Læsetid: 10 min.

Milosevic kan blive frifundet for folkemord

Trods titusinder af lig, 296 vidneudsagn og 30.000 siders bevistmateriale har ’Slagteren fra Beograd’ gode chancer for at undgå en dom for folkemord
23. februar 2004

Den endelige fremlæggelse af sagen mod Slobodan Milosevic ved krigsforbryderdomstolen i Haag skulle have været afsluttet i torsdags. Imidlertid blev den tidligere jugoslaviske præsident endnu en gang syg, hvorfor de to dage, der resterer af anklagerens sagsfremstilling måtte udskydes til denne uge.
Det kom som et velkendt og symptomatisk antiklimaks, da ekspræsidenten igen måtte melde forfald. Milosevic, som står tiltalt for 66 tilfælde af krigsforbrydelser i Balkan i 1990’erne, er blevet syg adskillige gange tidligere. Under den to år lange sagsfremstilling har han lidt af alt fra influenzaanfald til problemer med forhøjet blodtryk.
De gentagne udsættelser, som disse sygdomsafbrydelser har skaffet ham, har været et næsten lige så karakteristisk træk ved processen som den genstridige facon, hvormed han har søgt at forhale retshandlingen med lange politiske enetaler og trættekære udfald mod dommerne.
Ikke desto mindre er anklagerne imod ham nu tæt på at være endeligt fremlagt efter 296 vidneafhøringer, der har strakt sig over 290 dage og indbefatter 30.000 siders dokumentarisk bevismateriale – herunder telefonaflytninger, militære ordrer, referater fra politiske møder, vidneudsagn, videofilm, kort og diagrammer.

Middelalderlig blodtørst
Da retssagen begyndte, udtalte chefanklager Carla Ponte, at anklagemyndigheden nu ville fremlægge beviser på »middelalderlig blodtørst og kalkuleret grusomhed, som går langt ud over grænserne for legitim krigsførsel«. Milosevic skulle drages til ansvar for »den værste slags forbrydelser, menneskeheden kender« – ugerninger, som på hans foranledning blev begået i Kroatien, Bosnien og Kosovo, heriblandt den overlagte massakre på mere end 7.000 muslimske mænd og drenge, der skete, da den bosnisk-serbiske hær løb Srebrenica-enklaven over ende i 1995. Der skulle blive tale om verdens vigtigste krigsforbrydertribunal, siden højtstående nazister ved Nürnberg-processen blev retsforfulgt og dømt for Holocaust – folkedrabet på seks mio. europæiske jøder.
Men efterhånden som anklagemyndighedens sagsfremstilling er skredet frem, er stadigt flere juridiske eksperter begyndt at frygte, at anklagen om folkemord vil vise sig ikke at kunne opretholdes. Det skyldes i givet fald, at FN-domstolen har lagt sig fast på en for snæver definition af folkemordsbegrebet.
I hvad der kan være et forsøg på at forberede verdensoffentligheden på en mulig frifindelse af Milosevic for folkemordsanklagen har Carla del Ponte skarpt kritiseret myndighederne i Beograd for at modarbejde sagsforløbet ved at nægte hende adgang til vigtige militære dokumenter.
Når anklagemyndigheden har færdiggjort sin fremstilling med de dokumenter, som den har måttet nøjes med, vil retssagen holde pause i tre måneder. Det skal give Milosevic tid til at forberede sit forsvar og sammensætte sin utvivlsomt lange vidneliste, som han allerede truer med vil komme til at omfatte personer som Bill Clinton, Jacques Chirac og Tony Blair. Muligvis vil Milosevic med sit forventeligt omstændelige forsvar være i stand til at trække sagens endelige afgørelse helt ud til 2006.
Men når han vender tilbage til retssalen den 19. maj, kan hans åbningsspil også tænkes at blive et krav om »revision« af anklagerens sag. Herefter vil det være op til dommerpanelets tre medlemmer at afgøre, hvilken af del Pontes argumenter, der eventuelt skal afvises på grund af utilstrækkeligt belæg.

