Læsetid: 3 min.

Markant færre flygtninge

Antallet af asylsøgere i EU falder drastisk. Internationalt er der spot på Danmark, men vi skal ikke skamme os, mener Bertel Haarder
25. februar 2004

288.000. Så mange søgte i 2003 om asyl i EU.
Det var 22 procent færre end året før. Antallet af nye asylsøgere er dermed nede på niveauet fra slutningen af 1980’erne.
Især Danmark har færre asylsøgere, men vi kan godt være vores indsats bekendt, mener integrationsminister Bertel Haarder.
FN’s flygtningeorganisation UNHCR har lavet en opgørelse over asylsøgere i 36 industrilande.
Heraf fremgår, at tendensen til at færre flygtninge banker på EU-landenes døre også er en international strømning.
Asylsøgertallet i de 36 industrilande blev reduceret med en femtedel fra 2002 til 2003.
Faldet skyldes især fredeligere forhold i Irak, Afghanistan og Balkan, som ellers har været storproducenter af flygtninge.
Men der er også en anden hovedårsag mener generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm:
»En række EU-lande herunder Danmark har indført mere restriktive love for flygtninge og indvandrere. Det viser sig nu i statistikkerne«.

Danmark bemærkes
I rapporten fra UNCHR fremhæves det, at antallet af asylsøgere til Danmark under den borgerlige VK-regering er faldet med næsten to tredjedele (63 pct.) fra 2001 til 2003. Og i rapporten står der også:
»I 2003 modtog Danmark kun to procent af alle nye asylansøgninger i EU«.
Til sammenligning modtog Sverige 11 procent af asylsøgerne i EU.
Integrationsminister Bertel Haarder (V) mener, at Danmark godt kan være sin indsats bekendt og siger til Information:
»Når man ser på størrelsen af vores befolkning, så modtager vi relativt flere flygtninge end f.eks. Tyskland og Holland, så vi har ikke noget at skamme os over. Og det viser sig jo også ved, at den danske asylpolitik nu på flere områder danner skole for de fælles standarder i EU«.

Slagsmål venter
Mens de nuværende EU-lande fik færre asylsøgere i 2003, så gik det stik modsat i de kommende ti nye medlemslande. Her troppede 16 procent flere asylsøgere op. I Tjekkiet og Polen var væksten 34 procent.
Tallene får chefen for UNCHR, Ruud Lubbers, til at sige:
»Tallene understreger behovet for at finde fælles løsninger med hensyn til fordelingen af byrderne i EU«.
Andreas Kamm forudser en ophedet debat om byrdefordeling:
»Ligesom vi i Danmark har diskuteret fordelingen af flygtninge, så vil der også i EU med de nye medlemslande komme en stor byrdefordelings-debat. De nye EU-lande har dårlige systemer for modtagelse af flygtninge, så de har brug for mere støtte«.
Det afviser Bertel Haarder og siger:
»De nye EU-lande modtager langt færre flygtninge end de gamle og oplever ikke en urimelig stor tilgang. Så vi skal ikke til at foranstalte byrdefordelingsordninger«.

Debatten vil ikke dø
Ruud Lubbers håber på, at færre asylsøgere i EU vil give en mere fredelig debat om tilflytterne:
»Den ophedede debat om asyl og stramningen af holdninger skyldtes i temmelig stor grad det store antal asylsøgere i 1990’erne. Nu hvor tallene er faldet til niveauet for slutningen i 80’erne håber jeg, at debatten igen vil sætte fokus på det livsvigtige i at beskytte flygtninge og finde permanente løsninger for dem«.
Andreas Kamm tror ikke på den store blødgøring af debatten:
»Man kan da håbe på, at når flygtningetallene er under kontrol, så vil det give lidt nyt ilt til asyldebatten. Men jeg ser nu ikke mange tegn på, at polerne i debatten vil flytte sig. Den debat er kommet for at blive, fordi vi møder flere og flere fremmede i den globaliserede verden«.
Bertel Haarder ser heller ikke nogle umiddelbare ændringer.
»Der kommer næppe nogen øjeblikkelig ændring af debatten. Og vi ved jo heller ikke om den faldende tendens holder, for der kan jo hurtigt komme nye krige og ulykker,« siger Haarder, og fortsætter:
»Jeg synes dog tiden er inde til, at vi både i EU og i Danmark i højere grad begynder at se på, hvad vi kan gøre for at hjælpe flygtninge i nærområderne. Eksempelvis er der i Afrika et meget stort behov for hjælp. Den eneste grund til, at vi ikke får en masse asylsøgere derfra er, at de ikke har råd til at rejse hertil«.
Rapporten fra UNCHR kan læses på www.unhcr.ch

FAKTA
Færre til EU
*De fleste EU-lande har oplevet et markant fald i antallet af asylsøgere fra 2002 til 2003. Her er nogle eksempler:
*Danmark - 25 pct.
*Sverige - 5 pct.
*Norge - 9 pct.
*Holland - 28 pct.
*Tyskland - 29 pct.
*Grækenland + 45 pct.
*Luxemborg + 49 pct.
Gennemsnittet for EU (undtagen Italien) - 22 pct.
*Kilde: www.unhcr.ch

Russere søger
*Der var fra 2002 til 2003 markante fald i antallet af asylsøgere fra de lande, der tidligere var storproducenter af flygtninge til EU. Eneste undtagelse var Rusland. Her er nogle eksempler:
*Irak - 50 pct.
*Tyrkiet - 21 pct.
*Serbien og Montenegro - 25 pct.
*Afghanistan - 50 pct.
*Rusland + 34 pct.
*Nigeria + 4 pct.
*Kilde: www.unhcr.ch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her