Læsetid: 5 min.

Pædagoger i fri følelsesgalop kørte Sorgenfrey i defensiven

Selvfølgelig skulle FTF-formanden Bente Sorgenfrey have beholdt sin aftrædelsessum fra BUPL. Jantelov og manglende professionalisme fik overtaget i det kvindedominerede forbund
14. februar 2004

Qlummen
Hvorfor beholdt du ikke bare pengene,« spurgte Christine Antorini FTF-formanden Bente Sorgenfrey i DR’s Deadline. Det må hun nok spørge om. Selvfølgelig skulle Bente Sorgenfrey have beholdt den fratrædelsesgodtgørelse, hun ifølge fagforeningens BUPL’s regler var berettiget til, da hun skiftede til en ny formandsstilling – i FTF. Spørgsmålet er alligevel, om Bente Sorgenfrey ikke valgte klogt – menneskeklogt – da hun gav op og valgte at ekspedere de 335.000 kr. tilbage.
Det bliver sagen bare ikke mere retfærdig af. Sjældent har man set så megen smålighed og fri følelsesgalop sætte et regelsæt ud af kraft. Sjældent har man set så megen mangel på indsigt, logik og konsekvens skubbe en i realiteten indiskutabel sag ud i hampen. Og det altsammen fordi den kvindelige formand efter års i øvrigt flittigt og synligt arbejde som formand for landets børne- og ungdomspædagoger ved et jobskifte fik 335.000 skattekroner i ekstra løn – en aftrædelsesgodtgørelse, fagforeningen selv har vedtaget. Og som ingen på de seneste kongresser har fundet anledning til at tage op til diskussion.
Ikke desto mindre hagler hadeordene ned over BUPL’s hjemmeside i samme øjeblik, reglerne bliver effektueret. Og vupti: En syndebuk er født. I stedet for at bebrejde sig selv og fagforeningsdemokratiet, at man ikke har taget reglerne op til revison, vælger det følelsesbesatte folkefærd at gå efter den afgåede formand. Hvad hun i de efterfølgende uger ikke bliver beskyldt for: »Pamperi«, »tyveri,« »favorisering af en kæreste«. – Intet er tilsyneladende helligt: »Du er en pamperluder.« »Håber du får kræft og dine møgunger dør i en tragisk død i en bilulykke,« lyder de mere ekstreme udsagn.
»Jeg har haft kræft og håber naturligvis ikke, det kommer igen,« replicerer Bente Sorgenfrey. »Jeg elsker mine børn og ønsker dem et langt liv. Luder har jeg aldrig været, men pamperbegrebet er svært at ryste af sig, når først medierne med deres halve sandheder går i selvsving.«

Bente Sorgenfrey har selv forsigtigt spurgt, om der mon gælder særlige regler for kvindelige ledere? En af hendes tidligere mandlige medlemmer var da heller ikke sen til på BUPL’s hjemmeside dagen efter indslaget i Deadline at håne Sorgenfrey for at tillade sig at optræde i sjal under interviewet – for – som han insinuerede – at understrege sin kvindelighed. Et sjal...
Jeg mener faktisk ikke, at reaktionerne i BUPL’s brogede medlemsskare så meget handler om, at formanden er kvinde, som om Jantelov, manglende fagpolitisk bevidsthed og – ikke mindst – forståelse og accept af og fortrolighed med begrebet professionalisme. Det sidste kan have at gøre med, at kerneydelsen omsorg, der involverer det følelsesmæssige apparatur, ikke traditionelt opfattes som rigtig professionelt. Den kendsgerning kan sagtens tænkes at hæmme udviklingen af en professionel identitet i en faggruppe.
Lad os tage Janteloven først: Folk har det med at tro, at ledere tjener »røven ud« ved at sidde på en stol og vælte sig i pampermiddage. Det er der også nogen, der gør. Men ligesom store kunstnere ikke bliver kunstnere ved ’bare’ at have et talent, så kræver det jævnligt en arbejdsindsats over det gennemsnitlige at udfylde et lederansvar. Ledelse er i perioder urimeligt hårdt arbejde med personlige omkostninger, som størstedelen af de ansatte, der med hold i reglerne stryger ud af døren fredag på slaget 14, aldrig selv ville yde.

Man må som leder på Sorgenfreys niveau leve med aldrig at vide, hvornår en arbejdsdag er slut. Man må acceptere, at visse dage kun levner fire timers nattesøvn. Man må acceptere dage med et eller tre møder placeret forskellige steder rundt om i landet. Man må leve med, at folk taler til én konstant – og at man ikke når at ringe hjem. Man må leve med konstant at være på. Og med at ens konklusioner grundigt kritiseres.
Da jeg læste den syv-døgns dagbog, journalisten Morten Brink Iwersen i Politiken Søndag skrev om FTF-formanden Bente Sorgenfreys liv midt i den BUPL-ende hede, fik jeg det nærmest fysisk dårligt ved mine egne mest belastende dage som chef. Da hun mellem to indenrigsflyvninger deler en ostemad med sin mor, er denne refereret for det medmenneskelige spørgsmål, om det nu også »i det hele taget er sliddet værd at have den slags job.«
Hvad synes du selv?
Når jeg tænker på, i hvilken grad Bente Sorgenfrey i sine ni år som formand for BUPL var i stand til at sætte barnets tarv og presset på daginstitutioner og pædagoger på dagsordenen i den offentlige debat, fatter jeg ikke, at en skare pædagoger, der godt kunne profitere af hendes faglighed, forhandlings- og formidlingstalent, mens tid var, efter indsatsen kan få ondt af, at hun modtager en aftrædelsessum på – ja undskyld – sølle 335.000 kr . For en (urimeligt lavtlønnet) pædagog er en månedsløn på 50.000 kr. mange penge. Men det er set i forhold til indsatsen og sammenlignet med andre fagforeningslederes månedsløn absolut ikke en høj løn. I det private erhvervsliv er aftrædelsesgodtgørelse helt almindeligt ud fra en forståelse af, at den pågældende leder har behov for at finde sine nye ben og evt. efteruddanne sig.
Bente Sorgenfrey talte i kampens hede flittigt med sit bagland og må være blevet klar over, at det i BUPL’s medlemsskare er så som så med forståelsen af, at regler er regler. Jeg tror, at hun på den baggrund besluttede sig følelsesmæssigt. For at give beslutningen fagpolitisk skær, valgte hun at hæfte sig ved, at hun var gået fra ét tillidsvalgt job (som formand for BUPL) til et andet, (formandsposten i FTF). BUPL’s regelsæt siger ganske vist ikke noget om, at en formand ikke skal have en aftrædelsessum, hvis han/hun bevæger sig mellem to tillidsjobs. Men ved at komme medlemsskarens kritik i møde på det punkt, skaffede hun sig fred. Hun tog med andre ord den uprofessionelle beslutning at betale sin aftrædelsesgodtgørelse tilbage.
Selv en dygtig forbundsformand er et menneske. Med behov for at blive respekteret i sit bagland. Jeg tror, at Bente Sorgenfrey har tænkt, at gamle venskaber og rødder er mere værd end 335.000 kr. Deri vil mange kvinder give hende ret.
Set med mine øjne blev hun regulært mobbet af folk, der satte deres individuelle, egoistiske synspunkter over det fagpolitiske regelsæt og krævede det samme af deres tidligere forbundsformand. Godt man ikke er kvindelig fagforeningsformand.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her