Utvetydigt bevis mangler
Som den hidtidige proces har gjort klart, er problemet dette: For at bevise Milosevics skyld i folkemord skal anklageren kunne vise, at Milosevic bevidst planlagde de pågældende forbrydelser med det specifikke forsæt at tilintetgøre det pågældende områdes bosniske muslimer som folkegruppe. Flere juridiske iagttagere anser det for tvivlsomt, om dommerne vil kende Milosevic skyldig, så længe anklagemyndigheden ikke er i stand til at fremlægge utvetydigt belæg på et sådant folkemorderisk forsæt – i form af en militær ordre om likvidering af alle bosniske muslimer eller lignende.
Det forholder sig på ingen måde sådan, at det ikke har været muligt at påvise igennem to års retsproces, at Milosevic har blod på sine hænder. Derom hersker ingen tvivl. Vidneafhøringen af EU’s daværende fredsudsending, Lord Owen, gjorde klart, at Milosevic kunne have standset den etniske udrensning, men valgte ikke at gøre det. Milosevic havde »en betydelig grad af kontrol« over de bosnisk-serbiske styrker og var »gentagne gange« blevet indskærpet, at det var op til ham at stoppe deres forsyninger af benzin og ammunition for at hindre deres videre aktioner, men havde nægtet dette.
Den daværende NATO-øverstkommanderende, General Wesley Clark, sagde til domstolen, at han under sine samtaler med Milosevic fik det indtryk, at denne på forhånd var gjort bekendt med, at Srebrenica-massakren ville finde sted.
Vidner som Lord Ashdown og general Klaus Naumann, den tidligere formand for NATO’s militærkomité, oplyste endvidere til domstolen, at Milosevic jævnligt blev holdt underrettet om grusomhederne og uagtet dette fortsatte med finansielt at bistå de specialpolitistyrker, som opererede i området, hvor overgrebene mod lokale muslimer skete. En af den serbiske lederes tidligere nære forbundsfæller, Republika Srpskas ’jernlady’ og tidligere præsident, Biljana Plavsic, erkendte sågar over for domstolen at have spillet en hovedrolle i den etniske udrensning.
Men selv om disse vidneudsagn belaster Milosevic, kan de udmærket vise sig at være utilstrækkelige. Anklagerne har nemlig ikke været i stand til at fremdrage nedskreven dokumentation. Ej heller har de kunnet finde samarbejdsvillige vidner, der ville bekræfte, at Milosevic var leder af et kriminelt netværk, der havde som formål at skabe et »Storserbien«, der omfattede dele af Kroatien og Bosnien. Rade Markovic, der var chef for Milosevics sikkerhedsstyrker, og som blev udråbt til et af anklagerens nøglevidner, kom ganske vist med visse oplysninger, der belastede hans tidligere chef. Men han nægtede at have modtaget direkte ordrer fra Milosevic om at gennemføre etnisk udrensning i Kosovo.
Ydermere afgav Philippe Morillon, den tidligere chef for FN-styrkerne i Bosnien, et vidneudsagn, der delvis var et forsvar for Milosevic. Morillon erklærede således, at det var takket være Milosevic, at det første tilløb til angreb mod Srebrenicas muslimer var blevet afværget.
Hvor efterlader dette anklagerens sag? Der kan næppe herske tvivl om, at bjergene af bevismateriale – fra de hundredvis af vidneudsagn til de tusindvis af akter fra politiets og hærens arkiver i Beograd – bør være nok til at sende den tidligere serberleder bag tremme i lang tid. Det må betragtes som givet, at han vil blive dømt for forbrydelser mod menneskeheden. Han vil muligvis også blive fundet skyldig i »meddelagtighed i at begå folkemord«, hvortil der ikke kræves beviser på eksplicit forsæt. Beviser på, at han fuldt vidende samarbejdede med andre, der havde et forsæt om folkemord, burde være tilstrækkelige. Men den kendsgerningen står tilbage, at selve hovedanklagen om folkemord er på højest usikker grund.
Og netop denne anklage er uhyre væsentlig. Af flere grunde. Den er for det første afgørende for, hvordan processen vil blive opfattet i Balkan. Milosevics hovedstrategi under afhøringerne har været at spille op for sit galleri af loyalister derhjemme i Serbien. Hver gang han gør sin entré i retssalen i vanligt blå jakkesæt med vanligt påtaget uinteresseret minespil er det sande publikum for denne 61-årige, der ikke længere har noget tilbage at miste, ikke domstolens dommerne – men de tv-seere, der følger livedækningen af processen hjemme i Serbien.

Gaderne ligger hen
I retsprocessens vigtigste faser har gaderne i de serbiske byer været lagt øde. Den serbiske befolkning har siddet klistret til fjernsynsskærmen for at se den leder, som de selv endte med at vælte, gribe hver en chance for at bytte rollerne om og anklage sine anklagere. Talrige gange har Milosevic tordnet imod NATO’s bombekrig mod Jugoslavien og udbasuneret sine påstande om, at det internationale samfund prøver at »korsfæste« ham ved en skueproces.
Iført sit yndlingsslips i de serbiske flags farver har Milosevic brugt alle de talenter, han udviklede som jurastuderende og politisk brandtaler med sans for nationalistiske svulstigheder til at formulere svidende retoriske spørgsmål til dommerne, hvis autoritet han nægter at anerkende. Med drevne manipulationer har han gang på gang beflittet sig på at bringe vidnerne imod ham ud af fatning.
Milosevic har søgt tilflugt i bombastiske, højtravende og vanvittige konspirationsteorier – bl. a. han har beskrevet sig selv som »Balkans fredsmager« og påstået af Srebrenica-massakren blev iscenesat af den franske efterretningstjeneste for at vende verdensopinionen imod serberne. Det har han gjort i bevidstheden om, at den slags finder et taknemmeligt publikum i hans fædreland, der lydhørt labber den slags i sig.
Selv tribunalets retspræsident, den britiske dommer Brian Mays beslutning om flere gange at slukke for Milosevics mikrofon bliver af hans tilhængere anset som bevis på, at Milosevic har ret og at hans sandheder ikke må komme frem. Den psykologiske effekt, som denne bølge af sympati for Milosevic har på de hundredtusindvis af slægtninge til hans ofre er vanskelig at forestille sig.
Hvis Milosevic bliver kendt ikke-skyldig i det centrale anklagepunkt, vil det få vidtgående implikationer for alle fremtidige folkemordssager: »Hvis retten ikke finder Milosevic skyldig i folkemord, står vi med et alvorligt problem. Det vil betyde, at den eksisterende folkemordsdefinition er så snæver, at den er juridisk uhåndterlig,« siger Ivo Banac, der er historieprofessor ved Yale University og for nylig blev valgt ind i Kroatiens parlament for Det Liberale Parti. »Og det vil få enorme implikationer for fremtidige konflikter.«
En frifindelse vil gøre det lettere for regeringer verden over at forholde sig passive i fremtidige folkemordssituationer, advarer forfatteren til A Problem From Hell: America in the Age of Genocide. Bogen, der blev tildelt den estimerede Pullitzer-pris, analyserer, hvorfor stater ikke handler for at forhindre folkemord.
»Hvis Milosevic bliver frifundet, og hvis den kommende irakiske domstol lægger samme kriterier til grund som domstolen i Haag, vil Saddam Hussein formentlig kunne gå fri i sagen om folkemordet på kurdiske folkegrupper,« tilføjer hun.

Flere despoter venter
Saddam er ikke den eneste krigsforbrydersigtede, der venter på at få sin sag for. Der er også rejst krigsforbrydersigtelser mod den tidligere diktator i Liberia. Charles Taylor og imod Tchads tidligere præsident, Hissène Habré. Frygten går på, at Milosevics dom i højere grad vil være præcedens-sættende end dommene fra Rwandas krigsforbryderdomstol, hvor adskillige personer blev dømt skyldige i folkemord.
»I Rwanda bekendtgjorde flere af bagmændene bag det folkemord, hvor 80 procent af tutsi-befolkningen, blev udryddet, på forhånd deres planer,« siger Eric Markusen, professor i Holocaust- og folkemordsforskning ved Dansk Institut for Internationale Studier.
Mange af de anklagede ved processen i Arusha havde holdt offentlige taler, hvori de kom med klare opfordringer til at slå tutsier ihjel. Det typiske billede er dog, at folkemordere opererer i største diskretion.
I næsten alle folkemord i det moderne tid – Cambodja, Armenien, Nazityskland og Rwanda osv. – har den politiske ledelse bag forbrydelserne være meget omhyggelig med at distancere sig selv for at undgå at blive impliceret, pointerer dr. Ton Zwann fra Centret for Holocaust- og Folkemordsstudier i Amsterdam ved tribunalet. Han blev i sin tid indkaldt af anklageren i Haag for over for domstolen at argumentere for, at folkemord bør kunne anses for bevist selv i fraværet af en nedskreven ordre, der befaler det. Efter de kriterier, der er opstillet for bevismateriale ved Haag-domstolen, vil det været vanskeligt at bevise et folkemordsforsæt hos selv en Adolf Hitler, hævder han, eftersom den nazistiske fører så vidt vides aldrig selv var til stede ved en folkemordsaktion eller efterlod sig nedskrevne ordrer, der befalede hans undergivne at dræbe jøder.
På den baggrund kan det ikke undre, at amerikanerne tilsyneladende er mest tilbøjelige til at lade Saddam blive retsforfulgt – ikke af en international domstol – men af hans irakiske landsmænd bistået af juridiske råd og vejledning fra Washington.
Da krigsforbryderdomstolen for Eksjugoslavien blev nedsat, hyldede New York Times den som en »sejr for den civiliserede verden«. Men da domstolen påhørte et af de mest gruopvækkende vidneudsagn – fra en tidligere jugoslavisk soldat, der havde fået ordre til at dræbe civile og fortalte, hvordan hans deling måtte skyde et spædbarn tre gange, fordi det blev ved med at vræle – var Milosevics eneste reaktion på den uhyggelige beretning en demonstrativ gaben.
Hvis en mand som ham ikke er skyldig i folkemord – hvem fanden er så, er man fristet til at spørge.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

FAKTA
De vigtigste anklagepunkter mod Milosevic
Kroatien (1991-1995):
*Milosevic er anklaget for medvirken til 10 forskellige forbrydelser mod menneskeheden – heriblandt forfølgelse og udryddelse af etniske grupper, tortur og umenneskelig nedværdigelse. Anklageskriftet nævner over 700 navne, som blev dræbt i blandt andet Krajina og Vukovar i begyndelsen af 1990'erne. I Vukovar hentede serbere 255 ikke-serbere ud fra byens hospital og »slog og torterede dem i timevis«.

Bosnien (1992-1995):
*Milosevic er anklaget for folkedrab og medvirken til folkedrab – for serberes massakre på over 7.000 muslimske mænd og drenge i Srebrenica og for indsættelsen af tusindvis af bosniske muslimer og kroater i lejre under umenneskelige forhold. Desuden er han anklaget for 22 andre krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. I anklageskriftet er anført over 9.000 dræbte i forbindelse med etniske udrensninger af ikke-serbere.

Kosovo (1998-1999):
*Milosevic er anklaget for sammen med fire andre at have deltaget i »et fælles forbryderisk forehavende«, som førte til en planlagt og omfattende systematisk terror- og voldskampagne mod Kosovos albanske flertal. Fire punkter omhandler forbrydelser mod menneskeheden. I juni 1999 var omkring 800.000 Kosovo-albanere – omkring en tredjedel af provinsens befolkning – blevet fordrevet. I anklageskriftet er nævnt over 900 registrerede dræbte, som blev offer for separate angreb eller massedrab.
ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her