Læsetid: 5 min.

En lillebitte historie på et lillebitte tidspunkt

Med sin debutfilm, ’Slacker’, gav Richard Linklater slacker-generationen, Generation X, mæle, og i sin seneste film, ’School of Rock’, lader han den utilpassede flanør blive voksen
13. februar 2004

(2. sektion)

Interview
1980’ernes teenager-eventyrfilm rummede måske ikke de dybeste budskaber, men de havde stor succes og skabte deres egen stil. Filmene handlede om at blive headhuntet af hæren for at bygge superlasere (Real Genius), om at styre en rumfærge sikkert tilbage til jorden (Space Camp) eller om at køre i en cool bil og undgå at have sex med sin mor (Tilbage til fremtiden), og det var film, der hittede stort hos sit kernepublikum.
Richard Linklaters seneste film – den vidunderligt morsomme School of Rock – yder sin smukke tribut til disse feel good-film og genopfinder drevent genren for den nu voksne Generation X – den såkaldte slackergeneration af 2004 (slacker = drivert, flanør, red.). Om filmen ligefrem opnår generations-definerende status, kan man selvfølgelig diskutere, men den føles i hvert fald som et uhyre forudvidende værk.
Linklater er selvfølgelig ikke uvant med generations-etiketterings-tingen. Skønt han afviser sådanne karakteristikker som »smigrende, men ulidelig«, er Slacker – hans debutfilm fra 1990 – et velturneret forsøg på at sætte Generation X filmisk i scene med dens henkastede skildring af en tilfældig dag i livet for en gruppe drop-out-eksistenser i 20’erne i Austin, Texas.
Han fulgte den op med kæmpe kult-hittet Dazed and Confused om en rejse gennem en varm sommerdag og nat på sidste skoledag i high school i 1976. Siden har han præsteret et par flop (The Newton Boys og SubUrbia), men også de glimrende Before Sunrise og Waking Life, som har sikret ham voksende ry og status.

Døgenigt
School of Rock er klart et nyt højdepunkt. Den følger slackeren Dewey Finn – en die hard-rocker, som stoppede med at lytte til ny musik i 1986.
»Han er en bums,« siger Linklater.
»Han kunne være trådt ud af en hvilken som helst af mine andre film. Hvis vi skal vende tilbage til temaet fra Slacker, er Dewey som den films personer en figur, som samfundet betragter som en uproduktiv døgenigt, der ikke har noget at tilbyde nogen.«
Efter at være blevet smidt ud af sit band, fordi han ikke kunne holde op med at kaste sig ud i alt for lange og udflippede soli, er Dewey nødt til at skaffe penge til huslejen. Han udgiver sig for at være sin bofælle og får et job som lærervikar i en skole, der har isdronningen Rosalie Mullins (spillet af Joan Cusack) som rektor.
Lærerjobbet viser sig hurtigt at være en så røvsyg rutinetjans, som en slacker kunne frygte. Men tingene tager en interessant drejning, da det går op for Dewey, hvor lidt hans 10-årige elever ved om Led Zeppelin og deres bedrifter.
Han beslutter på stedet, at klassens fællessprojekt skal være at danne en heavy-rockgruppe, som skal stille op i den lokale børneband-dyst. Børnene slutter begejstrede op om ham, og selv rektor tør op over for hans charme, og ja... De kan sikkert gætte Dem til resten.

Intenst lykkelig
Hvor velkendt denne formel end kan lyde, så excellerer School of Rock både i sin kåde dekonstruktion af rockens poseringer og i den måde, den redefinerer succesbegrebet set i slackergenerationens spejlbillede.
»Det var interessant at lege med ideen om en fyr, der vantrives i en kedsommelig og småtskåren verden, der lægger vægt på alle de forkerte ting, og som så pludselig øjner den helt rette hylde til sig selv,« siger Linklater.
»Dewey er en hårdt trængt eksistens. Hans idealverden vil bare ikke blive til virkelighed for ham. Jeg håber på, at jeg ved hjælp af humoren i filmen kan vise, at alle har noget at tilbyde, og at der stadig kan findes gunstige zoner i livet, hvor man bliver i stand til at omsætte sine lidenskaber positivt. Det er ikke sådan, at disse typer er dovne af natur eller mangler motiveringsevnen – de er bare kun lidenskabelige inden for et ret snævert felt.«
Deweys niche, viser det sig, er såmænd bare at oprette en musikklub efter skoletid i sin egen dagligstue og ikke, som man kunne forvente, at svinge sig op til storhed og kæmpeindtægter (som i Goonierne) eller blive sendt til vejrs til et liv som en musikmogul med forkærlighed for pilotsolbriller og dyre gourmetrestauranter (som i En vild pjækkedag).
Intet ændrer sig for alvor i Deweys liv, bortset fra at han bliver intenst lykkelig. Og det gør vi også. Vi føler os ikke bedragede, fordi han pludselig bliver rockstjerne.
Det er en succesvision, der er i tråd med slackerens univers. Dewey er legemliggørelsen af Slacker-filmens berømte motto om »at trække sig tilbage i afsky er ikke det samme som apati«, og han hæver dette credo op til mainstream-accept: Tænk at være i et band og lære små unger at rocke. Fantastisk! Hvilken herlig måde at bruge sin tid på!
Leder man efter det bestemmende ’nu’, hvor en generation modstår de eksisterende definitioner af sig selv og omformulerer sig selv, er denne erkendelse i filmen måske et godt udgangspunkt. Om man så synes, at Deweys erkendelse afspejler en understrøm af ’nuer’ ude i den virkelige verden kan selvfølgelig diskuteres. Men Linklaters film har en tendens til at markere sig sociologisk på den måde.
»Det er smigrende, når noget, man har lavet, bliver sat i sammenhæng med alle mulige andre ting i verden,« siger han og husker den hype-stemning, der tilegnede sig Slacker-filmen.
»Men det er først, når andre personer begynder at fylde så mange betydninger på den, at den bliver til den der ’definerende’ ting,« siger han.
At slå ned på, hvad det er, der præcis gør en film generationsdefinerende, kan være en indviklet affære. Hvad skal man lægge vægt på? Hvad er de mest oplagte eksempler? Den rodløse og oprørske ungdom fra 50’erne i Vild ungdom? 60’ernes popkulturelle glimt fra swinging London i Blow Up? De perfekt gengivne 80’er-arketyper i Breakfast Club? Alle disse film er et godt bud på film, der har indfanget grundstemningen i deres epoke.
»Det handler alt sammen om at kunne genkende noget fra sig selv,« vurderer Linklater.
»I min bog er det et succeskriterium, når en film får slået hul på bare at være et underholdningsprodukt og pludselig afspejler noget fra ens eget liv. Folk søger noget af sig selv i de film, de ser, og det var det, som fungerede med Slacker, vil jeg tro. Filmen gav en bestemt livsstil eller en bestemt periode i mange menneskers liv værdi, og netop det blev mange menneskers indgang til den.«
Alligevel er Linklater utilpas ved begrebet generationsfilm.
Har han selv et råd til andre, der vil vove sig ud i at definere generationer i kunstnerisk form?
»Hvis jeg havde et, skulle min første regel være: Prøv slet ikke på det,« siger han og ler.
»Jeg tænker slet ikke på den måde, når jeg laver film. Mine film fortæller bare en lillebitte historie fra et lillebitte sted på et lillebitte tidspunkt. Man kan tage dem for, hvad de er, eller lade være.«

©The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

*The School of Rock har premiere i Danmark den 7. april

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her