Læsetid: 3 min.

Lutter gode intentioner

Portræt: ’Seksuel trivsel, ønskebørn, og ingen sexsygdomme’ lyder de fromme ambitioner for foreningen, der kom i fedtefadet da ambitionerne blev nedfældet som ungdomslir på cd
28. februar 2004

Det kan synes en tand ironisk, at en sober forening, der ellers gerne udtrykker bekymring for en sikkerheds skyld, pludseligt kritiseres for at være for hippe og for nede med det fede.
»Det er en bekymrende udvikling, at reklamebranchen i stigende grad belejrer og omklamrer børnene med seksuelle signaler ud fra kold og kynisk økonomisk beregning«, sagde formanden for Foreningen Sex og Samfund, Christian Graugaard, da han sidste sommer blev spurgt ud om sin holdning til en vinduesudsmykning i Illum, der havde iklædt Barbie og Kent i lak og læder.
Graugaard var netop tiltrådt som formand – på en for foreningen ikke helt tilfældig dag: 30-års dagen for abortens frigivelse. Foreningen blev allerede ved den blot 36-årige Graugaards tiltrædelse spået en foryngelseskur. Dele af studietiden tilbragte den i øvrigt digtskrivende Graugaard på Preben Hertofts sexologiske klinik på Rigshospitalet, og i 1998 færdiggjorde han sin ph.d.-afhandling under den poetisk titel Professor Sands høns – om seksualbiologi i mellemkrigstidens Danmark.
I 1996, altså længe før han blev formand, skrev Graugaard en artikel i Politiken, der nok kan kaste lidt lys på de seneste ugers polemik.
»Hvem skal lære vore børn at dyrke sex? Hvem skal gøre dem til kompetente føletelegrafister og teknisk durkdrevne lagenkunstnere?« spurgte han og svarede selv:
»Svaret er naturligvis lige så trivielt, som det er letkøbt: det skal de selv! For selvfølgelig skal vi da ikke rende de stakkels teenagere på dørene med alle vore velmenende ekspertudtalelser om Det Gode Liv. De må da selv stikke snotten i bundløst vand og stå og stritte ved sengekanten med skælvende stikkelsbærben og blussende kinder. Men når dét er sagt, så har vi jo i Danmark en lang og fornem tradition for seksualoplysning. En tradition, der hviler på ideen om, at nok skal den unge lære at stå på egne vaklende stylter, men gerne udstyret med en vis portion viden og i hvert fald med fornemmelsen af, at man altid har lov at spørge dumt. Og det har ikke just været nemt at nå dertil. Det har krævet øretæver, retssager og en uendelig række af sammenstød.«

Måske er det ikke så overraskende, at en forening placeret midt i den seksuelle slagmark, fra tid til anden rager uklar med siddende regeringer og folkestemninger.
Foreningen for Familieplanlægning, sådan hed den lidt mere formynderisk oprindeligt, blev stiftet i 1956 af Danske Kvindelige Lægers Klub, Den Alm. Danske Lægeforening og Danmarks Apotekerforening. Den første formand blev en af kvindebevægelsens første frontkæmpere, lægen Agnete Bræstrup.
Formålene var dengang som nu at informere om prævention for at begrænse antallet af aborter. Foreningen har arbejdet for indførelse af obligatorisk seksualundervisning i folkeskolen, men også for adgang til fri abort. Formålene er siden blevet flere, og foreningen skiftede derfor navn i 1996 i forbindelse med sit 40 års jubilæum. Udover at producere informationsmateriale og deltage i den offentlige debat, driver Sex og Samfund Sexlinien for unge, Sexbrevkasse på internettet og en rådgivningsklinik i København.

Sidst foreningen for alvor kom i mediernes søgelys var i 2000, da en omstridt rapport om unge muslimers holdninger til sex blev stoppet af foreningen og efterfølgende offentliggjort på forfatterens egen hjemmeside. Psykologen Kirsten Damgaard blev fyret af foreningen, fordi Sex & Samfund fandt rapporten uvidenskabelig. Kirsten Damgaard blev citeret for en udtalelse om, at »islam og humanisme ikke kan forenes« og en af undersøgelsens konklusioner lød: »Et flertal af de interviewede mener, at de er hurtigere udviklede end etniske danskere, og at de beholder et forspring i form af at have en større penis.«
Af de 28 udspurgte, valgte seks at trække sig ud af undersøgelsen. En af dem, Wasim Zafar, forklarede:
»Ingen af os har sagt sådan noget sludder. Vi er alle studerende inden for sundhedsområdet eller det pædagogiske område. Og de skattekroner, der har betalt vores uddannelse, er da givet utroligt dårligt ud, hvis vi skulle rende rundt med så naiv og idiotisk en opfattelse.«
Dengang var Sex og Samfund kede af hele forløbet:
»Havde vi vidst, at det var så sprængfarlig en bombe, vi havde kastet, havde vi klædt os på til det,« sagde den daværende formanden Hanne Risør. Helt så meget fortrydelse er der ikke at spore hos Christian Graugaard over balladen om Sexstarz:
»Som følge af ministerens forbud er Sexstarz kommet langt mere effektivt ud til de unge, end vi havde forestillet os.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu