Læsetid: 4 min.

Kvindelige instruktører i lære

Med et mentorprogram for kvindelige instruktører forsøger britisk film at få flere kvinder til at bryde igennem
13. februar 2004

(2. sektion)

Baggrund
Dette års Oscar-nomineringer i kategorien ’bedste instruktion’ øgede markant antallet af kvindelige nominerede gennem prisuddelingens 75-årige historie. Hidtil har kun to kvinder været nomineret i instruktions-kategorien: italienske Linda Wertmüller i 1976 og australske Jane Campion for The Piano i 1993.
Sofia Coppola kan i år blive den første kvinde til nogensinde at vinde en Oscar i den prestigefulde instruktørkategori, og det ville bestemt glæde Jane Cussons, formand for den britiske brancheorganisation Women in Film and Television (WIFT).
I november 2002 konkluderede en undersøgelse foretaget af Det Britiske Filminstitut, at kun otte af de foregående to års 350 britiske film var instrueret af kvinder. De tal vil Jane Cussons og WIFT prøve at forbedre ved med distributionsselskabet UIP som sponsor at lancere mentor-programmet ’Directing Change’.
Programmet bygger på at give mindst to kvindelige instruktører om året mulighed for at følge en kendt instruktørs arbejde på en stor filmproduktion. Som Jane Cussons fortalte, da hun præsenterede ideen for den svenske filmbranche på et seminar under Göteborg Film Festival, er kvinder underrepræsenteret i flere fag inden for filmbranchen, men i England og USA er det især grelt inden for instruktion af spillefilm. Derfor skal en række kvinder have mulighed for at få konkrete erfaringer og nyttige kontakter ved at ’skygge’ en etableret instruktør.

Instruktion er intimt
Jane Campion og Gurinder Chada (Bend it Like Beckham) har meldt sig som mentor sammen med blandt andet Anthony Minghella, Stephen Frears, John Madden og Michael Winterbottom. Første mentor på banen var Notting Hill-instruktøren Roger Michell, som havde dokumentarfilminstruktøren Shreepali Patel med sig hele vejen gennem produktionen af sin nye film, Enduring Love.
I Göteborg fortalte Roger Michell, at det kræver en vis overvindelse at lade en kollega være med på en kigger, for, som han så poetisk formulerede det, det at instruere er som at urinere: Det er noget, man helst gør for sig selv.
Løsningen blev, at Shreepali afstod fra at deltage i de intime skuespillerrepetitioner og i stedet iagttog instruktørarbejdet på settet. Desuden fulgte hun alle de andre afdelinger fra scenografi til kamera, fra præproduktion til den færdige film. Hun havde fri adgang til det hele, og som hun selv fortalte, er ideen ikke, at hun skal lære at instruere, men at hun skal lære hele produktionsprocessen at kende for at få selvtillid i spillefilmsmiljøet.
Seminaret på Göteborg Film Festival blev afholdt samme dag, som en svensk afdeling af WIFT blev etableret med 200.000 kroner i støtte fra den svenske regering. Jane Cussons håber på at kunne eksportere mentor-ideen til andre lande, og direktøren for Det Svenske Filminstitut, Åse Kleveland, var bestemt ikke skeptisk. Hun mener imidlertid, at de kvindelige svenske instruktører reagerede negativt over for et lignende initiativ ved sidste års festival, fordi de ikke vil have særbehandling.
Desuden fremhævede Kleveland gentagne gange, at udviklingen på instruktørfronten i Sverige er ved at vende. Antallet af kvindelige spillefilminstruktører er steget fra 17 til 35 procent fra 2001-2003, selv om SFI ifølge Kleveland udelukkende uddeler støtte på baggrund af projekternes kvalitet og ikke på baggrund af ansøgerens køn.
Spørgsmålet er, om det er en langvarig udvikling, og ifølge Shreepali er der al mulig grund til at følge i en anerkendt mentors fodspor, både som kvinde og mand. Man skal se det som en unik mulighed for at blive en bedre filminstruktør, ikke en bedre kvindelig filminstruktør.

Gavner hele branchen
Den engelske respons på ordningen har været meget positiv, og ifølge Nuola
O’Halloran fra UIP er distributionsselskabet ikke alene om at ville hjælpe flere kvinder med at lave spillefilm.
»I britisk film forsøger vi i øjeblikket ved fælles hjælp at gøre det lettere for en ny generation af kvindelige instruktører at komme frem. Der findes en uhørt velvilje i branchen. Alle ser problemerne, og alle vil gøre noget ved dem.«
UIP står for alle udgifter forbundet med ordningen og får umiddelbart ikke noget igen. De første to placeringer i Roger Michells Enduring Love og John Maddens Proof har ikke tilknytning til UIP, men på længere sigt håber selskabet, at ordningen kan medvirke til, at de opdager nye kvindelige talenter først.
En anden ønsket bonus er, at kvindelige producenter vil være mere tilbøjelige til at komme til UIP med deres projekter. Bestyrelsesformand for UIP, Stewart Till, har formuleret det således, at hele filmindustrien vil blive stærkere af at kunne rekruttere projekter fra 100 procent af befolkningen i stedet for at nøjes med de 50 procent.
Herhjemme undersøger den danske afdeling af WIFT mulighederne for at etablere et lignende samarbejde med UIP, men man vil først fornemme stemningen over for et sådant initiativ i branchen. WIFT arbejder desuden på en rapport om, hvordan situationen egentlig er for kvinder i dansk film. Rapporten vil blive fremlagt på foreningens generalforsamling i maj.

*Mere information om ‘Directing Change’ på www.wftv.org.uk/dchange.asp

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu