Nashville i sort

Da Johnny Cash døde i september 2003, 71 år gammel, var det ikke blot
en af den amerikanske country-musiks største og mest særegne stjerner, der blev slukket. Det var også enden på et af de mest spektakulære comeback i amerikansk musikhistorie

Nashville – Selv om man ikke nødvendigvis er en hund efter amerikansk country, kan det ikke nægtes, at det fremkalder en let frydefuld gysen pludselig at få selveste Nashville skyline som panorama op på bilens frontrude. Ikke mindst, naturligvis, fordi Nashville Skyline netop er titlen på Bob Dylans mest helhjertede flirt med country-musikken: Albummet fra 1969, hvor de venstreintellektuelles yndling overrasker ved i åbningsnummeret »Girl From the North Country« at synge duet med den notorisk konservative country-musiks grand old man, Johnny Cash. Men også fordi der for enhver elsker af amerikansk populærmusik – uanset smag og politisk orientering – er noget magisk forbundet med selve navnet: Nashville, Tennessee.
Vi ruller ind i byen fra vest. Med os har vi friske indtryk fra ekskursioner rundt i Memphis og Clarksdale samt dele af det flade og sumpede deltaland langs Mississippi-floden, hvor den sorte blues og senere blandingsfænomenet rock’n’roll blev født og udviklede sig side om side med de mange ældre genrer, som immigranterne havde bragt med sig fra den gamle verden. Genrer, som hen ad vejen leverede fundamentet til det 20. århundredes mest populære rent hvide amerikanske musikform: country and western. Eller slet og ret country.
Intet sted har betydet mere for country-musikken end netop downtown Nashville. Her ligger barer, musikklubber og honky tonks stadig side om side og funkler med deres blinkende neonreklamer: Tootsies Orchid Lounge, Second Fiddle, The Stage og mange flere. Arketypiske kulisse-agtige western-facader med overdimensionerede cowboyhatte, støvler eller guitarer hængende over indgangspartierne, altsammen signaturer for et fænomen, som ganske vist har kendt bedre dage, men som trods alt har overlevet i MTV-alderen som en blanding af levende museum og stadig aktiv musikalsk subkultur.
Den såkaldte music row er i dag omgivet af den type moderne skyskrabere i postmoderne tilsnit og med spejlblanke blåtonede ruder, som præger downtown i de fleste større amerikanske byer. Og lige bag rækken af klubber, der står som mørnede tænder i kæften på en døende olding, ligger den institution, vi egentlig er kommet for at besøge: The Ryman Auditorium, en kirkeformet koncertbygning i rødsten, i en lille menneskealder hjem for det legendariske radioprogram The Grand Ole Opry (1943-74). Ryman Auditorium blev opført i 1892 af Thomas Ryman, en lokal forretningsmand og dampskipper, som derved forsynede Nashville med et forum for alt fra vækkelsesmøder til operaer, jazzkoncerter, politiske debatter, boksekampe og sågar kvægauktioner.
Efter nogle sløje år i kølvandet på nedlæggelsen af The Grand Ole Opry blev bygningen restaureret i 1993-94, og i dag lever man så højt på nostalgien, at turister i dagtimerne gladeligt betaler otte dollars i entré blot for at se det tomme lokale (om aftenen, når der er musik, er prislejet ganske anderledes). Men det er ikke kun et spørgsmål om nostalgi. Som koncertsal er Ryman Auditorium berømt for at have en formidabel akustik, efter sigende den næstbedste i USA. Og på scenen i den ikke just imposante bygning har i tidens løb stået navne som W.C. Fields, Mae West, Rudolph Valentino, Hank Williams, Bob Dylan, Bruce Springsteen og mange, mange flere.
Og så selvfølgelig Johnny Cash, som er den direkte anledning til, at vi er her. I 1930’ernes Depressions-ramte Arkansas, hvor Johnny Cash voksede op som ét ud af syv børn i en familie af sharecroppers – stavnsbundne småbønder – var hjemmets eneste luksus en radio, som det meste af tiden var stillet ind på The Grand Ole Opry. Tyve år senere, i 1956, da Cash sammen med de to mekanikere (og amatørmusikere) Luther Perkins og Marshall Grant havde indspillet en stribe rockabilly/country-singler hos Sam Phillips i Sun Studio i Memphis (hvor også Elvis Presley debuterede), fik han sit egentlige gennembrud i forbindelse med sin første optræden i The Grand Ole Opry. En koncert, hvor han ikke alene mødte sin senere hustru, June Carter (fra folk-gruppen The Carter Family), men hvor han tillige af pressen blev spået en endnu større fremtid end rivalen Elvis. Og da Cash i 1969, på højden af sin karriere, af tv-stationen ABC blev tilbudt et ugentligt show, The Johnny Cash Show, forlangte han – foruden fuld kontrol over, hvilke gæster der skulle inviteres – at udsendelsen blev optaget samme sted som The Grand Ole Opry. Der er med andre ord mange gode grunde til at indlede en pilgrimsrejse til Cash-land med et besøg i Ryman Auditorium.
Johnny Cash. The Man in Black. Selv i de sortklædte 80’ere blev Manden i Sort mest af alt regnet for et stykke kitsch, en dårlig vittighed, et levn fra fortiden, et stykke anakronistisk americana. Og sådan var det i årtier. For generationen, der voksede op med 60’ernes alternative ungdomskultur, båret frem af et soundtrack af bevidsthedsudvidende og grænsesøgende lydlandskaber leveret af navne som Jimi Hendrix, The Doors, Jefferson Airplane og Grateful Dead, stod country-musikken for alt dét, der var ’forkert’ ved USA. Alt dét, man gjorde opgør imod: det reaktionære, traditionalistiske og selvtilstrækkelige lilleby-Amerika, som med afsæt i kristne værdier syntes at pervertere de idealer om individuelle udfoldelsesmuligheder, der ellers var så vigtig en del af selve landets tilblivelseshistorie. Hertil kom, at 70’erne musikalsk set ikke var gode ved Johnny Cash.
To fængselskoncertalbum, udsendt i slutningen af 60’erne; At Folsom Prison (1968) og At San Quentin (1969), pegede ellers i den anden retning. Her var lyden af en mand, der sang og henvendte sig til publikum med en blanding af vrede, humor, hudløshed og intensitet, som overskred alle grænser mellem genrer og subkulturer. En mand, der netop havde rejst sig fra asken, efter mere end 10 års misbrug af diverse stimulanser, primært alkohol og amfetamin (og vel at mærke et misbrug så massivt, at det i 1967 var ved at sende ham til tælling – for alvor). En mand, som nok havde sine rødder i 50’ernes rockabilly og country, men som i attitude og holdninger lå milevidt fra miljøets renskurede, familieorienterede og moralistiske idealer.

En mand, der regelmæssigt trådte sit bagland på ligtornene ved at føre en outlaw-livsstil på landevejen, som ikke lod noget tilbage at ønske i forhold til tidens mest rebelske og uregerlige rockstjerner, og ved at ytre kontroversielle synspunkter omkring ømtålelige emner som de amerikanske indianere og krigen i Vietnam.
En mand, som nok plejede omgang med selv de mest reaktionære amerikanske præsidenter, fra Richard Nixon til Ronald Reagan, men som samtidig var beundret af og indspillede og optrådte med modkulturens ypperstepræst, Bob Dylan.
En mand, som personligt og karrieremæssigt syntes at have begået alle tænkelige fejltrin, men som ikke desto mindre fortsat solgte mere end Beatles og støt og roligt var ved at opnå en status som levende legende. Kort sagt: En mand, som kunne samle generationerne. Eller: »Den tænkende mands John Wayne,« som Stephen Miller formulerer det i sin nys udsendte murstensbiografi: Johnny Cash – The Life of an American Icon.
Fra downtown Nashville styrer vi ud til en af de nordøstlige forstæder, Hendersonville, hvor Johnny Cash i 1967 købte en større naturgrund med en unik villa i sten og bjælker beliggende ned til Old Hickory Lake. Man imponeres over, at hjemmet på vores kort er markeret med et »House of Cash« – indtil det går op for os, at det er navnet på en nærliggende bygning rummende Cash-familiens administration og et lille museum, som lukkede for offentligheden i 1995. Vi når ikke længere end til muren, da vi finder ejendommen, som er lige så skarpt bevogtet, som den er idyllisk beliggende.
Herfra er der såmænd også fin udsigt, både til huset ved søen og til den store naturgrund på den anden side af vejen, hvor Cash havde en mindre zoologisk have af dyr gående. Langs muren har sørgende efterladt de sædvanlige beviser på fanhengivenhed: blomster, kors, flag, fyrfadslys, nips, bamser og håndskrevne meddelelser af typen: »God bless Johnny.« Og mens vi er der, passerer en jævn strøm af nysgerrige og tydeligt berørte amerikanere forbi som et signal om, at Cash, trods op- og nedture, lige præcis opnåede en status som »Amerikansk Ikon« inden sin død.
