Læsetid: 3 min.

OVERBLIK - KULTUR

18. februar 2004


Russisk instrueret HCA-film
*Den russiske instruktør Eldar Ryjasanov planlægger at lave en spillefilm baseret på H.C. Andersens eventyr Svinedrengen, Skyggen, Prinsessen på ærten og Den lille pige med svovlstikkerne.
Ved en sammenkomst på Det Russiske Center for Kultur og Videnskab i København betroede den 76-årige instruktør, at realiseringen af projektet er en gammel drøm, der nu ser ud til at gå i opfyldelse, anfører Ritzau. Filmen med den foreløbige titel Andersens fantasier skal laves som en international co-produktion med danske, russiske, tyske, engelske og amerikanske skuespillere og vil være den sidste i en karriere, der spænder over 30 film og tv-serier. Som en del af markeringen af 200-året for eventyrdigterens fødsel, arbejdes der for indeværende tillige med to danske filmprojekter, instrueret af henholdsvis Bille August og Rumle Hammerich.
msk

Utzon Centret finder fodfæste
*Den netop etablerede bestyrelse for Utzon Centret afholder deres første møde 17. februar i lokalerne på Institut for Arkitektur og Design på Aalborg Universitet. Her skal visionerne for centret diskuteres, og den fremtidige placering af centret besluttes. Arkitekten Jan Utzon vil på mødet repræsentere faderen Jørn Utzon, hvis arkitektoniske arbejde danner grundlag for centret. Det er planen, at Utzon Centret skal virke som internationalt forum for forskning, diskussion og præsentation af Jørn Utzons værker. Utzon Centret arbejder tæt sammen med virtual reality laboratoriet på Aalborg Universitet om at skabe modeller af Jørn Utzons ikke-realiserede bygninger i virtual reality for at give et større publikum adgang til denne del af Utzons projekter. Flere af modellerne vil indgå i den store Utzon-udstilling, der åbner på Louisiana 2. april. msk

Nørlunds debutantpris
*Nikolaj Nørlunds eksklusive pladeselskab Auditorium, har indført en ny prispolitik på debutant-udgivelser. Fra og med Martin Ryums første solo-udspil Uden Garanti, der just er udkommet, vil alle selskabets debuterende kunstneres udgivelser kunne erhverves formedelst 100 kroner. Og det er bestemt ikke, fordi de er mindre lytværdige. »Vi synes, det er godt at give folk mulighed for at kunne tage en chance med noget musik, de ikke kender. På en lidt impulsagtig måde,« siger Nikolaj Nørlund til Gaffas netudgave.
Umiddelbart har pladeselskabet dog ikke flere debutanter på bedding. Til gengæld udsender selskabet ultimo marts opfølgeren til Lise Westzynthius’ sfærisk komponerede debut Heavy Dream fra 2002, betitlet Rock, You Can Fly, hvor engelske Ian Caple, der tidlige har produceret for navne som Tindersticks og Stina Nordenstam, har været inde over. msk

Liebeskind tegner Dali-museum
*Arkitekten Daniel Libeskind har efter et besøg i Prag indvilliget i at tegne et Salvador Dali museum til byen, skriver Associated Press. Han løfter sløret for en model af sine visioner i Prag 11. maj på 100-året for Dalis fødsel. Museet, der kommer til at koste cirka 15,7 millioner dollar, vil udstille et sted mellem 1.000 og 1.500 af Dalis værker, lånt fra samlinger i Spanien, Frankrig og Tyskland. Derudover vil bygningen huse en udstillingshal for moderne kunst, en restaurant, et teater samt lejligheder til besøgende kunstnere. Såfremt projektet, der skal finansieres af private investorer, bliver godkendt af de tjekkiske myndigheder, vil konstruktionen kunne stå færdig i 2007.
Miro Smolak, der er initiativtager til museet, fik ideen til et permanent Dali-udstillingsvindue, da en Dali-opsætning på hans galleri i Prag for fem år tilbage tiltrak 35.000 besøgende på blot to måneder. msk

Sprogets finurligheder
*Den tidligere formand for Dansk Sprognævn, professor Erik Hansen, tildeles Modersmåls-Selskabets pris for 2004, skriver Ritzau.
Erik Hansen, der nu er pensioneret, har i næsten 40 år undervist ved Københavns Universitet. Han er forfatter til en lang række fagbøger og andre værker om sprogets mysterier og virkede i årene 1985-95 som ekstern sprogkonsulent i Danmarks Radio.
Af selskabets motivering lyder blandt andet: »Som flittig avisskribent og mundtligt bl.a. i radioens ’Sprogminutter’ har han gang på gang sat os på forundringsbænken over vort sprogs finurlige nuancer og mangfoldighed«. Sidste år tilfaldt prisen musikeren og sangskriveren Steffen Brandt. msk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu