Læsetid: 6 min.

En miniaturegalge til spædbørn

’Der må fremskaffes en miniature-galge til hendes spæde datter, fordi hun allerede har diet sin mors had-fyldte mælk,’ lød dommen over Awatif Nour al-Hamadani. Ny rapport føjer flere uhyrlige kapitler til Saddam Husseins synderegister
4. februar 2004

BAGDAD – Alle kvindeansigter på billederne er tilhyllede. De fleste af dem er unge. De er alle irakiske shiamuslimer. Og deres forfærdelige skæbne – den modbydelige tortur og de bevidst grusomme henrettelser, som de blev underkastet – må sikre deres død plads på listen over de barbariske handlinger, som Saddam Hussein bør retsforfølges for. Uanset at de fleste blev myrdet på et tidspunkt, hvor USA støttede Saddams regime.
Først i dag har det nyoprettede ’Dokumentationscenter for den Islamiske Bevægelses Kvindelige Martyrer’ kunnet sammenstykke fortællingen om disse kvinders lidelser. Og den er ikke for sarte gemytter, der har let til tårer.
Kvinderne blev tvunget til at overvære deres mænds hængning, før de selv blev anbragt i en elektrisk stol, blev overhældt med syre, fastgjort til loftsventilatorer eller misbrugt seksuelt. I adskillige tilfælde blev kvinder forgiftet eller brugt som forsøgskaniner ved afprøvning af kemiske giftstoffer på et anlæg nær Samara, der formodes at have været indrettet til at udvikle kemiske våben.

Speciale i brækkede ribben
Deres navne – foruden navnene på deres tortur- og henrettelsesbødler – er nu omsider blevet kendt. En mandsperson ved navn Abu Widad pralede engang af, at han havde hængt 70 kvindelige fanger på en enkelt aften i Abu Ghraib-fængslet ud for Bagdad. I mange tilfælde blev kvinder dræbt uden at være skyld i andet end at være søster eller kone til en eftersøgt mand.
De fleste blev af Saddams sikkerhedspoliti sat i forbindelse med det forbudte al-Dawa-parti, hvis medlemmer rutinemæssigt blev tortureret og myrdet af Iraks baathistiske styre.
En typisk optegnelse i Røde sider fra en glemt historie (sådan hedder det dokumentationsværk, som Ali al-Iraq fra den iranske by Qom har samlet) lyder, som følger: »Samirah Awdah al-Mansouri (Um Iman), født i 1951 i Basra. Lærer ved Haritha Mellemskole (…) gift med martyren Abdul Ameer, ledende medlem af den islamiske bevægelses militære gren (…) medlem af det islamiske Dawa-parti. Tortureret af: Major Mehdi al-Dulaymi, som torterede i beruset tilstand (…); løjtnant Hussain al-Tikriti, som havde specialiseret sig i at brække ribbenene på sine ofre, når han trampede på dem (…); løjtnant Ibrahim al-Lamee, som slog sine ofre på deres fødder (…) Um Iman blev gennembanket (…), hængt fra sit hår i en elektrisk loftsventilator-vifte og udsat for elektrisk tortur. Efter at hun havde tilbragt to måneder i fængselsceller i Basra uden at ville tale, anbefalede al-Dulaymi at lade hende henrette for at have skjult ulovlige våben og tilhøre al-Dawa-partiet.«

Baby kylet mod væggen
I virkeligheden blev Um Iman overført til Den Statslige Sikkerhedsdivisions kontor i Bagdad, hvor yderligere tortur fandt sted gennem de følgende 11 måneder. Derpå blev hun stillet for Den Revolutionære Militære Sikkerhedsdomstol, som idømte hende dødsstraf ved hængning. Hun tilbragte yderligere seks måneder i Rashid-fængslet vest for Bagdad, men en søndag aften, da hun muligvis var begyndt at fatte håb til, at hendes liv alligevel ville blive skånet, blev hun pludselig overført til Abu Graib-fængslet, hvor Abu Widad forestod hendes henrettelse.
Der findes adskillige beretninger om kvinder og børn, der blev tortureret foran deres mænd og fædre. I 1982 f.eks. førte en løjtnant Kareem i Basra angiveligt konen til en oprører ind i fængslets torturkammer og torturerede hende for øjnene af sine mand og truede derpå med at dræbe hendes spæde søn. Da begge nægtede at tale, »kylede sikkerhedsmanden babyen mod væggen og dræbte ham«.
Ahlam al-Ayashi blev arresteret i 1982 som 20-årig, fordi hun var gift med Imad al-Kirawee, et højtstående Dawa-medlem. Da han nægtede at røbe informationer til sikkerhedspolitiet, overfaldt to professionelle torturbødler (i dokumentationsværket opgivet som Fadil Hamidi al-Zakarani og Faysal al-Hilali) Ahlam for øjnene af fangen og hans datter og torturerede hende – læserne forskånes for at detaljerne – til hun døde af det. Hendes lig blev begravet i ørkenen ud for Basra i en umarkeret grav. Tre af Ahlams brødre blev henrettet sammen med hendes mand – en anden bror blev dræbt under det oprør, der fulgte efter Kuwaits befrielse i 1991. Men hendes datter Ala, som var vidne til moderens tortur, reddede sig til Iran, hvor hun blev gift og nu har indskrevet sig på et universitetsstudium.

Dybt tragisk
Mange af historierne er dybt tragiske. 21-årige Awatif Nour al-Hamadani blev f. eks. forrådt af sin egen mand, som – under ekstrem tortur – angav navnene på sin kone og på adskillige af sine kolleger som våbensmuglere.
Awatif var gravid, da en torturekspert ved navn major Amer tævede hende med en metalstol og dernæst misbrugte hendes seksuelt. Ved retssagen imod hende udtalte dommer Mussalam al-Jabouri, at »der måtte fremskaffes en miniature-galge til hendes spæde datter, fordi hun allerede har diet sin mors had-fyldte mælk.«
Awatif blev ført bort for at blive henrettet sammen med to kvindelige kolleger og blev først tvunget til at overvære hængningen af 150 mænd – ti ad gangen. Da ligene blev slæbt væk, genkendte hun et af dem som sin mand. Hun blev så ført tilbage til cellen og først senere henrettet i en elektrisk stol. Mange fanger blev dræbt i samme stol i Abu Ghraib, herunder to andre kvinder, Fadilah al-Haddad i 1982 og Rida al-Quwaynati det følgende år.

To timer i el-stol
Maysoon al-Assadi var en 18-årig universitetsstuderende, da hun blev arresteret for medlemskab af en forbudt islamisk organisation. Under forhøret af hende, blev hun hængt op i sit hår, slået hårdt under fødderne og derpå af dommer Awad Mohamed Amin al-Bandar dømt til døden ved hængning. Hendes sidste ønske – at sige farvel til sin forlovede – blev tilstået hende, og hun fik endog lov at gifte sig med ham i fængslet. Men da hun skulle sige farvel til de andre fanger, brød hun ud i en tale, der fordømte det irakiske regimes ledelse, og fængselsdirektøren besluttede så, at hun skulle dræbes langsomt og pinefuldt. Hun blev fastspændt i fængslets elektriske stol, og det varede to timer, før hun døde.
Salwa al-Bahrani, der var mor til en lille dreng, var blevet fanget, da hun uddelte våben til islamiske partisaner i 1980. Hun fik angivelig serveret en forgiftet yoghurt under en afhøring ledet af en doktor Fahid al-Dannouk, som eksperimenterede med nye gifttyper, der kunne bruges imod iranske tropper. Hundredvis af ’mujahedin’-partisaner fra Wawa blev ifølge dokumentationscentrets materiale brugt som forsøgskaniner til at teste kemiske stoffers giftighed på mennesker – eksperimenter, der foregik i Salman Pak-komplekset syd for Bagdad. Salwa døde i sit hjem, 45 dage efter hun blev tvunget til at spise yoghurten.
Fatimah al-Hussaini på 20 år blev anklaget for at skjule våben for al-Dawa og arresteret i Bagdad i 1982. Hun blev tævet med gummikabler, og hængt op med hovedet nedad i en krog i loftet ved sine hænder, der var bagbundne. Derefter blev hun tortureret med elektriske stave og fik syre hældt på sine ankler. Hun nægtede at tale, og hendes torturbøddel anbefalede derfor henrettelse. Hun blev hængt i Abu Graib i 1982 og derefter begravet af sin familie i Najaf.

Kemi fra Vesten
Det 550 sider lange dokumentationsværk med optegnelserne af de forfærdelige lidelser, som Saddams kvindelige shiamuslimske fanger blev udsat for, er ikke noget litterært værk. I flere passager er sprogbrugen floromvundent ornamenteret, ligesom kvindernes martyrium i flere malende passager nærmest beskrives som en skæbne, der er et eksempel til efterfølgelse for sande troende. Det er næppe heller et værk, som amerikanere, der er ivrige efter at retsforfølge Saddam, vil bryde sig om. I bogen understreges det nemlig igen og igen, at de kemiske giftstoffer, der blev brugt imod de kvindelige fanger, oprindeligt blev købt i vestlige lande. Men dokumentationsværkets detaljerigdom er respektindgydende – navne og skæbne for mindst 50 kvinder er optegnet foruden navnene på deres torturbødler og skildringer af de aktiviteter, der foregik i ’helvedesfængslet’ Abu Ghraib.
Abu Widads ugerninger er blevet bekræftet af de få personer, der overlevede fængselsopholdet. Han udførte daglige henrettelser i tidsrummet mellem kl. 20.00 aften og kl. 4.00 morgen og yndede at slå sine mandlige og kvindelige ofre i baghovedet med en hakke, hvis de vovede at prise en berømt myrdet imam, før de blev hængt. Abu Widad fik selv en grum skæbne. Efter at den 41-årige bøddel blev afsløret i at modtage bestikkelse og henrette en benådet fange i stedet for en dødsdømt, blev han selv idømt dødsstraf. Han blev hængt i sin egen galge i 1985.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her