disse værdier, så risikerer man, at historien genopstår i al sin gru.
»I Europa førte euforien over de positive udviklinger i Øst- og Centraleuropa til, at vi i lang tid overså den negative kurs på Balkan. Den manglende vilje til at følge op på den første Irak-krig betaler vi fortsat for med eksempelvis det uløste kurder-problem. Begge dele viser, hvor afgørende det er at fastholde fokus i udenrigspolitikken – og aldrig falde for fristelsen til selvtilfreds at læne sig tilbage og sige, hvor går det dog godt.«
Den optimisme, som Ellemann-Jensen følte efter terroren i USA i 2001, fordi det forfærdelige førte til nye alliancer, er i dag svær at opretholde – selv om der er tegn på forbrødring mellem Europa og Amerika.
»Den politiske vilje til at kæmpe for noget større har ikke været stor de seneste år. Både NATO’s og EU’s udvidelser er gået for langsomt, fordi der var for mange politiske ledere, som for længe tøvede med at turde inddrage de nye lande fuldt og helt. Danmark og Sverige har været blandt de lande, der virkelig i hele forløbet har kæmpet for den nødvendige linje. Derfor sad jeg virkelig med sved i hænderne under det danske EU-formandskab i december 2002, fordi det var så afgørende, at udvidelsen endelig kom på plads. Med den udvikling, der fulgte lige efter – splittelsen om Irak, den ophedede diskussion om det gamle versus det nye Europa, den mislykkede forfatningstraktat – står det jo klart, at udvidelsen kunne være blevet udskudt på ubestemt tid, hvis det ikke var lykkedes i København.«

De kommende års udenrigspolitiske dagsorden er kolossal – den fortsætte terrorkrig, demokratiseringer af i første omgang Afghanistan og Irak og forhåbentlig flere lande, genoprettelse af et solidt transatlantisk samarbejde, vedtagelsen af en ny international handelsaftale, færdigforhandling af den europæiske forfatningstraktat. For Uffe Ellemann-Jensen er det væsentligt at slutte af med udviklingen af Den Europæiske Union.
»Frem til det ulykkelige nej til Maastricht-traktaten i juni 1992 spillede Danmark i et vist omfang en offensiv rolle i det europæiske samarbejde. Lige siden har vi været defensive og fodslæbende. Det var i høj grad Danmark, der var med til at trække EU ud af den stilstand, der prægede samarbejdet i begyndelsen af 1980’erne. Sammen med Jacques Delors var Henning Christophersen som kommissær hovedkraften bag skabelsen af den indre marked – og det såkaldte danske memorandum, som blev udarbejdet i et samarbejde mellem blandt andre Ritt Bjerregaard, Svend Auken og jeg selv, fik stor indflydelse på den Maastricht-aftale, vi så desværre fik et nej til. De seneste ti år har de fire danske undtagelser for ofte hindret os i igen at deltage fuldt og helt i det europæiske samarbejde. Det er skadeligt for os.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her