Læsetid: 5 min.

Nekrologer

6. februar 2004


Jack Paar, 85
*Nu er det jo hverken David Lettermann, Jay Leno, Otto Leisner eller Jarl Friis-Mikkelsen der har opfundet ’tv-samtale-show’et’, selv om de alle, på hver deres måde, gerne har villet give seerne det indtryk. Det er, eller rettere var, den nu afdøde Jack Paar, som i løbet af blot fem år, fra 1957 til 1962, grundlagde den formel disse shows stadig kører efter, sådan stort set.
I amerikansk showbusiness er fem år ikke meget at bygge en livslang popularitet på, men det lykkedes faktisk for Jack Paar, som i øvrigt var 37 år gammel, da hans ’To-night Show’ blev et hit for tv-netværket NBC. Da han meget pludseligt forlod showet i 1962, havde han hver aften syv millioner seere.
Han voksede op med radio bøde før og efter Anden Verdenskrig, hvor han i øvrigt optrådte for udstationerede amerikanske styrker over det meste af verden, havde han en lang række radioshow, men det blev via tv, han opnåede sin ikon-agtige status.
Det var egentlig meget enkelt.
Allerede tidligt i 50’erne havde amerikanerne opfundet ’tonight-tv, ’late night-tv’, bare et eller andet, der kunne holde seerne oppe, så de kunne se noget – mens de så reklamer.
Og så kom Jack Paar, komplet med skrivebord og sofa, og en personlighed, der ikke var bange for at skinne igennem, og hvis endog meget følelsesladede udbrud – live, on screen – var en kilde til stadig og lige dele både frustration og begejstring for både seere og arbejdsgiver.
Jack Paar var et levende menneske, også når han var på. Han var nysgerrig, videbegærlig, og når han spurgte sine gæster om noget, fik man det klare indtryk at han faktisk personligt gerne ville have et ordentligt svar. Han slæbte næsten ukendte folk i studiet, mennesker der havde tirret hans nysgerrighed, og som han gerne ville, at publikum også skulle blive interesserede i, Carol Burnett, Bill Cosby, Woody Allen og – The Beatles. Som han gerne pralede med, var de på hans show før de optrådte hos Ed Sullivan. »Fordi de var sjove,« sagde han engang, »ikke fordi jeg kunne li’ deres musik.«
Efter sin pludselige afsked med The Tonight Show flyttede Paar til prime time-underholdningsudsendelser, og i slutningen af 60’erne købte han sin egen tv-station, som han så hurtigt solgte igen til tonerne af de mange dollar, han benyttede resten af sit liv til at rejse for, passe familien og lege med elektronik.ross

Milt Bernhart, 77 år
*Da alle tiders crooner, Frank Sinatra, i 1956 indspillede plade med The Nelson Riddle Orchestra, tilfaldt det en ung basunist fra orkestret at spille en solo i parløb med Sinatra. Nummeret var Cole Porters »I’ve Got You Under My Skin« og blev et af Sinatras mest populære og slidstærke sange (fra pladen Songs For Swingin’ Lovers). Og dermed blev basunsoloen, der er med til at styrke og løfte sangens intensitet, også en af de mest hørte nogensinde. Manden bag hornet var Milt Bernhart.
Nu er han død, 77 år. Bernhart begyndte at spille basun i 12-års alderen. Efter sin tid i militæret endte han i Stan Kentons orkester. Bernhart var bl.a. solist på »The Peanut Vendor«, et af orkestrets signaturnumre.
Bernhart spillede løst og fast med Kenton i 10 år, alt imens han i en kort periode var med i Benny Goodmans orkester. Indtil flere hændelser bl.a. af racistisk tilsnit gjorde dog en ende på Bernharts lyst til at spille videre med ’Swing-kongen’. Det forlyder, at dennes sorte tenorsaxofonist, Wardell Gray, ved et engagement på et hotel i Las Vegas ikke måtte opholde sig i samme rum som de øvrige orkestermedlemmer. Men trods orkestrets protester imod hotellets racepolitik gjorde Goodman ingenting.
I 50’erne virkede Bernhart som studie- og klubmusiker. Han medvirkede i tv-shows og spillede bl.a. med Shorty Rogers, Jimmy Giuffre og Shelly Manne i The Lighthouse All Stars, hvis indspilninger var blandt de indflydelsesrige på den amerikanske vestkyst-scene. Orkestret medvirkede i øvrigt i 1954 på lydsiden til filmen The Wild One (da. Vild ungdom) med Marlon Brando i hovedrollen. I 1955 udsendte Bernhart sit soloalbum, Modern Brass.
Bernhart trak sig i 1973 tilbage fra scenen og investerede i et rejseselskab. Men Bigband-musikken forblev hans hjertebarn. I 1986 stiftede han The Big Band Academy of America til bevarelse og udbredelse af bigbandmusikken og dens historie.cmh

Ally MacLeod, 72
*Skotsk fodbold, både på klub- og landsholdsplan, har altid været kendetegnet af en masse anstrengelser og meget få, store resultater. Dette var, om noget, kendetegnende for perioden under Alistair ’Ally’ Reid MacLeod, hvis navn for indfødte skotter altid vil være forbundet med verdensmesterskabsdeltagelsen i Argentina 1978, på både godt og ondt, det gode udspillede sig ikke mindst før VM, under skotternes kvalifikationskampe.
Ikke nok med at Skotland havde kvalificeret sig, de havde gjort det så overbevisende, at selv nøgterne iagttagere ikke som normalt afskrev dem en chance for at gå videre til mellemrunden.
Længe inden de nåede så langt havde MacLeod aftjent sin værnepligt som træner – helt fra bunden. Hans egen udøvende karriere, som venstreangriber for Blackburn Rovers, kulminerede med et 3-0-finalenederlag i FA-Cup’en mod Wolverhampton. Det var i 1960.
Han tog hjem til Skotland, og blev først spiller i, senere træner for, noget der hed Ayr United, befolket af deltidsprofessionelle, og fast placeret i anden division. MacLeod sørgede for oprykning. Det skaffede ham et job som træner i den noget større klub Aberdeen i 1975, og her scorede han nok sin karrieres største triumf, da klubben to år senere vandt League-cup’en med 2-1 over Celtic.
MacLeod kunne et eller andet med at få sine spillere til at tro på at de spillede langt bedre end de egentlig gjorde, og i hvert fald bedre end modstanderne, en ikke ringe evne hos en fodboldtræner.
Dette gjorde sig også gældende, da MacLeod overtog det skotske landshold efter pokaltriumfen.
Han fik spillerne til at tro på at de var lige så gode som den almindelige skotte altid havde ment de var, og der var total jubel i hele nationen, da holdet kvalificerede sig til VM i Argentina efter i sidste kamp at have besejret Wales med 2-0.
Desto værre blev nedturen ved den indledende pulje i Cordoba i Argentina. Modstanderne hed Cuba og Iran, og til sidst Holland. Inden skotterne havde grinet færdig, havde de tabt 0-3 til Cuba, spillet 1-1 mod Iran, og skulle nu vinde med tre overskydende mål mod Holland. De scorede godt nok tre mål, men Holland scorede to. Det ’pæne resultat’ hjalp lidt på æren for MacLeod, men ikke mere end han blot stod i spidsen for landsholdet i en enkelt kamp mere, så kastede han sig igen over klubtræner-gerningen.
Sideløbende med sit job som pub-ejer i Kilmarnock, trænede han i de efterfølgende år fire forskellige skotske klubber, deriblandt – i to omgange – de gamle yndlinge fra Ayr United.
Sine sidste år var Ally MacLeod hårdt ramt af Alzheimer, men lige så nationalt fanatiske de skotske fodboldfans kan være, lige så gode er de til at huske deres helte, og i 2003 fik MacLeod overrakt en pokal af den skotske fanklub-forening i 25-året for turen til Argentina. ross

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu