Læsetid: 3 min.

At lære er at leve

Dokumentarfilmen ?At være og at have? om livet på en landsbyskole væltede ganske uventet de franske biografer. Succesen var dog helt fortjent. Filmen er tæt på det perfekte
6. februar 2004

(2. sektion)

Ny film
At dokumentarismen på det seneste i stadig større grad har sneget sig tilbage i biografens mørke, er et glædeligt faktum for alle, der mener, at film ? uanset genre ? har det bedst på det store lærred. Inden jubelen får taget til at løfte sig, er det imidlertid værd at bemærke sig, at langt de fleste titler herhjemme publikumsmæssigt stadig ligger i krybesporet i forhold til selv middelmådige spillefilm.
Men okay, en tendens kan spores. Og ud over de mere oplagte succeser som Buena Vista Social Club eller Bowling for Columbine oplever biografmarkederne rundt om i verden med mellemrum de mere sensationelle gennembrud, som kan styrke troen på, at virkeligheden, når den serveres på den rigtige måde og på det rigtige tidspunkt, kan være i omtrent lige så høj kurs hos publikum som den virkelighedsflugt, film efter Hollywood-modellen kan være så eminente til at servere:
I Sovjet-tiden overraskede den lettiske dokumentarist Juris Podnieks myndighederne ved at lokke 26 millioner mennesker i biografen for at se en film med titlen Er det let at være ung? (1986). I USA har den eksemplariske historie i årevis været Steve James? Hoop Dreams (1993), en næsten tre timer lang film om socialt belastede unge og basketball, som på mindre end et år indtjente næsten otte millioner dollars. Og i Norge har man inden for de seneste år sat den ene publikumsrekord efter den anden med dokumentarfilm om ældreforsorg, ungdomskriminalitet og mandekor.

Lydhørhed
Nu er turen så kommet til Frankrig, hvor 1,8 millioner biografgængere har løst billet til Nicolas Philiberts At være og at have. Et ganske enkelt sensationelt antal, filmens form og emne taget i betragtning. Succesen er imidlertid lige så velfortjent, som den var uventet. At være og at have er nemlig en på én gang sjælden og klassisk dokumentarfilm. Sjælden i sin beherskelse af den klassiske dokumentarismes dyder. Klassisk i sit blik for den tilsyneladende banale hverdags sjældne øjeblikke.
Med udsøgt sans for samspillet mellem børns skolegang og deres øvrige liv følger Philibert hverdagen i en fransk landsbyskole i en afsides beliggende egn af Auvergne. På skolen går blot omkring et dusin børn fra børnehavealderen til og med femte klasse, og alle er samlet i ét lokale. Filmholdet har været på stedet i ti uger, fordelt over årstiderne, fra vinter til sommerferie. Og selv om nogle af børnene undervejs ikke kan lade være med at reagere på kameraets tilstedeværelse, er det tydeligt, at idealet under optagelserne har været at smelte sammen med klasselokalets komplekse sociale rum som den berømte flue på væggen. At være så usynlige som muligt, observerende og registrerende.
Trods denne afventende form ? eller måske i kraft af den ? trækkes publikum umærkeligt ind i skoleklassens intense univers, hvor de små mirakler under tilegnelsen af såvel det faglige stof som de sociale færdigheder gnistrer som tyste stjerneskud for det opmærksomme øje.

Georges Lopez
Efter en mere konventionel målestok sker der ikke meget i filmen. Bortset fra et par mindre konflikter eleverne imellem er det småt med ydre dramatik. Snarere end at søge højdepunkterne udgøres handlingen af en række nedslag i en hverdag, hvor skolens eneste lærer, Georges Lopez, med engagement, nærvær og tålmodighed forsøger at sprede sin opmærksomhed og pædagogik ud til samtlige elever. Og filmen søger med lige så stor tålmodighed at aflure hverdagen de øjeblikke, hvor de dagligdags hændelser fortætter og ytrer sig om børnenes livssituation, om læreprocessen, om samspillet mellem lærer og elever og eleverne indbyrdes.
Flere af børnene er forførende ud over enhver grænse. For eksempel glemmer man sent drengen Jojo, som pryder filmens plakat med sine farveindsmurte fingre. Men filmens hovedperson er og bliver Georges Lopez, som trods 35 års lærergerning hverken virker udbrændt eller metaltræt i forhold til at tage nye børn til sig og respektere deres individuelle personligheder og behov. Det er muligt, at filmholdets tilstedeværelse har fået Lopez til at tage sig ekstra sammen. Men der kan ikke herske tvivl om, at han med sin blanding af blid disciplin og diplomatisk sans, og med sin evne til at gribe indfald og hændelser i øjeblikket, nærmer sig idealet af en lærer. Det er registreringen af hans ligefremme og intense samvær med eleverne, som ? sammen med de fint sansede skift i årstider og sindstilstande ? gør At være og at have til noget nær den perfekte dokumentarfilm.

*At være og at have. Instr: Nicolas Philibert. Grand og Husets Biograf (Kbh.), Øst For Paradis (Århus), Cafe Biografen (Odense), Biffen (Ålborg)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her