Læsetid: 20 min.

Et liv i revolutionens tjeneste – og skygge

Mens den danske statsminister rejser til Kina for at snakke menneskerettigheder og forretning, sidder en kinesisk flygtning i et lille værelse i en dansk provinsby og ser tilbage på tre fængselsophold og årelang forfølgelse – fordi han var tro mod kommunismen
21. februar 2004

Han er kommet langt. Og så alligevel ikke. Fra sit vindue kan Chen Yangchao se ud på en pløret dansk byggeplads, en gammel sygehusbygning, en søvnig parkeringsplads. Og en kølig sol, der for første gang i mange dage bryder hul gennem tunge februarskyer.
Hans hjem er et værelse – tre gange fem meter – på andensalen i en nedslidt beboelsesejendom i en dansk provinsby. Chen Yangchao har en seng, et lille bord, tre stole, et strygebræt, nogle kasser og en gammel dør anbragt på bukke, hvorpå han opbevarer sit tøj, sine bøger og diverse madvarer. Og så har han en computer med kinesiske skrifttegn – livlinen til den verden han har forladt til fordel for landet, hvis sprog han ikke forstår et ord af. De seneste dage også en forbindelseslinje til den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen, som er blevet bestormet med mails med Chen Yangchaos synspunkter på, hvad Danmark bør gøre og sige over for Kina.
Et lille køkken og et badeværelse ligger på den anden side af en lang mørk korridor og deles med et par andre asylmodtagere. Håndværkere larmer i ejendommen, og man føler sig ikke rigtig sikker på, om de er ved at renovere bygningen eller rive den ned.
Chen Yangchao er en lille, tæt mand med snehvidt hår. 58 år. Han tager imod i rød silkejakke og stort smil. På det diminutive bord har han anrettet et kinesisk måltid med syv forskellige retter. Han har dækket op til gæsten og tolken med små tallerkener og spisepinde. Selv skal han ikke have noget. Vin skænker han i de kaffekopper, han råder over. Når man lever på den danske stats laveste indvandrerydelse – den der skal motivere de nytilflyttede til at skaffe sig et arbejde – er dette gæstebud noget af en udskrivning. Til gengæld er det første gang, en dansker besøger hans hjem, siden han kom hertil i efteråret.
Dette er ikke, hvad man drømmer om at nå til med sit liv. Men Chen Yangchao har prøvet det, der er værre. Så ubeskriveligt meget værre.
Den kinesiske asylmodtager er forfatter, tidligere lærer, tidligere demokrati-aktivist. Og tidligere politisk fange. Tortur-arrene på hans overarme vidner om, hvad han har været igennem i kinesiske fængsler. Chen Yangchao drømte om at blive en politisk leder i Kina. Og han kunne måske være blevet det, hvis ikke han havde været forud for sin tid. Forud for det kommunistparti, hvis historie falder så nøje sammen med hans egen.

Han blev født den 15. september 1945 i den sydkinesiske Yunnan-provins. I amtet Xuanwei der i århundreder har været kendt for at producere fantastiske røgede skinker. Chens farfar havde position i samfundet som den, der fra Europa importerede dåseteknologien til Xuanweis skinkeproduktion, men også som revolutionær og parlamentsmedlem efter 1911-revolutionen der afskaffede Qing-dynastiet og kejserdømmet.
Kinas senere præsident Deng Xiaopings svigerfar var medejer af skinkefabrikken, og der eksisterede en familierelation mellem Chens og Dengs familier – noget der senere skulle få betydning for Chen Yangchao.
Chens far var også en betydningsfuld mand i Xuangwei. Studerede og arbejdede i Frankrig i 20 år, hvor han lærte Maos højre hånd, Kinas senere udenrigsminister Zhou Enlai at kende. Tilbage i Kina i 1930’erne blev faderen direktør i en bank og åbnede en fabrik i Xuanwei.
Den lille Chen Yangchao var altså ud af en relativt velstående og respekteret familie. Men få år efter hans fødsel nåede Maos kommunistiske revolution til Xuanwei. Folkerepublikken var blevet udråbt fra Den Himmelske Freds Port i Beijing i 1949, og i tiden der fulgte, blev der renset ud og gjort op med kapitalister, jordbesiddere og andre reaktionære undertrykkere af Kinas bønder og arbejdere. Som Mao havde sagt:
»Alt reaktionært er ens. Rammer man det ikke, så falder det ikke. Det er som at feje et gulv: Hvor kosten ikke når, vil støvet sjældent forsvinde af sig selv.«
I Yunnan-provinsen rensede både kommunistiske bondeforbund og lidt mere tvivlsomme bander af fattige bønder ud i de velståendes rækker. Deng Xiaopengs svigerfamilie i Xuanwei blev taget til fange, og da Chens far indvilgede i at betale løsepenge for dem, men ikke kunne, blev også han sendt i fangelejr, hvor de barske forhold knækkede hans helbred og tog livet af ham.
I 1951 stod hustruen alene med Chen, hans bror på tre år og en nyfødt lillebror. Svækket efter fødslen blev moderen indkaldt af de lokale kommunister til afhøring om familiens formodede formue. Moderen sendtes i fængsel med den nyfødte, som senere døde af sult, mens Chen og broderen sammen med deres bedstemor blev beordret ud på landet. Den oplevelse brændte sig fast i erindringen.
»Min bedstemor var over 70 år, hun havde indsnørede fødder, og hun tryglede om ikke at blive sendt ud på den vandring med os to små drenge. Men de lyttede ikke, de beordrede os til at opsøge et tempel ude på landet, som vi skulle bo i. Jeg kan huske, at vi gik gennem en mørk skov, hvor der var ulve, og vi kunne ikke finde templet, før en bonde kom med en fakkel og viste os vej. Om natten lå jeg vågen i templet og så op på de store statuer. De gjorde mig meget bange. Jeg græd,« siger Chen Yangchao.
Senere skulle han være med til at forhøre og bekæmpe sin egen mor i en af de skueprocesser mod overklassen, som gik i en bølge hen over det nye, kommunistiske Kina.
»Det foregik på en skole en aften, hvor min mor skulle sidde i centrum af to cirkler af folk, der forhørte hende og plagede hende. Sådan gjorde man med jordbesiddere og folk, man mente havde penge. Der var kun nogle olielamper i lokalet, så det var ret mørkt. Det var uhyggeligt.«
Den lille Chen skulle udspørge sin mor om, hvor familieformuen var gemt.
»Hvis ikke jeg gjorde det, ville der ske noget forfærdeligt, sagde de til mig. Jeg skulle også slå min mor. Andre torturerede hende med tommelskruer. Mange blev forhørt og pint på den måde samtidig.«
Chen Yangchao kaster sig ned på knæ og viser med foldede hænder, hvordan den lille dreng grædende bad om ikke at skulle plage sin mor. I øvrigt var der ifølge Chen ikke noget at få ud af moderen. Chens fader var jo borte, og den bank han havde bestyret, var allerede overtaget af staten.

Siden kommer Chen i skole. Seks år går han i grundskolen, men da han i 1958 beder om lov til at fortsætte i mellemskolen, er svaret nej. Den slags kan børn fra kapitalistfamilier ikke få adgang til. I stedet bliver Chen lige som moderen sendt på landet, hvor han tilbringer 11 år – fra han er 13 til han bliver 24 år – som jordløs landarbejder.
»Vi havde aldrig fri. Kunne kun holde pause, når det regnede. Min mor skulle hver morgen stille hos bonden og spørge, hvad hun skulle gøre i dag. Det kunne være at arbejde i marken bag ploven. Vi kunne ikke sige nej til noget, vores liv var fuldstændig styret.«
Det er i disse unge år, at Chen begynder at indse, at den unge kommunistiske republik ikke i praksis tilstræber lighed mellem mennesker. De jordløse var samfundets nederste lag, ufri, uden ret til at flytte, uden ret til selv at vælge arbejde.
Samtidig med at de nu i praksis var jordløse landarbejdere, blev Chen og moderen fortsat forfulgt som medlemmer af kapitalistklassen. De konfronteredes igen og igen med anklager om, at faderen skulle have haft hemmelige jordbesiddelser, og at han skulle have slået arbejdere ihjel.
»På stormøder, hvor hun blev anklaget, sagde min mor: ’Hvor er den jord? Hvem har min mand slået ihjel? Hvem kan bevise det?’ De kunne ikke svare. I stedet råbte de ’Slå hende!’ Det var en meget farlig tid,« siger Chen.
I 1962, året hvor Mao iværksætter en af sine mange kampagner, ’den landlige socialistiske opdragelsesbevægelse’, skriver den 16-årige Chen et brev til Kinas udenrigsminister Zhou Enlai, som faderen havde kendt. Chen skriver både om, at Kina bør ændre sit uddannelsessystem og om sit eget ønske om at læse videre. Han skriver, at han har tre alternative ambitioner med sit liv: At blive en stor politiker, at blive en stor videnskabsmand eller at blive forfatter.
Fordi han er landarbejder, kan han imidlertid ikke få lov at komme i, hvad der svarer til gymnasiet, så i stedet må han læse for sig selv via brevkurser. Han bliver stadig forfulgt i landsbyen, nu også fordi han har skrevet til regeringen og sagt, at han drømmer om at lede folket.
»Jeg tror, de lavede ballade og forfulgte mig, fordi de kunne se, at jeg var dygtig. De var jaloux. En tid prøvede jeg at spille idiot, lade som om jeg ingenting vidste. Men det fører jo ikke til noget i det lange løb,« siger Chen og ler.
Han siger, at han prøvede at handle efter samme leveregel som katolikkerne, der siger ’Du skal elske din fjende’.
»Deres reaktion skyldtes, at de som bønder selv var så dårligt uddannede. Jeg ville gerne lære dem at læse. Derfor var jeg med til at lave en kulturklub, som jeg gav alle mine bøger til. Jeg underviste også der.«

I 1966 rullede Maos kulturrevolution hen over Kina, og Chen Yangchao var med på lokalt niveau i landsbyen, hvor han var nøgleperson i en folkekomité med ansvar for information. Det er her, han begynder at skrive artikler, bl.a. om at mennesker må holde op med at bruge vold mod hinanden i den kommunistiske klassekamp.
I 1969 får han plads på et lærerseminar, og i 1971 bliver han lærervikar og siden inspektørvikar i provinsens hovedby Kunming, i en skole drevet af den lokale kulmine. At han kun er vikar, skyldes hans baggrund. En landarbejder med en tvivlsom fortid kan ikke få fast arbejde.
Det er i denne periode, at Chen formulerer sine tanker om måden, det nye kommunistiske samfund forvaltes.
»Jeg kendte jo så meget til bøndernes forfærdelige liv. Kan huske en familie, der lige som alle andre var underordnet landbrugskollektivet og derfor ikke selv måtte lave mad. Man spiste den mad, man blev tildelt af kollektivet. I denne familie sultede konen og barnet, fordi manden spiste det hele. En dag var konen så desperat, at hun slog manden ihjel og spiste ham, som man spiser en gris. Det var forfærdeligt. Hvorfor skete sådan noget i et socialistisk land? Hvordan kunne kommunister styre et land så dårligt? Som lærer ved kulminen oplevede jeg også, hvor frygteligt kulminearbejderne havde det. De var ufrie, og de var altid udsat for ulykker i minen. Kommunisterne sagde, at det var bønderne og arbejderne, der ledede Kina. Men i realiteten havde de det jo frygteligt. Bønder levede som slaver. De fleste kunne ikke læse og skrive, fordi de skulle arbejde så hårdt. De, der ledede landet, var nogle få kommunister.«
Chen bruger al sin ledige tid på at læse i disse år. Arbejder om dagen, læser om natten. Bruger sine penge på at skaffe bøger og lever af tynd suppe. Som lærervikar har han perioder med ferie, hvor han tager til Kunming Universitet og låner, hvad han kan finde, også af vestlige tænkere. Marx, Montesquieu, Hegel.
Og det er i denne periode – op gennem 1970’erne – at Chen Yangchao skriver de tekster, der bliver hans største politisk-teoretiske bedrift. Og hans skæbne.
»Marx havde skrevet om konflikten mellem ejere og ansatte i de kapitalistiske samfund. Men han havde ikke noget bud på, hvad der er problemet i kommunistiske samfund. Hvad der begrunder de konflikter, som opstår der. Det er det, jeg prøvede at forstå og forklare.«
Chens hovedværk, Om proletarisk-demokratisk revolution, starter således:
»I dag er det blevet klart, at det sociale system af slaveri, feudalisme og kapitalisme ikke er det eneste system af undertrykkelse og udbytning, der er vokset frem i løbet af menneskehedens historie. Nye historiske betingelser har givet anledning til fremkomsten af en ny type socialt system, et system i hvilket undertrykkelsen og udbytningen af mennesket skrider frem på en måde, der er mere fordækt og grisk, mere kynisk og djævelsk end nogensinde før. Sådan er vitterligt det sociale system, som i dag er gældende i Sovjetunionen og andre lignende lande – revisionismens system.«
Om ’andre lignende lande’ skal forstås som det kommunistiske Kina, overlader Chen på dette sted til læserens fortolkning. Og han forsøger klogeligt at forsikre sig ved at læne sig op af Maos egen kritik af Sovjet for at svigte revolutionen.
I dag udlægger han sin forståelse af datidens Kina således:
»Når politikken, økonomien og industrien ændres på en gang i den revolutionære proces, så er det så voldsom en forandring, at det giver en kolossal magt til den kreds, der har sat sig i spidsen for det. De bestemmer alt. Magten ligger i ganske få personers hænder. De sagde: ’Vi tjener folket’, men i virkeligheden bestemte de folks liv i de mindste detaljer. Man kunne ikke selv vælge sit job, man kunne ikke flytte frit, man kunne ikke forme sit eget liv.«
»De opfattede folk som maskindele, og dermed skabte de det værste slavesystem.«
Chen Yangchao beskrev i sit værk Kina som stående ved en skillevej: Enten bevægede man sig mod revisionismen, et ’social-fascistisk diktatur’ under den ny herskende klasse af ledende partifunktionærer med reelt monopol på magtudøvelse. Eller også bevægede man sig mod ægte, fuldtonet socialisme.
Chens vision og politiske projekt handlede om at gøre revolutionen demokratisk, at forene det socialistiske projekt med retten til fri tankegang, at definere en tredeling af magten – den lovgivende, udøvende og dømmende – og at indføre et to- eller flerpartisystem. I dette system skulle et andet kommunistisk parti sikre et samlingspunkt og en institutionaliseret platform for opposition og alternative strategier. Det ville sikre meningernes fri brydning, folkets mulighed for at komme til orde og identifikationen af de bedste valg og udviklingsstrategier.
Chens værk omfattede i alt 14 tekster på et par hundrede sider, som på tidspunktet for sin tilblivelse – midt i 1970’erne – var teoretisk avanceret og ikke bare på kant med holdningen hos Kinas ledere, men også på forkant med tænkningen i de fremspirende, kritiske miljøer.
I 1975 fik han via en fælles slægtning formidlet hele materialet i en samlet, håndskrevet kopi til Deng Xiaoping, som var den i den kinesiske top, der tænkte mest i reformer.
Der blev også gjort forsøg på at få materialet frem til formand Mao kort før dennes død i 1976 – om det lykkedes, ved Chen ikke.
Formidlingen af materialet til den kinesiske ledelses top skete uden afsløring af, hvem der havde skrevet teksterne.
»Jeg vidste, hvor farligt det var. Jeg kunne være blevet slået ihjel, som var jeg en slagtekylling, hvis de opdagede, at det var mig, der havde skrevet og sendt det.«
Opdaget blev det imidlertid. I 1978.
»Meget dygtigt politiarbejde,« siger Chen med et lille smil.
Han blev øjeblikkeligt arresteret. I de samme dage arresteredes også andre kritikere, og flere af dem blev skudt på stedet.
»Folk blev dræbt, puttet i sække og smidt i en flod. Jeg bliver bange, når jeg tænker på, hvor let jeg kunne have mistet livet. Så sent som i går nat drømte jeg om det.«

Chen bliver smidt i varetægtsfængsel den 30. april 1978 i sin egen hjemby. Her sidder han i 11 måneder, i følge eget udsagn i en celle på omkring 15 kvadratmeter sammen med 30 andre – almindelige kriminelle og politiske fanger.
»Vi kunne ikke ligge ned og sove. Vi fik meget lidt mad. Jeg blev slået og tortureret. Politiet sagde, at jeg alligevel ikke ville overleve, så derfor slog de løs på mig.«
Men Chen overlever. Efter Maos død er Deng Xiaoping kommet til magten i Kina, og han beordrer Chen Yangchao og en række andre politiske fanger på fri fod.
Den officielle begrundelse er, at fangerne har været ofre for den såkaldte Firebande, der stod bag Kulturrevolutionens rædsler, og som efter Maos død er skubbet bort fra magten og faldet i unåde.
Efter løsladelsen tager Chen kontakt til deltagerne i den såkaldte Demokratibevægelse, der fra slutningen af 1978 var begyndt at klæbe tekster med politiske analyser og kritik af regering op på det, der kom til at hedde Demokratimuren i Beijing, nær Den Himmelske Freds Plads. Tusinder af mennesker møder op under dette demokratiets ’forår i Beijing’ for at læse med og diskutere, og Deng Xiaoping tolererer tilsyneladende Demokratimuren og den åbne debat, der begynder at brede sig.
Parallelt med Demokratibevægelsens aktiviteter begynder sultende, pjaltede bønder at rejse til Beijing for at gøre opmærksom på deres elendige livsvilkår. Også unge byboer, der sidst i 1960’erne var blevet sendt på landet, vender skuffede og frustrerede tilbage. Og da en af de ledende kritikere i Demokratibevægelsen, elektrikeren Wei Jingsheng, i marts 1979 begynder at beskylde Deng for diktatoriske tilbøjeligheder, går det galt.
Det hele er blevet for stærkt for styret, Wei arresteres og idømmes 15 års fængsel, Demokratibevægelsens ledere forfølges, og i november er ’foråret i Beijing’ blevet til dystert politisk efterår.
»Wei gik for langt ved at angribe Deng og kritisere alting på én gang. Det måtte give bagslag,« siger Chen.
Selv lykkes det ham både at få de fleste af sine tekster udgivet – som bogudgave i juni 1979 af det uofficielle Beijing-tidsskrift 5. April Forum – og at gå fri af arrestationsrunden.
Når han går fri, er det måske fordi udgiverne ikke havde vovet at medtage de mest kontroversielle dele af hans tekst i bogudgivelsen.
Kritikken, analyserne og de langsigtede visioner var med, men udeladt var det farlige kapitel, hvor Chen gav sine konkrete, praktiske bud på vejen til forandringer – herunder det synspunkt at en væbnet, »grum og blodig« opstand, en ny revolution mod kommunistpartiet i værste fald kunne blive nødvendig, hvis partiet afviste at bevæge sig mod demokrati i Kina.
Som han skriver:
»Hvis den statslige politiske magt falder i hænderne på revisionister, kan det – for at muliggøre omstillingen – blive nødvendigt med en midlertidig periode af væbnet kamp om magten.«

Fra 1980 arbejder Chen Yangchao sammen med andre på at samle de kræfter i forskellige grupperinger, som fortsat arbejder for demokratisering og brud på kommunistpartiets magtmonopol. Hans illegale bog er fortsat i omløb, diskuteres og øver indflydelse.
Som sådan er Chen en torn i øjet på magthaverne, og i 1981 bortføres han på åben gade af civilklædt politi i den østkinesiske by Nanjing. Han transporteres med tog den lange vej tilbage til Yunnan-provinsen, og der idømmes han – der har hustru og tre børn – 10 års fængsel for at have skrevet den systemkritiske bog.
»Jeg blev fængslet den 30. april 1981. I nøjagtig 10 år sad jeg indespærret i en lille enecelle, hvor jeg ikke kunne læse, ikke kunne høre radio, ikke havde noget vindue at kigge ud af. Jeg kunne kun tænke, og når jeg ikke blev tosset, må det være, fordi der trods alt er en Gud. Ham troede jeg ikke på, før jeg kom i fængsel,« siger Chen leende.
Den ny bevægelses for politiske reformer, som vokser frem, kulminerer og slås brutalt ned med massakren ved Den Himmelske Freds plads i juni 1989, hører Chen kun rygter om i sin ensomme celle.
Han ved heller ikke, at hans illegale bog i 1984 bliver oversat til engelsk og udgivet af den britiske Kina-forsker Robin Munro under titlen Crossroads Socialism, Socialisme ved skillevejen. Munro ved til gengæld ikke, at Chen Yangchao sidder i fængsel, Han antager, at Chen er gået under jorden som andre oppositionelle i de år.
»Jeg vil understrege, at det ikke har været muligt at opnå forfatterens tilladelse til at producere en engelsk udgave af bogen, og jeg kan derfor kun håbe, at han faktisk vil hilse dens præsentation i Vesten velkommen,« skriver Robin Munro i forordet.
Det gjorde Chen Yangchao, da han år senere får oplysningen. I dag hæger han om sit eksemplar af den engelsksprogede udgave, som han ikke forstår et ord af.

Den 30. april 1991 sættes han på fri fod og deporteres med sin hustru til den nordøstkinesiske Liaoning-provins.
»Men jeg forfølges af politiet og kan ikke få noget arbejde. Vi kan ikke opretholde en tilværelse. Politiet opsøger min kone og siger, at hun skal lade sig skille fra mig, for jeg vil aldrig blive i stand til at forsørge hende. Det gør hun så. ’De holder aldrig op med at forfølge dig,’ siger hun til mig.«
I 1992 rejser Chen alene tilbage til Yunnan. Han vil skabe sig en ny tilværelse i sin gamle provins. Holder foredrag og får etableret en virksomhed sammen med nogle gamle venner.
»Men politiet kom op til flere gange daglig og generede os og sagde, at vi skulle lukke. ’Det er et lovligt firma,’ sagde jeg, men de blev ved. Det kunne ikke gå,« fortæller Chen.
I 1996 arresteres han for tredje gang, fordi han har foretaget en rejse internt i Kina uden at orientere myndighederne. 15 dage holdes han fængslet.
Men Chen Yangchao holder fast i sine holdninger og i sine bestræbelser på at bane vej for demokratisk socialisme i Kina. Skriver blandt andet nogle artikler på internettet i 1998, hvor han omtaler Danmark som et demokratisk eksempel til efterfølgelse.
Til sidst giver han op. Han vil ikke gå på kompromis, men kan på den anden side ikke leve under stadig chikane og overvågning.
I år 2000 rejser han sydpå og flygter over grænsen til Burma. Flugten omtales i kinesiske medier, og kinesisk politi forsøger at spore Chen, der vandrer gennem Burma til Thailand.
»I Thailand bliver jeg også efterstræbt af kinesisk politi. Jeg klarer mig ved at stå op klokken tre hver morgen og sælge grøntsager frem til klokken ni, hvorefter jeg resten af dagen gemmer mig i et tempel,« siger han.
Sådan lever Chen Yangchao, indtil han i foråret 2001 får kontakt med den eksilkinesiske læge og oppositionsleder Wang Bingzhang, der forlod Kina og drog til Canada i 1979, da ’foråret i Beijing’ blev slået ned.
Wang Bingzhang var hemmeligt tilbage i Kina i 1998 i bestræbelsen på sammen med andre at etablere et oppositionelt politisk parti – China Democracy Party – ganske i tråd med Chen Yangchaos visioner om et kinesisk to- eller flerpartisystem. De kinesiske aktivister, der i 1998 gik til myndighederne i forsøget på at få det demokratiske parti officielt registreret, blev imidlertid straks arresteret og partiets ledende skikkelser idømt langvarige fængselsstraffe.
Wang Bingzhang slap ud af Kina og opholder sig i 2001 i Thailand, hvor han møder Chen Yangchao i et tempel.
Det bliver Chens vej ud af tilværelsen på flugt for kinesiske politiagenter. For Wang Bingzhang kan bevidne over for de stedlige myndigheder, hvem Chen Yangchao er, og at han har al mulig grund til at være flygtet fra Kina. Derfor opnår Chen i august 2001 status som FN-flygtning og lever de næste to år i en flygtningelejr i Thailand.
Skæbnen vil, at hans redningsmand, Wang Bingzhang, i juni 2002 er i Vietnam, hvor han og to andre dissidenter kidnappes af mænd, der bærer vietnamesiske politiuniformer, men taler kinesisk.
Kidnapperne fører Wang Bingzhang ind i Kina, hvor kinesisk politi – ifølge partiorganet Folkets Dagblad – »befrier« ham fra disse »gangstere« – for efterfølgende blot at sætte ham på anklagebænken med en sigtelse for spionage og forberedelse af terrorvirksomhed.
Den 10. februar 2003 idømmes Wang Bingzhang en straf på livstid. Chen Yangzhao slap ud af det kinesiske fængsel – manden, der reddede ham, sidder der nu.

Og Chen, han sidder – fri, men i et sprogligt og socialt ingenmandsland – i en februarkold dansk provinsby. Som FN-flygtning i Thailand blev han sidste efterår tilbudt asyl i Danmark, og det sagde han ja tak til.
»Og den 7. oktober – det var dagen, hvor den danske kronprins annoncerede sin forlovelse, det husker jeg tydeligt – kom jeg hertil,« siger Chen.
Den kinesiske forfatter, politiske tænker, demokrati-aktivist og forhenværende straffefange hælder vin op i kaffekopperne og nøder sine to gæster til at spise lidt mere af de kinesiske retter på det lille bord.
Han har været igennem hårde prøvelser, men det er en skæbne, han deler med mange kinesere, og Chen Yangchao er ikke en slagen mand, selv om det godt nok er op ad bakke at starte en ny livsfase i et fremmedartet land som Danmark.
Foreløbig er netop Danmark – ikke blot det danske sprog – hans projekt. Med den viden han indtil nu har erhvervet sig om det lille land i nord, eksisterer der her efter Chen Yangchaos opfattelse erfaringer, praksis og politiske traditioner, som det kinesiske lederskab kunne og burde tage ved lære af. Hvad danskerne end selv måtte mene om deres land og deres politiske system dags dato, så fremstår det for en nytilkommen som et system, der på en ganske anden måde end det stivnede, autoritære kinesiske er åbent, dynamisk og i stand til at tage ved lære og udvikle sig via sit sociale demokrati.
»Den danske statsminister bør være meget bevidst om, hvilken rolle Danmark kan spille, når han nu besøger Kina. Danmark har meget at tilbyde Kina i kraft af sine demokratiske erfaringer og praksis med opbygning af et socialt velfærdssamfund. Endog det danske monarki mener jeg det kinesiske samfund kunne lære af,« siger Chen Yangchao og smiler.
Han er på ny i bevægelse. Selv om han nu i sit 58. år er startet forfra og endnu kun kan sige ’tusind tak’ og tælle til tre på dansk, så er han en fri mand med mulighed for – for første gang i årtier – at sige og skrive, hvad han vil. I sin kamp for at bringe Kina noget bedre end tyranni og diktatur.
Udgangsreplikken i hans forbudte bog – et citat af Friedrich Engels – gælder stadig som ledemotiv for Chen Yangchao:
»Lad os nu, i fællesskab, indprente i vor bevidsthed og med oprigtighed bevæge os fremad mod brugen af ’den store og basale indsigt, at verden ikke skal forstås som et kompleks af færdigkonstruerede ting, men som et kompleks af processer, hvor de tilsyneladende stabile forhold lige som billederne i vore hoveder af dem – begreberne – undergår en uafbrudt proces af skabelse og bortdøen, i hvilken der til slut og trods al tilsyneladende tilfældighed og alle midlertidige tilbageskridt vil gøre sig en progressiv udvikling gældende.’«

*Chen Yangchao hed tidligere Chen Erjin. Under det navn udkom hans bog ’Crossroads Socialism’ i 1984 på det britiske forlag Verso

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her