Læsetid: 4 min.

Nekrologer

20. februar 2004


Hasse Ekman, 88 år
*Hvor vi dog elskede den, dengang i de alvorsfulde 1950’ere – Hasse Ekmans løsslupne parodi-farce Ratataa (The Staffan Stolle Story 1956), hvor han sammen med Povel Ramel gør tykt grin med datidens patetiske filmdramaer og selvsmagende klichéer.
Hasse Ekman var tidligt et fænomen i svensk film, vidunderbarn af den store film- og teaterstjerne Gösta Ekman (og senere far til den smågeniale karakterskuespiller også kaldet Gösta). Hasse Ekman instruerede 41 film, skrev 55 og medvirkede i 49. Han beherskede stort set alle genrer med sin håndværksmæssige dygtighed. Sidste halvdel af 1940’erne var hans store periode.
Han var altså svensk films golden boy og førende navn, da en anden stor begavelse begyndte at røre på sig – Ingmar Bergman, der blev hans konkurrent. På en så fatal måde, at Ekman så at sige opgav ævred, begyndte at lave ligegyldige komedier og i midten af 1960’erne trak sig helt ud af svensk film og flyttede til Spanien – endnu ikke 50 år gammel!
Bergman brugte ham kuriøst nok i nogle mindre roller, f. eks. i Gøglernes aften (1953) og har siden om Hasse Ekmans egen yndlingsfilm – Pigen og Hyacinten (1950) om en ung lesbisk kvinde – skrevet, at den er »et absolut mesterværk. 24 karat. Fuldendt.« Men den mere letbenede og til tider facile Ekman kom til at stå skyggen af Bergman og – hellere end at tage kampen op – abdicerede Ekman.
Selv om det er 40 år siden Ekman udsendte sin sidste film, er den produktive tusindkunster (han skrev også slagere!) ikke helt glemt. Der dukker stadig bevægede filmminder op fra de skribenter, der oplevede hans film for mange år siden. F. eks. den sommerromantiske Vandring med månen (1945) om en gymnasiasts møde med et omrejsende teaterselskab – en af de særligt udvalgte film, Jørgen Stegelmann omtaler med megen varme i sin fine bog Mine 100 film.Pim

Shulamit Hareven, 73
*»Jeg er levantinsk«, er den træffende indledning på et selvbiografisk essay i den israelske forfatter Shulamit Harevens bog, som i 1995 udkom på engelsk med titlen The Vocabulary of Peace. Atten andre bøger nåede hun at skrive med sin egen søgen efter en identitet i Mellemøsten som rød tråd gennem en alsidig produktion spændende fra historiske skildringer, politiske essays og en enkelt thriller.
Sin opvækst i Europa beskriver hun i samme essay som »en fejltagelse, en indespærring, som et forfejlet ægteskab,« indtil hun fandt sit egentlige jeg efter at have bosat sig i Jerusalem. Denne selverkendelse betragtede hun som afgørende for at falde ind i det mellemøstlige miljø, for at finde en ny identitet, som hun opfattede som vigtig forudsætning for at israelere kan komme til at leve i fred side om side med andre levantinere – palæstinensere, egyptere, og også grækere og italienere, som i modsætning til nordeuropæere er stridbare, men også pragmatiske.
Dette blev udgangspunktet for et årelangt engagement i Fred Nu, hjertet af israelsk fredsbevægelse, hvor hendes mand Alouph Hareven også var en fremtrædende person i mange år. Med sin skarpe pen skrev hun om karisma i national ledelse eller moralske sider af beslutningsprocessen, hele tiden med en næsten formanende understregning af jødisk-israelsk indlevelse i levantismen som nøglen til fred. At hun også besad store litterære kvaliteter understreges af, at hun som den første kvinde blev optaget som fuldt medlem af Det hebraiske Sprogakademi, sidestykket til vort sprognævn.
Shulamit Hareven flygtede sammen med sine forældre fra krigens Warszawa i 1940 og undslap således lige akkurat holocaust. Denne traumatiske oplevelse er nok en af årsagerne til, at hun vendte sin europæiske baggrund ryggen, men blev også grundlaget for en dyb personlig skepsis over for den israelske stats forhold til et mørkt kapitel i jødisk historie. Hun kritiserede ofte Israel for at bruge holocaust på en måde, der stiller sig i vejen for en levantinsk forbrødring med palæstinenserne og i stedet fører til bosættelsespolitik og fejlplaceret religiøs patriotisme.faf

Henry Cockburn, 79
*Den 6. februar 1958 passede fodboldspilleren Henry Cockburn sit bijob på en avis i Peterborough. Bl.a. skrev han avisens spisesedler, men den her kunne han godt ha’ undværet. Den handlede om en flyulykke i Tyskland, der kostede en række af hans venner og tidligere holdkammerater livet, de fremragende ’Busby-babes’ fra Manchester United.
En af de omkomne var den unge superstjerne Duncan Edwards, som fem år tidligere havde stjålet pladsen som venstreforsvarer fra samme Cockburn, som efter et år i reservernes skygge forlod klubben til fordel for Bury. Hellere spille i anden division end slet ikke spille.
Og spille ville han, den nærmest diminutive, teknisk overlegne forsvarsfighter, der bl.a. via sit højtudviklede syn for spillet nåede 275 førsteholdskampe for United og 13 landskampe. Blandt triumferne tælles ikke mindst 4-2- sejren over Stanley Matthews og Blackpool i cup-finalen 1948, og endelig mesterskabet i sæsonen 1951/52.
Efter de aktive år fortsatte Henry Cockburn med en flot karriere som træner på højt niveau.ross

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her