Havde det ikke været for de to fængselsalbum, er det imidlertid spørgsmålet, om Johnny Cash i dag havde været dyrket ud over en snæver country-sammenhæng. Ligesom det er spørgsmålet, om den umage alliance mellem Cash og den langt yngre producer Rick Rubin var kommet i stand og havde sikret et af de mest overraskende og spektakulære comebacks i amerikansk musikhistorie.
Forløbet er som følger: I 1986 havde Johnny Cash mærket de skiftende tider , idet CBS’ repræsentant i Nashville, Rick Blackburn, besluttede ikke at forny hans kontrakt. Efter i 28 år at have været en af pladeselskabets storsælgende stjerner stod Cash i en alder af 54 pludselig uden kontrakt. Sandt var det, at musikindustrien efter MTV’s lancering i 1981 stort set udelukkende satsede på et helt ungt publikum. Men ligefrem at skrotte en levende legende som Cash virkede mere kynisk og uanstændigt end de fleste af de ellers mange svinestreger, branchen havde været vidne til gennem tiderne. Og den unge country-stjerne Dwight Yoakam talte på manges vegne, da han højlydt protesterede imod Blackburns fyreseddel til
Cash: »Han har betalt for den forbandede idiots kontor, hvor svinet så sidder og opsiger ham. Han byggede huset, mand!«
Men sket var sket, og Cash var ikke dén, der satte sig ned med hænderne i skødet og havde ondt af sig selv. Der var stadig rigeligt med koncertjobs, og en aftale med selskabet Mercury sikrede, at der fortsat udkom nye, omend relativt upåagtede, album fra Cash. I slutningen af 1988 ramte årtiers hårde livsstil dog atter Cash, som måtte gennemgå en bypass-operation (to uger efter at vennen Roy Orbison var død af en blodprop i hjertet). Men var helbred og pladesalg ikke, hvad de havde været, skortede det til gengæld ikke på hædersbevisninger og anerkendelse fra yngre kolleger. Som den eneste kunstner foruden Elvis Presley blev Cash optaget i både Country Music Hall of Fame og Rock and Roll Hall of Fame. I 1992 forsøgte en forretningsmand i Brandon, Missouri, at stable en Johnny Cash temapark med tilhørende museum på benene (projektet strandede dog). Og under en turné i Irland i 1993 inviterede U2 Cash til at indsynge afslutningsnummeret »The Wanderer« på deres album Zooropa, hvilket åbnede indtil flere yngre generationers ører for Cashs mørke, besættende røst. Kender man lidt til Johnny Cashs livshistorie, kan det ikke undre, at han virker helt på hjemmebane i linjer som: »I went out there to taste and to touch and to feel as much as a man can before he repents.«

Faldt alliancen med U2 på et tørt sted, lå det til gengæld ikke fjernt for Cash at indspille materiale hentet uden for country-musikkens mainstream. Så tidligt som i 1964 inkluderede han tre titler af Dylan på albummet Orange Blossom Special. Ved begge fængselskoncerter hørtes tekster af Shel Silverstein. På pladen Johnny 99 fra 1982 indgår to numre af Bruce Springsteen. Og på det første album for Mercury Records, Johnny Cash is Coming to Town (1986), var åbningsnummeret »The Big Light« såmænd signeret af en af new wavens frontfigurer, Elvis Costello.
Alligevel var det den førnævnte Rick Rubin, der endegyldigt skulle forløse Johnny Cashs potentiale i mødet med materiale hentet fra så uortodokse kilder som: Nick Cave, Nine Inch Nails og Soundgarden. Rick Rubin havde i starten af 80’erne været med til at grundlægge selskabet Def Jam og havde siden skabt sig en position som en af de tunge producere inden for hiphop og heavyrock med navne som Beastie Boys, Run DMC, Red Hot Chili Peppers og Slayer. Det var derfor ganske uventet, da han i 1993 stak en føler ud til Johnny Cash (hvis fem album for Mercury på det tidspunkt samlet havde solgt sølle 200.000 eksemplarer) for at signe ham til sit selskab, American Recordings. Cash var først skeptisk, men han havde ryggen mod muren, og det første møde blæste al tvivl væk. Cash var vant til i et vist omfang at respektere ønsker fra pladeselskabsfolk og producere og spurgte forsigtigt, hvilken slags album Rubin havde i tankerne.
»Hvad end Johnny Cash er for en størrelse, så er det dét, jeg ønsker at indspille,« svarede den unge mand. »Han fik mig til at føle på samme måde, som Sam Phillips gjorde,« sagde Cash senere.
Det umage makkerpars første projekt var et soloalbum, kun med sang og guitar, opfyldelsen af en drøm, Cash havde næret i mange år. Under afslappede former, dels i Rubins lejlighed i Los Angeles, dels i Cashs hjemmestudio i en bjælkehytte på naturgrunden ved Hendersonville, indspillede Cash et råmateriale på 120 sange, en del af egen aftapning, men tillige mange af sangskrivere som Leonard Cohen, Tom Waits og heavyrock’eren Glenn Danzig. Resultatet var mageløst. Her var Cash omsider, i en alder af 61 år, sluppet fri af alle krav og forventninger fra omgivelserne og fremstod som en moden og tidløs kunstner, en blanding af en røst fra det hinsides og en meget levende sanger, for hvem intet menneskeligt længere var fremmed. Cash havde i årevis lydt som en tynd aftapning af sig selv. Nu sang han, som gjaldt det livet. Og fra omslagsfotoets fremtoning som dommedagsprofet ned til den mindste detalje i de 13 skæringer, der fandt vej til det færdige album, gennemstrømmes hele projektet af en kunstnerisk nerve og urkraft, som brænder durk igennem alle forsvarsværker, uanset musiksmag, alder eller politisk/kulturelt ståsted.

American Recordings fik øjeblikkelig klassikerstatus. Mange mente endda, at det var Cashs bedste album nogensinde. Og at Cash stadig kunne være hip med de unge, viste sig med al ønskelig tydelighed, da en video til nummeret »Delia’s Gone«, hvor sangeren skyder og begraver supermodellen Kate Moss, var så stærke sager, at MTV måtte klippe scener ud for at vise den.
Efterfølgeren, Unchained (1996), blev om muligt en endnu større succes. Måske fordi Cash og Rubin modstod fristelsen til blot at gentage opskriften fra det første album. I stedet indkaldte de Tom Petty and the Heartbreakers samt en perlerække af andre musikere, sammen med hvem Cash indspillede et repertoire af sange, der spænder fra folk og country til pop og rock, fra Jimmie Rodgers til Beck og Chris Cornell (Soundgarden).
Musikken havde nu fjernet sig markant fra den country-verden, hvor man ellers – til Cashs ærgrelse – følte, at man havde patent på ham. Og albummet blev da også bedre modtaget i rock- end i country-kredse, hvilket fik den gamle outlaw til at rasle med pistolerne. Sammen med Rick Rubin indrykkede han en helsidesannonce i magasinet Billboard med et billede af den vrængende sanger, der giver fotografen fingeren, ledsaget af teksten: »American Recordings and Johnny Cash would like to acknowledge the Nashville music establishment and country radio for your support.«
Yderligere to album med Rick Rubin fulgte: American III: Solitary Man (2001) og American IV: The Man Comes Around (2002). Begge lå i nogenlunde direkte forlængelse af Unchained, dels i lyd og fornemmelse, dels med deres blanding af klassikere, nyskrevne Cash-sange og materiale af yngre komponister (U2, Depeche Mode, o.a.). Den lange pause mellem Unchained og Solitary Man hang sammen med Cashs stadig større helbredsproblemer. I slutningen af 1997 kollapsede han i New York og lå i coma i 10 dage. Og omkring samme tid blev han diagnosticeret med en nervelidelse, sandsynligvis Shy-Drager syndrom, en sjælden form for Parkinsons. Efter fyrre år på landevejen måtte den gamle cirkushest nødtvungent acceptere, at tiden som turnérende musiker var forbi. Stemmen var heller ikke, hvad den havde været, og især på The Man Comes Around begyndte det at knibe i kritisk grad.
I februar 2002 fejrede Cash sin 70-års fødselsdag, og tiden fordeltes nu mellem indlæggelser og nye indspilninger med Rubin. Senere samme år overraskede Cash endnu en gang ved at modtage seks grammy-nomineringer for den rystende antinarkotika-video til »Hurt« (af Trent Reznor fra Nine Inch Nails). Cash syntes nu nærmest at være udødelig. Og samtidig med at de fire album for American Recordings havde revitaliseret den levende legende, havde de skabt en betragtelig interesse blandt yngre generationer for hans omfattende bagkatalog. I maj 2003 fik Johnny Cash imidlertid det sidste og afgørende stød, da hans livsledsagerske, kollega og hustru siden 1968, June Carter – kvinden, til hvem han havde skrevet »Meet Me In Heaven« – døde efter en operation. Hen over sommeren forsøgte han at slæbe sig i studiet for at dulme smerten over tabet, men den 12. september blev også Manden i Sort indhentet af omkostningerne ved et liv, som i kunstnerisk henseende ikke kunne have fået en mere værdig afslutning.

*Stephen Miller: Johnny Cash – The Life of an American Icon, Omnibus Press, 2003, 406 sider. 14 pund