Læsetid: 5 min.

Pakistans sprængfarlige historie

Hvorfor tøvede USA så længe med at gribe ind over for Pakistans handel med atomteknologi?
26. februar 2004

TOKYO – »Amerika ved, at vi har bomben. CIA ved det også, til trods for at de offentligt påstår, at vi lige er startet. Spekulationerne i flere aviser er korrekte. Fortæl jeres in-diske forskere, at jeg klarede det på syv år, mens de skulle bruge 12 ... «
Allerede i 1978 afslørede dr. Abdul Qadeer Kahn, at Pakistan havde kernevåben. Det skete i et interview med min mangeårige ven Kuldip Nayar på Indian Express, og alt der krævedes for at få scoopet var en lille provokation.
»Hans nationalistiske følelser svulmede over, da jeg sagde, at indiske kernefysikere var sikre på, at hans projekt var dømt til at mislykkes«, fortalte Kuldip mig senere.
Bomben delte vandene i Pakistans korte historie og påvirkede hele nationen. Dr. Khan var en kendt person allerede længe inden prøvesprængningen i Chagrai-bjergene i 1998, og hans arbejde var en offentlig hemmelighed. De religiøse partier begyndte at se ham som en nøglefigur i deres planer. Man drømte om befrielsen af det besatte Kashmir, og arvefjenden Indien var ikke længere uovervindelig. Kendskabet til bombens tilblivelse bidrog i høj grad til en optrapning af jihad, hellig krig, og til øget mobilisering.
17 år senere er Kuldip Nayar stadig overbevist om, at USA havde kendskab til ’den islamiske bombe’, og at Reagan-regeringen sov i timen. Den altoverskyggende prioritet for Washington var på det tidspunkt at få den Røde Hær suget ned i Afghanistans kviksand. Pakistan var en nær allieret, og via diktatoren Zia ul-Haq øste man våben ud til mujahedinernes forskellige fraktioner.

Gentagelse
Nyheden om bomben – også offentliggjort i The Observer – vakte stor opmærksomhed og førte senere til, at den amerikanske kongres standsede al militær og økonomisk bistand. Det tog dog tid, efter som præsident Reagan ikke ville lægge sig ud med Zia og valgte at ’antyde’, at Pakistan ikke havde kernevåben.
Nu oplever vi en gentagelse: Præsident Bush forsikrer, at han er tilfreds med sin kollega, Musharrafs, forklaringer om, at »en grisk forsker solgte atomhemmeligheder til slyngelstater helt på egen hånd«.
»Vi påskønner de foranstaltninger, der er vedtaget«, siger han.
Han holder sikkert gode miner til slet og farligt spil, eftersom USA selv nu er stærkt afhængige af Pakistans hjælp i krigen mod terrorisme, og ’pacificeringen’ af Afghani-stan. Men hvorfor blev den ensomme ulv, dr. Khan, ikke standset langt tidligere, når CIA har holdt øje med ham i ikke mindre end 25 år, og relationerne mellem de to lande var helt i bund i årene 1990-2002, da USA truede med at stemple Pakistan som en terroriststat netop på grund af kernevåbenprogrammet?
Perez Hoodbhoy, kernefysiker og landets mest kendte fredsaktivist mener, at USA’s passivitet skyldtes, at man tidligt indså, at det militære etablissement var dybt involveret, og at dr. Khan blot var en brik i spillet.
»Dr. Khan har aldrig været kernefysiker eller forsker, men arbejdede med metallurgi og bomber, og han har tiltaget sig en uproportional stor del af æren«, siger han.
Som lærer ved Quaid-e-Azam universitetet i Islamabad har han haft flere studerende, der har arbejdet på Kahutas forskningslaboratorier, dr. Khans livsværk.
»Derfor ved jeg, at sikkerhedsforanstaltningerne er så omfattende, at det er umuligt at smugle blot en skrue eller et stykke papir ud fra anlægget. At fjerne hemmelig kerneteknologi kræver klart en godkendelse fra højeste sted, dvs. den militære ledelse ... «
USA’s passivitet i 1980’erne beror i vid udstrækning på det faktum, at præsident Reagan i 1982 fik Kongressen til at undtage Pakistan fra den lov, der forbyder militær bistand til de ikke-atomudrustede stater, der illegalt forsøger at købe udstyr og teknologi til våbenprojekter. Muligvis spillede også politiske overvejelser en rolle. Som magtesløs tilskuer oprørtes Washington af Indiens testsprængning i Pokharan i 1974. Indien stod i spidsen for organisationen af alliancefri lande, men var tæt på Kreml og Indira Gandhi sås grundlæggende som værende anti-amerikansk. Da ambassaden i Islamabad i 1990 slog alarm og meddelte at »Pakistan har overskredet alle grænser«, var det for sent.
Det tog yderligere fem år, før CIA indså, at Pakistan var begyndt at handle med sin viden. Dr. Khan, som under arbejdet med bomben havde støvsuget verden for nuklear teknologi og udstyr, havde samlet alle sine kontakter i et globalt netværk og tilbød interesserede spekulanter et bugnende frokostbord af forbuden frugt.
Spredningen af kerneteknologi var startet i mindre målestok i 1987 med Iran, men tog fart i begyndelsen af 1991. I den pakistanske presse udpegedes daværende hærchef Aslam Beg som ansvarlig, og der blev stillet krav om en udredning.
Da kontroversen endte i medierne havde Pakistan sin forsvarstale klar. I tydeligt plantede artikler i medierne hævdede ’forsvarsanalytikere’ nationens ret til at sælge kernevåbenteknologi for at afbøde effekterne af USA’s økonomiske og militære sanktioner.
På våbenmessen i Karachi i 2000 havde Khans forskningslaboratorier trykt en farvestrålende brochure med ham selv på forsiden og missiler i baggrunden. Her fandtes bl.a. det nødvendige udstyr til berigelse af uran – det hele naturligvis med forsvarsministeriets godkendelse.
Det er umuligt for Musharraf at påstå, at han var »helt uvidende«. Og lige så svært er det for USA og IAEA at hævde, at de manglede de afgørende beviser i historiens hidtil største spredning af teknologi til fremstilling af masseødelæggelsesvåben.
Den pakistanske folkeopinion er også krystalklar og afspejles i den urdu-sprogede presse. Musharraf og generalerne har ofret nationens helte for at redde deres eget skind og undgå risikoen for økonomiske sanktioner og redde sit nu store kernevåbenarsenal.
Mange anser det for pengeafpresning fra USA og IAEA, og mange mener, at militæret blev tvunget til at ’sælge’ landets sikkerhed for 700 mio. dollar i økonomisk bistand.
Dr. Khans 12 sider lange tilståelse og hans tv-transmitterede undskyldning til nationen var begge forfattet af militæret. En tilføjelse om at han havde handlet ’i god tro’ sås som en modvægt til den massive propaganda om hans griskhed og formue.
I dag sidder han i husarrest, og vennerne frygter for hans liv. Han ved for meget, og hans eneste livsforsikring menes at være videooptagelser, som datteren har smuglet ud af landet.

*Oversat ef Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu