Læsetid: 4 min.

På sporet efter den tabte tid

Efter at have varetaget baspositionen i støjrockensemblet Speaker Bite Me i ti år, markerer Martin Ryum sig som følsom singer-songwriter i bedste Nick Drake-stil
13. februar 2004

Ny cd
Inde i mangen en kompromisløs støjrocker bor en følsom sjæl, der ønsker at blive sluppet fri. Og Mar-tin Ryum er én af slagsen – efter at have gjort sine hoser grønne som bassist og sanger i Murmur i de tidlige halvfemsere gik han fra ’95 videre i det velrenommerede Speaker Bite Me, der siden udsendte en række albums af svingende kvalitet og intensitet, om end gruppen aldrig er fremstået som mindre end interessant. Til gengæld har bandet altid leveret varen live, thi på en scene er SBM noget nær monstrøs i al sin indædte vælde. Ryums debut – Uden Garanti hedder den såmænd – er dog alt andet end monstrøs, til gengæld er den kantet, udfordrende og anderledes. Lidt som sin ophavsmand, altså.
Godt nok lyder Ryum på åbningssangen »Indbrud« som en kølig Nikolaj Nørlund-elev – og Uden Garanti er da også udsendt på dennes pladeselskab, Auditorium, lissom Nørlund har produceret og spiller både keyboard og guitar – men det er et indtryk, der hurtigt fortager sig, efterhånden som man trænger ind i den musikalsk afvekslende og tekstligt udfordrende samling sange, den gode Ryum har stået fadder til. Ifølge 30-årige Ryum udgør de otte kompositioner status over hans liv som ung mand i tyverne, men ved grundig aflytning fremstår Uden Garanti ikke specielt konceptuel. Heldigvis. Derimod tyder den på et uortodokst sangskrivningstalent med en hel del på hjerte; men selvom den sagesløse lytter på i omslaget loves, at teksterne forefindes på Auditoriums hjemmeside, er det bare noget de siger; dér ligger diddley-squat, gør der. Og det er ikke helt nemt at opfange hver en sproglig nuance i Ryums sangforedrag; men fuck nu det – selv uden tekstark fornemmes et lyrisk gemyt… helt ud i titler som »Snehvideblomster snér«, »Havet«, »Bomuld« og »Solrefleks«.

Forvirret sårbarhed
Når pressemeddelelsen taler om »8 elegante popsange«, kunne den dog ikke have skudt mere forbi, om der så var tale om et bevidst forsøg derpå. Der er INTET poppet – ikke skyggen af de hooks og catch-phrases, der nu engang skal til i poppen – over Ryums langsomt imploderende og lidet lineære kompositioner med kun enkelte fløjteværdige melodier inden for hørevidde, til gengæld bevæger han sig uforfærdet ud i et spændende eksistentielt tintet singer-songwriter territorium med en tone, der slås an allerede i åbningssangens genkommende og mantriske ’Hvem er min far/ hvor er min mor?’ subsidiært ’Hvor er min far/hvem er min mor?’, hvor sang-stemmen leder ’efter noget, der er gået tabt’. En barndom, måske?
Når pressemeddelelsen taler om at Ryum er »et sandt barn af 60’er-generationen […] vokset op med ’to mødre’«, ligger tanken i hvert fald lige for. Her gives i hvert fald på smukkeste facon udtryk for såvel forvirret sårbarhed som nysgerrig åbenhed, hvilket der næsten kun kan komme noget godt ud. For så vidt talentet kan bære. Og Ryum er heldigvis velforsynet, hvad det angår. Thi selv om der her er et usædvanligt følsomt registrerende gemyt på spil, kammer det aldrig over i hverken føleri eller bekendelse – dertil er Ryum både for omhyggelig med sine virkemidler og for intelligent i sin tilgang til materialet.

Lyrisk overjeg
Ryums tone kan stedvist give associationer til folk som (især) Nick Drake, Rufus Wainwright og Cat Powers, men han er ikke desto mindre helt sin egen. Hans baggrund i rocken skinner igennem på den rustikke »Havet« og den herligt hakkende »Ord der larmer« – hvis effektive guitarindsatser giver mindelser om en Adrian Belew – men det er overall mere givende, når han lader sit lyriske overjeg skinne igennem som på den virkelig fine »Danmarkssangen«, hvor Ryum er tæt på at skrive sig ind i den klassiske højskolesangbogstradition – som når han præcist karakteriserer sit hjemland (og måske sig selv) som et »tungsindigt vekselvarmedyr« eller den på en gang perlende og massive »Solrefleks«, der på det nærmeste RISLER gennem lytteren.
Tour de forcen er dog det maje-stætisk fremadskridende titelnummer, en syv minutters lang opdagelsesrejse gennem seksualitet – Ryum er erklæret biseksuel – kærlighed, længsel og udfrielse: »vi kysser alle, popper eliksir/ligger i en bunke, tre drenge og to piger/ og giver alt… vi prøver alt«. En født klassiker, der i en gammel rottes ører giver remiscenser af David Crosbys mægtige ’Triad’.
»Jeg lader træerne findes«, lyder det mystificerende omnipotent på det i øvrigt rytmisk raffinerede »Snehvideblomster snér«, hvor en Allan Mattsons bas imponerer; i det hele taget er det udsøgt kompetente musikere Ryum omgiver sig med og man hørte gerne mere til saxofonisten Niels Oldin, hvis tone er både prægnant og udtryksfuld. Kapelmesteren selv spiller et rudimentært – måske autodidakt – men ekspressivt klaver, samme instrument, som sangene er komponeret på, hvilket måske forklarer deres originale strukturer og den skæve indfaldsvinkel til det melodiske.
Uden Garanti er en af de vægtigste dansksprogede udgivelser længe hørt, med en perfekt balance mellem tekst og musik, mellem det blide og det hårdtslående, mellem søgen og mættethed, mellem nysgerrighed og længsel, ja den er i det hele taget lidt af en gave at få i disse sine hænder.
Martin Ryum er er stort og originalt talent – i så høj grad, at vi føler os foranlediget til at påpege, at den slags altså forpligter. Vi orker med andre ord ikke vente ti år på, at denne Ryum skulle få lyst til at gøre status over sit liv i 30’erne. Tilbage til tangenterne, Martin. Og dét i en ruf!

*Martin Ryum: Uden Garanti (Auditorium/Playground). Producer: Nikolaj Nørlund
www.auditorium.nu
Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu