Læsetid: 5 min.

Nekrologer

13. februar 2004


Saloum Cohen, 82
*Åndelig leder for en gruppe israelske statsborgere, som hverken er muslimer eller kristne, og medlem af det palæstinensiske parlament, men med stemmeret til israelske Knesset-valg – i én og samme person. Selv palæstinenser på papiret med bopæl i Nablus på Vestbredden, men lydende efternavnet Cohen. Denne tilsyneladende selvmodstridende personprofil dækker ypperstepræsten for det lille samaritanske trossamfund, Saloum Cohen, som døde i denne uge.
Helt i tråd med dette blev bisættelsen i sig selv et mødested for paradokser. Anført af samaritanere i sorte kåber og røde turbaner deltog officerer fra den israelske hær side om side med fremtrædende palæstinensere i begravelsen, som fandt sted ved samaritanernes helligdom på Gerizim-bjerget i Vestbreddens centrale højland; den ligger klemt mellem de yderste huse i det palæstinensiske Na-blus og en jødisk bosættelse. Stedet har i århundreder været religiøst centrum for samaritanerne, der betragter sig selv som de direkte efterkommere af de bibelske israelitter, for hvem stor geografisk splittelse er en nutidig realitet. Hovedparten af det lille samfund, der kun tæller 660 medlemmer, lever i Nablus og betragtes i alt administrativt som palæstinensere. Resten lever tæt sammen som fuldgyldige israelere i Holon, en forstad til Tel Aviv. De er stort set alle tresprogede – deres eget, som er en ældgammel hebraisk dialekt, moderne hebraisk og arabisk.
Sektens hellige skrift er de fem mosebøger, der efterleves bogstaveligt som ved den årlige påskeofring af lam som på bibelsk tid, og herfra henter dens medlemmer også belæg for at Templet ikke lå i Jerusalem, men på Gerizim. På vore breddegrader kendes dog bedst samaritaneren, der i Det ny Testamente (Lukas 10:25-37) viser barmhjertighed overfor en mand, der er blevet overfaldet af røvere.
Saloum er en samaritansk variant af ordene shalom og salaam – fred – og fredelig sameksistens er netop kernen i gruppens stille livsfilosofi. Ved siden af sit klerikale virke var afdøde således afholdt tæppehandler i intifadaens Nablus, samtidig med at han var en velkommen gæst hos israelske ledere. Et ægte paradoks i en konfliktfyldt region.faf

John Stephen, 69
*Det tog Carnaby Street i den vestlige udkant af Soho, London, knap 300 år at blive verdensberømt, men så skete det også med et brag. Gaden fra 1680’erne blev overtaget af John Stephens. ’The King of Carnaby Street’ var hovedansvarlig for berømmelsen, og hans medie var tøj. Modetøj – med masser af farver, krøs og bånd – til mænd! Værre kunne det ikke blive. Men gaden blev pejlemærke for hele den vestlige verdens unges drøm om ’Swinging London’.
Han kom fra Glasgow til London i 50’erne, hvor ethvert stykke farvet tøj på en mand straks stemplede denne som meget lidt ’rigtig’ mand. Stephen blev assistent hos Bill Green, en fotograf der også havde en modeforretning, ’Vince’, der solgte endog meget farverigt og ikke nødvendigvis traditionelt skræddersyet tøj til herrer.
John Stephens ville videre, og det kom han. Hans første forretning åbnede i 1957, og der var både plisserede lommer, en antydet krave – nogle husker måske ’Beatles-jakken’ fra år senere – det lignede gammelt kluns med nye farver og mønstre – og det virkede.
Stephens, som i øvrigt selv igennem hele karrieren holdt sig til hvid skjorte og habit, et stunt i sig selv, naturligvis, blev detailhandler, og flyttede til – Carnaby Street. Nærmest hele Carnaby Street, da det gik hedest til, var han indehaver af 13 forretninger i gaden, ud over dem han havde i resten af verden.
Som Simon Spies herhjemme, var John Stephen en mester i selviscenesættelse. Han havde ingen stok, i stedet spiste han gerne middag på The Ivy i selskab med sin hvide schäferhund, Prince. Desuden havde han en forkærlighed for Rolls Royce-biler, og købte sin første model som 20-årig.
Men grundlæggende var han en fremragende modeskaber – og forretningsmand. Popmusikken bragede ud af de åbne butiksdøre, og inden for kunne man møde de udøvende kunstnere live – de var inde for at købe tøj. The Kinks, The Beatles, Rolling Stones, The Bee Gees.
Men John Stephens var ikke blot en flamboyant, nyrig vindbøjtel, han var også en fornuftig forretningsmand, måske spillede den skotske baggrund ind. Den unge mand havde ved hårdt arbejde og en utrolig sans for pr. oparbejdet et imperium – som han solgte i 1975. Så behøvede han ikke at lave mere, ud over at afhænde samtlige sine arkiver til The Victoria and Albert Museum. Han gjorde begge dele, altså afhændede sine arkiver, og lavede ikke mere, udover lidt import af vildt dyrt fransk og italiensk modetøj.
På grund af sygdom trak han sig helt tilbage fra offentligheden i 2002.ross

Ryszard Kuklinski
*Den polske mesterspion fra Den Kolde Krig Ryszard Kuklinski er død på et hospital i Washington.
Kuklinski var oberst i den polske hær og med i den øverste militære stab i Polen under Den Anden Verdenskrig. Fra 1972 til 1981 videregav han omkring 35.000 tophemmelige dokumenter fra Warszawa-pagten til CIA, inden han sammen med sin familie hoppede af til Vesten.
»Han var en tragisk person. På den ene side var han polsk soldat, på den anden side amerikansk spion,« siger Lech Walesa, tidligere leder af Polens frie fagbevægelse Solidaritet og tidligere præsident i Polen.
En domstol i Polen dødsdømte i 1984 Kuklinski in absentia for at have videregivet efterretningsoplysninger til USA, herunder kommuniststyrets planer om at indføre undtagelsestilstand i 1981 i et forsøg på at knuse Walesas Solidaritets-bevægelse.
I 1989 blev kommuniststyret i Polen væltet, men dommen imod Kuklinski blev først ophævet i 1995, og han blev ikke fuldt ud rehabiliteteret før i 1997.
I 1998 besøgte han Polen og fik en heltemodtagelse af den daværende højreregering, der takkede personer som Kuklinski for, at Polen efter fem årtier genvandt uafhængigheden.ritzau/Reuters

John Hench, 95
*Han har arbejdet for Disney i næsten 65 år, samarbejdet med Salvador Dali, designet Disneys forlystelsesparker verden over, været Mickey Mouses officielle portrætkunstner, vundet en Oscar i 1954 og er nomineret til en ny 50 år senere? Navnet er John Hench.
Han fik sit første job for Walt Disney Studios i 1939 og er sidenhen blev kaldt Disneys designguru. I berømte tegnefilm som Askepot (1950), Alice i Eventyrland (1951) og Peter Pan (1953) var det John Hench, der stod for farverne og stilen, og han vandt en Oscar for bedste special effects i arbejdet med den enorme hydrauliske kæmpeblæksprutte i filmen 20.000 Leagues Under the Sea.
1945 bød på en noget usædvanlig opgave for Hench. Han arbejdede sammen med Salvador Dali og producerede en fortolkning af den mexicanske ballade Destino. Projektet blev dog lagt på hylden efter otte måneder og først 56 år senere færdiggjort under ledelse af John Hench selv. Den animerede kortfilm er for nylig blevet nomineret til en Oscar.
I 1954 blev Hench udpeget som officiel portrætkunstner for Mickey Mouse, og han malede den populære mus på dennes 25., 50., 60., 70. og 75. jubilæum. ahr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu