Læsetid: 4 min.

Magien er tabt for Aristide

Præsident Jean-Bertrand Aristide afviser at gå af, mens hans voodoo-stat nærmer sig borgerkrig i de tiltagende væbnede sammenstød mellem militser og politi
13. februar 2004

BUENOS AIRES – »Aristide eller døden«. Grafittien på Haiti har en dobbelt betydning for den blodige konflikt i Latinamerikas fattigste og ældste republik: Præsident Jean-Bertrand Aristides modstandere vil blive slagtet, hvis de ikke makker ret. Og hans tilhængere vil lide samme skæbne, hvis Aristide går af, og oppositionen svinger pisken.
Nytårsdag rundede den tidligere franske slavekoloni 200 års uafhængighed. Den seneste uge er festfyrværkeriet udskiftet med skarpe skud og blodbestænkede macheter som kulminationen på flere ugers krav fra oppositionen, den katolske kirke og bevæbnede militser om Aristides afgang.
Dødstallet overstiger det halve hundrede i kampene mellem tilhængere og modstandere af regeringen. Kampene er hårdest i den nordvestlige del af landet, hvor de lokale militser har belejret flere byer.
Den største milits, den Revolutionære Modstandsfront (FRR), har i havnebyen Gonaives indsat sine egne folk på rådhuset og politistationen. Byen var for 200 år siden centrum for uafhængighedserklæringen efter sejren over Napoleons tropper.
Den dårligt udrustede politistyrke på 5.000 mand risikerer at tabe kontrollen med hele landet. Militserne, hvoraf flere støtter præsident Aristide, har tidligere militærfolk i deres rækker med adgang til de våbenlagre, der blev herreløse, da Aristide opløste hæren i 1995.

15 år med Aristide
De sidste 15 år har Aristide domineret Haitis politiske liv. I 1988 blev han tvunget af den katolske kirke til at opgive sit præsteembede og hellige sig sin politikerkarriere, hvor han stillede sig i spidsen for den folkebevægelse, der væltede dikaturet. Ved valgsejren i 1990 blev han udråbt som frelseren, der skulle samle landet i det kaotiske kølvand på dikatorerne François Duvalier, Papa-Doc, og Jean-Claude Duvalier, Baby-Doc.
I dag er Aristide en presset præsident. De politiske og økonomiske forbedringer, han lovede dengang og gentog op til sit genvalg i 2000, er slået totalt fejl. Haiti er i dag den vestlige halvkugles fattigste land med en forventet levealder på kun 49 år og store problemer med den faldende eksport af rom, kaffe og sukker.
Mens nabolandet den Dominikanske Republik, som Haiti deler øen med, oplever vækst inden for turismen og tiltrækker udenlandske investeringer, er Haiti under Aristide gået i stå. Haitianske bådflygtninge er et velkendt fænomen på Floridas kyster men får langt mindre opmærksomhed end cubanske flygtninge.
Tusindvis af haitianerne søger desuden over grænsen til den Dominikanske Republik, hvor sukkerrørsplantagerne har brug for arbejdskraft.
Oppositionen samlet i »Gruppen med de 184«, der markerer antallet af partier, civile organisationer og fagforeninger, kræver Aristides afgang.
Gruppen frygter, at Aristide trods hans vage løfte om et juli-valg i år planlæger at blive siddende sin seks-årige periode ud og derefter i modstrid med forfatningen opstille til endnu et genvalg. Men jorden brænder under Aristide, der har mistet folkets tillid og er stærkt på vej til at miste den tidligere støtte fra USA.

USA trækker støtten
En talsmand fra det amerikanske udenrigsministerium sagde onsdag, at den haitianske konflikt sandsynligvis kun kan løses ved, at Aristide træder tilbage. USA invaderede i 1994 øen og genindsatte Aristide, efter at han i 1991 var blevet væltet af militæret, som han senere valgte at opløse i 1995.
FN overvågede frem til valget i 2000 Haitis demokratiseringproces.
Haiti overtog efter uafhængigheden det hierarkiske koloni-styres magtstruktur med en stærkt centraliseret regering og en præsident med beføjelser som en caribisk enevældskonge. Aristide er ingen undtagelse. Denne magtstruktur har skabt notorisk svage myndigheder, der har givet militserne frit spil i store dele af landet.
Den sociale utilfredshed blandt de ni millioner haitianere har landets magthavere traditionelt undertrykt med hæren og militserne som håndlangere. Det forklarer også, hvorfor Aristide har nølet med at afvæbne militserne, som Organisationen af Amerikanske Stater kræver. Disse militser kaldes i folkemunde for kannibal-hæren, fordi nogle efter sigende fejrer vundne kampe ved at spise deres ofre.
Den nuværende konflikt bunder også i, at Haiti kort efter uafhængigheden fra Frankrig indledte en jordreform, der som en af Latinamerikas eneste lod de fattigste få mulighed for eget stykke jord.
Den konflikt mellem storbønderne, i Latinamerika kaldet »latifundio«, og arbejderklassen runger i dag i kravet om Aristides afgang.
Et eksempel på at haitianerne i dag opfatter Aristide som endnu en uduelig og forræderisk præsident er, at han aldrig har realiseret sit løfte om at afkræve Frankrig en milliarderstatning for slaveriet. I en charmeoffensiv anerkendte Aristide til gengæld sidste år den udbredte voodoo-dyrkelse som officiel religion på linje med katolicismen.
Haitis nabolande opfordrer konfliktens parter til at respektere demokratiet. Og mens alle demokratiske parter på Haiti og i regionen tager afstand fra den eskalerende vold, udnytter alle volden til at vinde terræn.
Den franske avis Le Monde Diplomatique skriver, at konflikten har opdelt haitianerne i tre grupper: Dem, der mener, at Aristide allerede ved valget i 1990 gav falske løfter. Dem, der mener, at kuppet mod ham i 1991 ændrede hans visioner for et nyt Haiti. Og dem der siger »Se pas foit li« – det er ikke hans skyld. Avisen vurderer, at Aristides jordskredssejr i 1990 fra hans katolske pastorat til præsidentstolen var et magtskifte og ikke – som haitianerne troede – et systemskifte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her