Læsetid: 3 min.

Menneskerettigheder forværret

Anders Fogh Rasmussen vil ikke kommentere USA’s rapport om, at menneskerettighederne i Kina er blevet forværret
28. februar 2004

BEIJING – Anders Fogh Rasmussens udmelding fra Kina er, at det nu er op til EU’s udenrigsministre at bedømme, »på hvilke vilkår man eventuelt kan ophæve våbenembargoen« mod Kina. Han vil ikke komme ind på hvilke betingelser, hvis nogen, han mener, EU bør fremsætte overfor kineserne for at annullere den våbenembargo det blev besluttet at indføre mod Kina i 1989.
»Det er jo forhandlinger der foregår i EU kredse, og de er ikke tjent med, at jeg sidder og forhandler for åbne døre,« siger Anders Fogh Rasmussen.
Inden for EU har Frankrig været den største fortaler for en ophævelse af embargoen. Motivationen er udsigten til salg af jagerfly til Kina. USA er dog imod af frygt for, at det kan føre til øget oprustning i området og kan true Taiwan. Onsdag gav Anders Fogh Rasmussen udtryk for, at Danmark ikke vil modsætte sig en ophævelse af embargoen. Det har tilfredsstillet Kinas ledere, men udmeldingen har han fået stærk kritik for hjemme i Danmark, da den politiske opposition ikke mener, Kina har gjort fremskridt nok på menneskerettighedsområdet til at gøre sig fortjent. Fogh har gennem hans besøg lagt vægt på, at der er sket forbedringer på Kinas menneskerettighedssituation og, at en ophævelse af våbenembargoen vil finde sted i forventning om yderligere forbedringer. Anders Fogh Rasmussens bedømmelse af Kinas menneskerettigheder stemmer dog ikke overens med det amerikanske udenrigsministeriums nye årlige menneskeretsrapport. Det er læsning, der fortæller, at Kina ikke er inde i en positiv udvikling. Kinas retsvæsen er ikke uafhængigt af den politiske ledelse, folk bliver dømt til døden efter unfair rettergang, der er rapporter om regelmæssig tortur og forfølgelse af de tibetanske og muslimske mindretal og listen fortsætter. Fogh har dog ingen kommentarer til rapporten med den begrundelse, at han ikke har læst den endnu. Men han siger: »Det er selvfølgelig klart at denne rapport og alle andre relevante oplysninger, selvfølgelig vil indgå i de overvejelser EU’s udenrigsministre nu har i forbindelse med en mulig eller eventuel ophævelse af våbenembargoen i forhold til Kina«. Statsminister Anders Fogh Rasmussen understreger dog, at der stadig er problemer i Kina med befolkningens rettigheder. Men han lægger stor vægt på de signaler både ministerpræsident Wen Jiabao og præsident Hu Jintao er kommet ud med. Han henviser til at ledelsen har fortalt ham, at man nu »vil indbygge en reference til menneskerettighederne i den kinesiske forfatning. Det synes jeg er et positivt skridt fremad,« siger han.
Fogh er af den opfattelse, at der i Kinas øverste ledelse er viljen til at forberede situation i landet. »Det første skridt er, at der er en politisk vilje, og at man lovgivningsmæssigt gennemfører de rigtige ting«.
Kinas ledelses incitamentet for at forbedre landets menneskerettigheder er klart, synes statsministeren. Han siger, at det kinesiske lederskab er meget opmærksomme på at forholdet til omverdenen vil forbedres i takt med forbedrede menneskerettigheder. Og det er vigtigt for Kinas fremtidige sociale og økonomiske udvikling. Ved fredagens pressemøde opsummerede Fogh de konkrete resultater hans mission til Kina havde frembragt. På det politiske plan blev der underskrevet en bilateral aftale, der skaffer kinesiske turister adgang til Kina, og der blev indgået en aftale om samarbejde om opfyldelsen af FN’s Kyoto-protokol, der giver Danmark mulighed for at købe CO2-kreditter fra Kina. Kommercielt blev to større aftaler indgået. B&W Energy skal bygge kraftværker, og Maersk indgik en aftale om bygning af fire tankskibe. Fogh siger, at erhvervsdelegationen, der er fulgt med ham, har åbnet døre til Kina, som danske virksomheder vil kunne udnytte. Fogh har gjort sit til at gøde jorden politisk for dansk eksport ved at gå ind for ophævelse af våbenembargoen. For ham selv, venter der givet vis et stormvejr, når han på mandag skal forklare i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, hvordan han vægter menneskerettigheder og handel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu