Læsetid: 3 min.

Mammutter med studenterhue

20 år fylder det trodsige teater, der fortsat drømmer om egen scene – og mere end et enkelt pelshår i suppen
17. februar 2004

Portræt
Manuskripterne fra fortiden ligger kastet skødesløst mellem peanuts og askebægre, midt i en overdådig borddækning med opstadsede servietter og forgyldt lysestage. Og mere end et enkelt pelshår i suppen.
Mammutteatrets selviscenesatte fødselsdagsbord er både sanseligt forvirrende og dekadent urovækkende. Dermed er det præget af samme kontrast som Mammutteatrets første 20 år: Økonomisk smalkost og usvækkede ambitioner.
Den 20-årige trods fejres nu på toppen af Illum (et mystisk glatvalg af en scene, men fragmentfolkeligt, så hvorfor egentlig ikke?). Her er en udstilling af mindevækkende plakater, imponerende scrapbøger og satsningsbevidnende videostumper. Og så altså det indbydende og forlængst fortærede festmåltid.
»Det underlige ved Mammutteatret er selvfølgelig, at vi ikke har haft noget fast teater i alle disse år,« fastslår teaterleder Claus Flygare i sin åbningstale. På udstillingen er der konkrete glimt fra nogle af teatrets mange, lånte rum: Husets Teater, Saltlageret, Den Blå Hal, Kanonhallen, parkeringskælderen under Israels Plads, Pakhus 11, Palace Hotel, Triangel Teatret, Det Kgl. Teater, Café Teatret…
Rundt om ligger stakke af den nyudgivne og iøjnefaldende orange ’Mammutteatret – 20 års jubilæumsbog’, som Claus Flygare har skrevet i sin helt egen balancestil mellem skarpe kommentarer og historisk dokumentation. Her er de mange lånte rum sjovt nok tonet helt ned; det virker snarere, som om mammutternes vandring hen over de danske scener blot har været en rituel og kulturpolitisk sæsonpræmis. Sådan en slags historisk præmis for overbegavede afarters græsningsmuligheder…

Minimalister
Men mammutterne ønsker selv denne præmis forandret, i hvert fald ved næste uddeling af de københavnske, små storbyteatre. Og ja, drømmen er stadig at få lov til at indrette en mammutscene i den gamle, højloftede biograf på Trianglen, hvor mammutterne allerede har spillet tre forestillinger.
Claus Flygare slår stolt ud med hånden midt i sin egen fest: »Den tale, jeg ville have holdt, er faktisk den tale, jeg holdt, da vi fyldte 10 år. Så den har vi trykt i bogen,« siger han rationelt. Og ganske rigtigt. Her står blandt andet: ’Vi har produceret teater i 10 år for under det halve af, hvad forestillingerne reelt har kostet, så det har vi fået lært.’
Mammutternes økonomiske minimalisme har professionaliseret gruppen helt ud i det ekstreme. »Vi har ikke ansat for mange folk, der kører på taxabon’er,« spyer Claus Flygare med ukølnet ilterhed efter 20 år på kreativitetsbudgetter.
»Til gengæld har vi en af landets største talentmasser, som typisk bliver ved med at komme tilbage til os. Men vi er altså stadig tvunget til at søge penge i Teaterrådet sammen med alle de nystartede teatergrupper. Det er vanvittigt – det er som at blive fastholdt i børnehaveklasse med studenterhue på.«

Ekshibitionister
Studenterhue er ellers et sært billede på potentialet hos mammutterne. Godt nok har Mammutteatret ry for at være et af dansk teaters mest intellektuelle skabninger, men mammutterne har et dramatisk udsyn, der har krævet betydeligt mere end en studenterhue – og en politisk flair, der ikke kan læres på politstudiet. Desuden rummer Mammutteatrets kunstneriske overlevelsesstyrke netop det, som ikke kan læres på en uddannelse: Galskaben, barnligheden og anarkien.
Og så har Mammutterne denne helt særlige ekshibitionisme-trang til at udstille deres groveste indre. Alt det grimme, perverse og brutale nyder som regel at stikke frem i Mammutteatrets forestillinger – hjulpet på vej af dramatikere som Brecht (dramatikeren bag åbningsforestillingen Baal den 1. december 1983, instrueret af Sam Besekow) samt Maxim Gorkij, Mikhail Bulgakov, Frank Wedekind, Magnus Dahlström, Howard Barker, Nick Cave, Gerz Feigenberg, Kari Vidø, Sofia Fredén, Rainer Werner Fassbinder, Nicolas Bro, Aki Kaurismäki… Og så af Claus Flygare selv, der senest brillerede med dødskomik i forestillingen Manden der vendte tilbage på Café Teatret.
Næste planlagte replikkamp er Vasilij Sigarevs Plasticin i Kanonhallen med premiere den 16. marts.
»Vores repertoire er bygget op omkring den perlerække af talenter, som bliver ved med at komme ’hjem igen’ til vores teater,« forklarer Claus Flygare. »Og så går vi efter glæden ved at spille noget, der næsten er umuligt at realisere.«
Det skal nok passe. Mammutteatret har skildret de fleste aspekter af den menneskelige natur – pånær altså lige opgivenhed.

*Mammutteatrets 20 års jubilæumsudstilling, toppen af Illum, gratis adgang, til 25. Feb.

*’Mammutteatret – 20 års jubilæumsbog’. Tekster: Claus Flygare og Stig Jarl. Redaktion: Alette Scavenius, Barbara C. Ingholt og Camilla Kjærsgaard. 76 sider, 25 kroner.

*www.mammutteatret.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu