Læsetid: 3 min.

Maleri på sporet af et motiv

Gammel problemstilling giver ny mening i Kunstforeningen i København
3. februar 2004

Kunstudstilling
Maleriet er i krise. Man siger, det er truet af de nye medier. Men er de nye medier en del af maleriets problem, er de måske også en del af problemets løsning?
I første halvdel af sidste århundrede erklærede den abstrakte maler Piet Mondrian, at »vi må fri os fra vore bånd til den ydre verden.« Hvorpå hans kolleger mobbede ham, for der var jo stadig figurer i hans abstrakte billeder.
Mondrians vand- og lodrette linjer på lærred var ikke bare et ekko af rammen, ikke bare et ekko af lærredets net af tråde. Maleriets abstraktion lignede storbyens struktur: byplanens vejnet og skyskrabernes fremtrædende stålskelet. I den rette rette vinkel falder abstraktionen sammen med figurationen. Lærredets kvadratnet ligner NYC’s grid.
Ikke nok med det. Når man træder ind i Kunstforeningens lokaler, må man konstatere, at Sarah Morris’ malerier på sin vis ligner Piet Mondrians.
Begge har vedkendt sig, at abstraktionen ikke er absolut; imens Mondrian betitlede billeder Blå façade og Broadway Boogie Woogie, betitler Sarah Morris sine billeder Pools – Bel Aire (Miami) og Worldbank (Capital).
Maleri, der i dag ofte bliver affejet som ligegyldig borgerlig dekoration, kræver at blive bundet af andet end appetit på dejlige farver; titlerne giver billedet retning og sikrer, at pink ikke reduceres til 80’er-retro og brun til anal fascisme.
Derfor tager titler, væg- og katalogtekster sig desværre også ofte ud som undskyldninger for stadig at bedrive maleri. Og derfor er
Sarah Morris’ anden strategi så
meget mindre kompromitterende, så meget mere befriende.
Morris er ikke kun maler. Hun er også filmmager.

Kameraets direktiver
På udstillingen, der strækker sig over tre etager, tager hun beskueren ved hånden. Filmene formidler malerierne.
Ved indgangen præsenteres man for dvd’en Midtown, hvor man følger kameraets panoreringer og tiltninger over de himmelstræbende tårnes stål- og glasfacader; i en anden video dikteres fokus af kameraets zoom på de farvede pærers changeren i lystavlernes kvadratnet. Kameraets bevægelse dirigerer blikket foran skærmen; og præsenterer, hvorledes verden ses fra Morris’ vinkel, og hvorledes man selv kan gå til Morris’ malerier.
Dvd’ernes montagebilleder dokumenterer strukturer og de liv, som de strukturerer, altsammen båret frem af kunstneren Liam Gillicks lydspor.
Aktiviteten, på den ene side, i et finanscentrum, hvor nogle ivrer op og ned af fortorvet for foden af bygningerne, hvor andre i behørig afstand suger på smøgerne. Og den lade fritidspassivitet, på den anden side, hvor solbadende bladrer i magasiner med andre solbrændte skønheder.
Mønstre begynder at danne sig: menneskene cirkulerer på rulletrapperne ligesom læskedrikkene på samlebåndene. Imens dvd’erne præsenterer en orden, der kun viser sig fragmentarisk, søges kompleksiteten sat på formel i malerierne.
Som Morris selv har bemærket om sit dobbelte virke:
»Imens malerierne og filmene starter på forskellige niveauer,
afslører de begge de samme effekter. Ikke en beskrivelse af tingenes overflade, men en fremstilling af deres struktur.«

Individ som pixel
Ved at gennembryde den mondrianske abstraktion med skrå linjer, sætter hun i mere end en forstand abstraktionen i perspektiv. Linjerne illuderer rum og de
214 x 214 cm store malerier inviterer kroppen indenfor. Ligesom manden i en af filmene i skjorte og slips, der dukker op i vinduesrammens firkant i et kvadreret højhus i New York: et individ som pixel i et
uoverskueligt stort tredimensionalt billede. Hvert et lille fragment synes sammenkædet i et større netværk.
Morris tilhører en generation af 90’er-kunstnere, for hvilken det er blevet hævdet, at konceptet kommer før mediet. Dette fornægter sig lykkeligvis i Kunstforeningens lokaler. Her går undersøgelsen af samfundsliv og -forhold gennem afsøgningen af medierne maleri og dvd: Det ene øjeblik formidler kameraet kunstnerens fokus: Las Vegas’ lys bøjet i neon, selvabsorberede kondiløbere i Washington, en selvsikker Bill Clinton, der vender hjem. Det næste øjeblik indfanges køen i supermarkedet fra en skrå-skæv vinkel over kassen – en vinkel, kun et overvågningskamera værdig.
Morris’ temaer er et svært motiv: den ny økonomi, overvågningssamfund etc. Men udstillingen som helhed fungerer overbevisende som portræt af en verden, hvor - med tænkeren Jean Baudrillards ord – Manhattan Skyline ligner et stolpediagram over økonomisk vækst; eller billedet på en logik, der ikke har ét fjæs, men går igen i hver en lille trivialitet.

*Sarah Morris, Kunstforeningen, Gl. Strand 48. Til 22. feb.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu