Læsetid: 3 min.

Når en regering nedlægger intelligensen

Et opråb runger i de intellektuelles korridorer: Vidensproducenter af enhver afskygning, foren jer, intelligensen er truet!
28. februar 2004

Paris
Frankrig er ramt i hjertet. Intelligensen er under angreb.
Kulturmagasinet Les Inrockutibles har lokaliseret en ny »anti-intellektualisme« i premierministeren Raffarins højreregering.
Observationen ledte ugemagasinet til at rydde forsiden 18. februar: »Opråb mod krigen på intelligensen.« Opråbet blev ledsaget af 8.000 dugfriske underskrifter, deriblandt filosoffen Derridas, filminstruktøren Ozons, kunstneren Boltanskis og andre kendte, mindre kendte og ukendtes signaturer.
Det har været længe under opsejling. Og som dagbladet Le Monde noterer, er -ismerne kørt i stilling. Den identificerede agressor, Raffarin, er talsmand for en ny »moderne humanisme«. Og humanisten anfører kun gerne sin kontakt og kendskab til filosoffer som Jean Baudrillard, Marcel Gauchet og Luc Ferry – filosoffen, som han har skaffet en post som undervisnings-minister.
Men ellers, ja, så er de franske intellektuelle verdensfjerne bærere af en såkaldt »déclinisme« (forfald som -isme): »De franske intellektuelle er som en prop i en flaske champagne, vurderende dens kvalitet fra toppen; men proppen skal springe, før man kan smage champagnen.«
Og ganske rigtigt, beruselsen har ikke indfundet sig i alle lejre.
Grønthøsteren har i den »sunde økonomiske fornufts« navn trimmet budgetterne.
Et andet dagblad, Libération, gør status. Da en reform af arbejdsløshedsforsikringen for et år siden vakte opstand blandt musik-, teater-, danse- og filmproducenter, begrundede kulturminister Aillagon stramningen med en pekuniær smagsdom:
»I dette land er der for mange selskaber, for mange kunstnere, der af og til producerer middelmådige stykker. Sådan noget koster mange penge.«
Ministeren – som også radiojournalister, arkæologer, internetsurfere og filmfolk beskylder for censur og udsultning – løftede for lidt over en måned siden sløret for, hvad kulturnationen til gengæld kan tilbyde: renovation af Panthéon og Versailles, et årligt festmåltid i broderskabets navn, ét engangspas til hver en ny ung vælger med adgang til nationale monumenter og museer. Og så en turnerende udstilling, Frankrig: »Et generøst portræt af La France i al hendes diversitet,« har Aillagon lovet.
I et interview i samme Libération trækker historikeren Herman Lebovics fronterne i fransk kulturpolitik op:
»Der er en spænding mellem trangen til at glorificere den klassiske kultur (sproget, kulturarven, museumskunsten) og frygten for at forbigå det ny, de mest kreative tendenser. I Frankrig lige nu er spændingen mellem de to positioner på sit højeste.«
Banen er kridtet op, men spillet større end Libérations spot på en presset kulturminister lader ane.

For ikke blot har diverse aktører i kunst- og kulturlivet skrevet under på appellen; også andre trængte grupper så som advokater, medicinere, psykiatere, undervisere og studerende har meldt sig som producenter og formidlere af viden »i de rum, der betragtes som uproduktive på kort sigt.«
Der er tale om et større samfundsanliggende, for det er i disse rum at »samfundet tænkes, drømmes, opfindes, besørges, dømmes, genoprettes.«
Til et andet ugemagasin, Nouvel Observateur, afviser kulturministeren en debat på disse præmisser: »At blande alle disse fænomener, der ikke har noget med hinanden at gøre, i samme gryde, dét er ganske enkelt politisk manipulation.«
Til gengæld har Raffarin under titlen »Krig på immobilismen« leveret svar på tiltale i form af ti korte punkter: »Forkastelsen af reformer, af EU, af globaliseringen, tegner konturerne af en ny ideologi, af lukkethed og forfald, af en fornægtelse af at leve i virkeligheden såvel som en frygt for fremtiden.«
En ny litterær, men mobiliseringsdygtig bevægelse har måske set dagens lys. Foreløbig er appellen blevet underskrevet af over 20.000 vidensproducenter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu