Læsetid: 5 min.

En kunst afgået ved døden

En ny engelsk udstilling viser en spansk maler der kan sit ekstraordinære blændværk på fingrene
12. februar 2004

El Greco
Ah, den afskyelige El Greco! Jeg antager, han er et geni. Hvilken anden undskyldning, hvilken anden forklaring kan der være? El Grecos malerier må anses for at være det mest usædvanlige udbrud i europæisk kunst. Enhver kan se, der foregår sære ting i dem, og jo mere du ser efter, jo mærkeligere bliver de. Det er en verden, der eksploderer for øjnene af dig, i rasende lyn og metalliske farver, der strækker sig ud og trækker sig sammen som i en spejlsal, der skifter vinkler, svæver, sætter af, fragmenter opløses totalt og forsvinder og bliver atter synlige; skyer, tungt nedhængende draperier, fødder, vinger, kroppe der flyder som smeltet voks, Pinocchio-ansigter med udstående øjne. Dette sker i Spanien, i byen Toledo, for 400 år siden.
Uanset hvad du synes om det, er der et eller andet her, der kræver, og måske nægter, at blive forklaret.
El Greco er spansk, og betyder ’Grækeren’. Hans navn var Domenikos Theotokopoulos. Han blev født på Kreta i 1541 og begyndte sit kunstnerliv dér som ikonmaler i den gamle byzantinske tradition.
I slutningen af 1560’erne flyttede han til Rom, hvor han optog renæssance-malernes kunst, de lysende stemninger hos venetianerne og Michelangelos vilde kroppe. Af ukendte årsager flyttede han derefter til Spanien, hvor han fik sit øgenavn og et ry for særegenhed og begyndte på de malerier – mest religiøse billeder til kirker, der stadig forbløffer os i dag. Han døde i 1614.
Udstillingen »El Greco, et overblik over hans livs arbejde« er netop åbnet på National Gallery.

Øjensygdom eller galskab
El Grecos arbejde har givet næring til mange forklaringer: Han må have haft en øjensygdom, en bygningsfejl, som forklaring på de skråtstillede forlængede figurer, selv om dette ikke ville kunne forklare – hvad der måske er det mest mærkelige – den måde, hvorpå det samme billede kan skifte mellem forvrængning og direkte realisme. Eller han må have været sindssyg, hvilket altid er en mulighed. Selv om dette ikke forklarer noget specielt. Eller han var et alvorligt tilfælde af kulturelt sammenbrud i billedernes sammensmeltning af uforenelige stilarter som det byzantinske og renæssanceinspirerede Italien i bizarre blandinger.
Det er ikke en dårlig beskrivelse af nogle af El Grecos idiosynkrasier. Han tager typiske ikoneffekter, deres abrupte zigzag-lys, deres skarptskårne former, deres flade, todimensionale rum, og indkorporerer dem i en stil, der er flydende, dyb og kunstmaleragtig. Men det er ikke et spørgsmål om en kunstner, der er fanget i et kultursammenstød og bliver forvirret. Hans første møder med italiensk kunst viser en vis kejtethed, efterfulgt af en stigende beherskelse af modellering og perpektiv. Men sammensmeltningen sker efter flytningen til Spanien, og ganske bevidst.

El Greco genopdaget
Skarpkantede former, rumligt sammenbrud mellem elementer, pludselige overgange til udviskethed eller gennemsigtighed: Dette er El Grecos repertoire i 1580’erne og de tidlige 90’ere.
Disse er hans mest dynamiske arbejder. De skarpe kanter er afgørende. De sammenstillede billeder af The Penitent Saint Peter og The Penitent Mary Magdalen (’Den angrende Peter og Den angrende Maria Magdalena’, red.) udgør en vekseldans af kontrasterende diagonaler, gestus og retninger. De får utrolig energi fra måden, hvorpå rutschebanekonturerne påvirker hinanden med staccato højdepunkter, anspændte og forvrængede positurer, fremskudte udstrakte øjeæbler – med lette overtoner, der bryder igennem her og der.
Den fremragende The Agony in the Garden (’Smerten i Getsemane Have’, red.) går et skridt videre, klipper smelter ind i skyer, rummet mister orientering, fragmentering, skift i proportioner, mere synlige penselstrøg, men stadig fastholdende kanternes og bevægelsernes dans. Naturligvis begynder det at ligne moderne kunst. Det var tidlige modernistiske kunstnere, der opdagede El Greco, efter århundreders glemsel. De kunne lide hans anti-perspektivistiske rum og de rene farver, det nøgne maleri, de anatomiske forvrængninger, friheden i formskabelsen, de skiftende indfaldsvinkler. Med udviklingen i El Grecos kunst er det let at fornemme, at det blot lige hoppede ud af tiden. Og der er tidspunkter, hvor du blot har lyst til at sige: Dette er Cezanne og hans sene nøgenbilleder, dette er Picasso på vej mod kubismen. El Greco var der allerede.
Det er her, kunsthistorien træder til med en fast hånd og siger: manierisme. Tag det roligt, alle sammen. El Greco var helt af sin egen tid.

Altomfattende
Han er også meget mere ekstrem. Er der noget hos Parmigianino, Pontormo eller Rosso Fiorentino, der kan sidestilles med de absolut gale skabninger hos den sene El Greco, lemmernes tilfældigt bølgeagtige omrids, benene der synes at have to knæ, de skrumpende knappenålshoveder, Johannes’ skikkelse i The Opening of the Fifth Seal of the Apocalypse (’Åbningen af Apokalypsens femte segl’, red.), den fugleskræmselslignende krop, der dræbes af elektriske strømme, hovedet en sjusket collage af mund, næse og øje? Og hvem andre end El Greco laver disse altomfattende arbejder, der klasker himmel på krop på lysskin og derefter går i frit fald og taber ethvert afbildende formål, det måtte have haft?
Men siden de alle er religiøse værker og malet i Spanien, landet med de gale katolikker, St. Ignatius Loyola, St. John of the Cross og den ekstatiske St. Theresa, melder sig en indlysende tolkning: den kristne gløds mystiske visioner.
Dette er en ’ekspressionistisk’ opfattelse. Verden her ser mærkelig ud, fordi den anskues gennem et gemyt, gennem en ophøjet og oprevet bevidsthed. Det hele er
blevet afmagt og hysteri.

En mester i kunstgreb
El Grecos billeder kan også synes visionære på et andet plan. Alt i dem forekommer immaterielt, spøgelsesagtigt – fordi det er vægtløst, uden fylde, uden struktur. Det ville være umuligt at gengive hans scenerier tredimensionalt. De eksisterer kun visuelt, de er udelukkende, hvad der fremstår på billedets overflade.
Hvilket kunne antyde en yderligere fortolkning: at El Greco er en mester i kunstgreb, en stor spiller i besiddelse af maleriets redskaber og hjælpemidler. Han kender alle trick i bogen, og han har set, hvordan hver enkelt af dem kan drives til det yderste, men maleriet ligner stadig et maleri. Det er sådan, jeg ser det. Der er noget vældigt over det – og noget totalt intetsigende.
Det kan ikke nægtes, at El Greco bliver en yderst bizar maler. Og fordi det sære og det ekstreme for os nærmest er synonymt med, hvad der er interessant eller spændende i kunst, forekommer det mærkeligt at fortælle, at dette ikke er resultatet. El Grecos pakke med specielle virkemidler er intet andet end en pakke med specielle virkemidler. Det kan godt være, de skulle bruges til at viderebringe visionær entusiasme, og måske har de gjort det for mange beskuere. Men for mig er dette en kunst, der er afgået ved døden på grund af sit eget mesterskab. Der resterer ingen tekniske udfordringer og ingen fantasibegrænsninger. El Greco kan gøre lige, hvad der passer ham med sine farver og sin billedverden. Hans kunst er ikke under pres, og dette er fatalt. Hans ekstraordinære blændværk kan han på fingrene. Og det er en anden spansk kunstner fra det 20. århundrede, der synes at være El Grecos sande moderne ekko: ikke Picasso, men Salvador Dali.

(c) The Independent & Information

*Oversat af Ebbe Rossander

*El Greco: National Gallery, Trafalgar Square, London WC2 (020-7747 2885). Til 23. maj
*www.nationalgallery.org.uk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu