Læsetid: 6 min.

Da løsningen lå forude

Det menneske, der skaber sig selv, skaber politisk og moralsk fremskridt. Eller sådan var det engang, og hvem kan tro på det efter yuppierne? ’Krøniken’ er den store længsel efter dengang, man kunne stole på fremtiden
6. februar 2004

(2. sektion)

Fremtidsnostalgi
De er ikke bare egoister. De forfølger deres eget livsforløb som et idealistisk projekt. Familien, traditionen, den sociale klasse holder dem tilbage. Obstruerer deres vej fremad. Palle, Ida, Søs og Erik kæmper for deres eget liv. De vil væk og vejen væk er fremad. De er ikke bare egoister, for de ved, at de har ret. Familierne vil bevare. De fire unge vil forandre. Historien er forandring: Derfor har de ret. Krøniken er en fortælling om, hvordan små historier kan blive legitimeret af den store historie. De fire er historiens agenter: Deres personlige selvrealisering bærer historien fremad.
Ida kommer fra et jysk bondesamfund. Hun skulle have gået på husholdningsskole. Men valgte i stedet at rejse til København for at tage studenterkursus. Faren blev rasende, moren blev ked af det. Ida er kvindefrigørelsens agent.
Søs og Erik kommer fra en direktørfamilie. Far producerer radioer, mor går hjemme og reproducerer borgerlig moral. Erik vil videre: Han vil lave fjernsyn. Faren vil ikke producere tv på sin fabrik, den borgerlige regering overvejer om den skal tillade fjernsyn, og hvor mange sendere der skal etableres. Erik bryder væk fra sin fars firma. Det er for gammeldags. Erik er videnskabens og folkeoplysningens agent.
Søs vil være noget særligt. Hun vil være fotomodel og skuespiller. Hun kan ikke acceptere det almindelige lønmodtagerliv. Hun vil være stjerne. Hun er således i Krøniken individualiseringens ultimative agent.
Palle er arbejderdreng. Men han vil ikke selv være arbejder. Han vil være socialdemokratisk politiker. Han er fascineret af den unge J.O. Kragh. Og da han i en nøglescene konfronteres med Søs’ overklasseforældre, taler han først som den underlegne arbejderklassedreng. Han taler op til direktøren. Men på vej ud rejser han sig. Og lover at i det samfund, Socialdemokratiet vil skabe, vil direktøren blive den lille. Han truer ham med fremtiden. Direktøren er allerede en dinosaur; en uddøende race. Hans autoritet er illegitim. Palle er den sociale mobilitets agent. Hans far var arbejder; selv bliver han akademiker og socialdemokrat. Han fører sin tradition videre på et højere niveau.
Krøniken er en idyl. Den er skrevet over et skema: De unge har ret, og de gamle tager fejl. De gamle repræsenterer en faldende orden. De unge repræsenterer det nye samfund. Det nye samfund er simpelthen bedre, mere moralsk, mere retfærdigt og mere avanceret.
Konflikten mellem de to generationer er ikke en egentlig konflikt: Det er en langsom afvikling af forældrenes privilegier. Forældrene tager altid fejl. Direktøren, der ikke vil lave tv, er åbenlyst latterlig, for vi ved jo godt, at fjernsynet kom og sejrede. Forældrene, der vil holde datteren hjemme, taber kampen. Det ved vi jo godt. Her 50 år efter.
Men er det ikke tabet af troen på fremtiden, som 50 år efter motiverer længslen efter dengang, man måtte tro på fremtiden? Hvem kan i dag forestille sig, at selvrealisering skulle være andet og meget mere end realisering af det enkelte selv?

Troen på fremskridtet og troen på selvrealisering som civilisationsbidrag blev hånet i to momenter i 80’erne. Punkernes motto, som blev en ungdomskulturs graffitimanifestation: No future. Og yuppierne som var uhyggelige, fordi deres selvrealisering kun handlede om dem selv. Der var ikke nogen større fortælling end deres materielle lykke, som legitimerede deres individualisering.
Og den, der i dag vil bryde med sin familie for at blive skuespiller eller fotomodel, bliver kaldt for en narcissist. Den, der i dag tror på Socialdemokraterne som værktøj til at bygge et nyt og mere retfærdigt samfund, er nostalgiker. Internettet blev i 90’erne lanceret med samme magi som fjernsynet. Alt kunne lade sig gøre: Der var drømme om en økonomi i evig vækst og forestillinger om den selvrealiserende innovative vidensmedarbejder, der ved at realisere sig selv tjente penge til sin virksomhed og udforskede den nye verden. Det var den sidste store fortælling. Indtil videre. Den varede et par år. Så brast boblen.
Da den franske filosof Jean-Francois Lyotard skrev det postmoderne diktum om de store fortællingers død, var det de store fortællinger forstået som den store historie, der indskrev den enkeltes frihedskamp i en større kontekst:
»Dette var oplysningstidens store fortælling, hvor videnskabsmanden som helten arbejdede i en større politisk og etisk sags tjeneste.«

Videnskaben var funderet i en forestilling om et større moralsk og politisk fremskridt. Det er komisk, at den sag, som i Krøniken kvalificerer Eriks selvrealisering som idealisme, var introduktionen af kulturvidunderet – fjernsynet.Det er nu i dag særligt fint og distinkveret ikke at se tv. Den, der ser meget fjernsyn, kvalificerer ikke til betegnelse ’oplyst’ eller ’dannet’. Snarere dum og hængerøvet.
Den tilstand, som den tyske sociolog Ulrich betegner med ordet risikosamfund, er det samfund, der producerer sine egne trusler. Det, der for alvor truer vores samfund og vores naturgrundlag, er ikke længere præmoderne eller traditionelle livsformer, men derimod biprodukterne af vores egen civilisation.
Når Poul Henningsen i sin fantastiske danmarksfilm lod kameraet panorere over rygende industriskorstene, var det ikke for at vise eksempler på systematisk forurening. Det var for at vise dejlig dynamik i den danske industri.
Når TV-avisen i dag panorerer over mobiltelefonerende unge mennesker, sidder de bekymrede forældre hjemme foran tv og tænker: Er det mon kræftfremkaldende stråling, de presser mod deres ører?
Den hykleriske debat om faren ved de nye sendemaster, afslører den nye dobbelthed: Man er udleveret til den brugervenlige og hverdagshjælpende nye teknologi. Man bruger den. Man kan simpelthen ikke lade være. Det er meget farligere end sendemasterne. Men alligevel hidser man sig op over sendemaster. For der har man ikke noget valg.

Den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt konstaterede allerede i 1969: »Ikke blot er videnskabens fremskridt ophørt med at falde sammen med menneskehedens fremskridt (hvad det så end er), men det kan endog betyde menneskehedens endeligt, ligesom den videnskabelige videns yderligere fremskridt meget vel kan ende med tilintetgørelsen af af alt, som som gjorde videnskaben umagen værd.«
Da Neil Armstrong i juli 1969 trådte ud på Månen kunne han sige:
»Dette er et lille skridt for mennesket, men et stort skridt for menneskeheden.«
Når George W. Bush i dag projekterer udflugter til Mars, ryster folk på hovederne. Det er en abstraktion fra denne verdens problemer. Den næste grænse, the new frontier er ikke længere den virkelige udfordring.
Det som fremskridtet skulle have afviklet, vender tilbage. Alt det, som Erik, Søs, Palle og Ida frigjorde sig fra, kommer igen. Dansk Folkeparti er en afvisning af fremtiden. Og hvem tør i dag gå imod Dansk Folkepartis billeder af udlændinge som en trussel? Religionen vender tilbage, forestillingen om Danmark som et stammesamfund gør sig gældende, feminister problematiserer kvindefrigørelsen. Suzanne Brøgger skrev i 2000 om de unge individualistiske kvinder, som ikke bruger friheden til at vælge nye forpligtelser, men kun vil være sig selv, for sig selv og alene:
»Hvis vi er nået dertil, hvor kvinder selv styrer deres karriere, valg af mænd og fødsler, må man spørge, om det egentlig er feminismen, der har sejret, om det ikke snarere er separatismen?«
Krøniken er en biedermeieridyl. Billeder af dengang, fremtiden var løsningen på fortidens problemer. Det eksistentielle valg var taget på forhånd: De unge som ville have forandring, ville vinde. De gamle, som ville bevare, var sikre tabere. Det er præcis den ligning, som er brudt op nu. Den er ikke længere gyldig. Vi taler stadig om vækst og fremtidens muligheder og frit valg for den enkelte. Men den tale er i virkeligheden tavs. Den tier om, at vi kun gentager de gamle fraser, fordi vi ikke har fundet på noget ny. Endnu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu