Læsetid: 8 min.

Pantanis sidste nedkørsel

Cykelrytteren Marco Pantani var og er den ægte vare. Han døde i virkeligheden den 5. juni 1999 på Madonna di Campiglio
16. februar 2004

BLERA, ITALIEN – Klokken 22.42 lørdag aften gik Italien i chok, og alle tv-udsendelser blev afbrudt for at videregive den lakoniske meddelelse, som var indløbet fra telegrambureauet Ansa: »Cykelrytteren Marco Pantani er her til aften fundet død på et hotelværelse i Rimini.«
Flere opfølgende telegrammer uddybede omstændighederne, og de to direkte sportsudsendelser, som skulle have handlet om aftenens to fodboldkampe i den bedste række, kom til at handle om Pantani. De første reaktioner blev indhentet på telefon, og fodboldtrænerne Cosmi og del Neri, der skulle have været interviewet om den kamp, deres hold havde spillet, nægtede at tale om »en ligegyldig fodboldkamp«.
Rekonstruktionen af Marco Pantanis sidste dage er denne: Samtidig med at hans forældre tog på ferie i Grækenland, indlogerede han sig for fem dage på Hotel og Residence Le Rose i Rimini, som ligger ganske tæt på hans hjem og fødeby Cesenatico på Adriaterhavskysten. Personalet har kunnet fortælle, at han kun undertiden viste sig ved morgenmaden, men ellers fik bragt mad op på værelset, og han gik aldrig ud.
Da ingen havde set eller hørt fra ham hele lørdagen, gik portieren op og bankede på værelsesdøren. Da han ikke fik svar, og døren var låst indefra, tilkaldte han hjælp og fik døren brudt op. Indenfor lå Pantani død på sengen.
Den vagthavende statsadvokat i Rimini, som med politiet var på stedet få minutter senere, kunne konstatere, at der i værelset fandtes et glas piller med nervemedicin og nogle papirer, som ikke var et afskedsbrev, men »nogle tanker«. Der fandtes ikke i værelset narkotika eller »andre forbudte stoffer«, som det officielt hedder. Først obduktionen i dag vil klargøre, hvad Pantani er død af. Men ikke hvorfor. Og hvorfor han skulle dø helt alene.
Marco Pantani døde i virkeligheden den 5. juni 1999 på Madonna di Campiglio. Et yndet og smukt skisportssted i Dolomiterne og mål for tredjesidste etape i Giro d’Italia. Pantani havde vundet. Som han havde vundet etaperne til Gran Sasso, Oropa og Pampeago. Han var i løbets rosa førertrøje og havde domineret feltet i en sådan grad, at mange mukkede over hans kannibalisme, men forudså, at han fra Madonna di Campiglio til Aprica på løbets konge-etape ville lave endnu et af sine numre på trods af, at han allerede havde vundet løbet.
Men et overraskelsesbesøg af det internationale cykelforbunds dopingkommisærer om morgenen inden starten fra Madonna di Campiglio sendte ham ud af løbet eskorteret af to politibetjente, efter at han i raseri, afmagt eller hvem ved hvad havde knaldet sin hånd gennem ruden i hotelværelset. Den øjeblikkelige analyse af hans blodprocent viste, at han havde en hæmatokritværdi, som det hedder, på over de tilladte 50. En indikation af brug af det blodforbedrende stof epo.
Efter den dag var Marco Pantani ikke længere den samme. Ikke målt på præstationer, men i sit selvværd og i sit forhold til den verden af tifosi, af passionerede elskere af hans metier, som så netop ham som genføderen af den heroiske, romantiske cykelsport, og – specielt i Italien – som arvtageren til legenderne Fausto Coppi og Gino Bartali. En lille skaldet mand med flyveøren, som alene kunne afgøre et cykelløb, når vejen gik stejlt opad.
En mand, der kom som en gave til cykelsporten specielt, men til al idræt overhovedet, da han i 1994 på to bjergetaper i Giro d’Italia kørte fra Miguel Indurain og hele datidens cykelhierarki, som i Italien toppedes af Gianni Bugno og Claudio Chiappucci. Til Merano den ene dag og netop til Aprica den følgende, hvor han denne dag i Madonna di Campiglio ikke skulle komme til.
Jeg husker, at Jørgen Leth på en restaurant i Lille før Tour de France i 1994 spurgte mig, om denne Pantani var den uforudsigelige og anarkistiskie klatrer, som cykelsporten på det tidspunkt sukkede efter i regimet af tidsmaskiner som Miguel Indurain. Jeg svarede ja. Pantani er den ægte vare.
Og svaret vil være det samme i dag. Pantani var og er den ægte vare. Hvor cykelryttere og andre atleter har betalt for brug af præstationsfremmende midler med kortvarige karantæner, så har Pantani betalt med sit liv. I de tidlige 1990’eres forbrugsfest på stoffer, i al konditionskrævende idræt, som ikke kunne spores eller ikke var forbudte, har få betalt med andet end kort karantæne eller en hurtigt glemt plet på navnet.
Pantani har betalt for dem alle, og det hænger sammen med hans selvforståelse, som den dag i Madonna di Campiglio fik det afgørende knæk.
Marco Pantani har aldrig været i tvivl om, at han var den mand i verden, der kunne køre hurtigst op ad et bjerg på cykel. Da han var ganske ung opsøgte han i Luxembourg Charly Gaul, som vandt Tour de France i 1958, og som stadig er en af denne verdens mest legendariske klatrere og anarkister, og fra hvem Pantani kopierede sin kørestil, før han havde vundet et eneste cykelløb.
Pantanis historiske og mytologiske bevidsthed var meget stor, og han orienterede sig efter den.
Og det er der, det skiller: I den almindelige brug af præstationsfremmende midler kunne denne naturbegavelse, når det drejede sig om at køre opad, se sig fulgt af bedre præparerede gyngeheste, og når det drejede sig om at vinde et stort etapeløb – hvilket i nutiden ikke er de små anarkistiske klatreres sag – så sørgede han for at kunne spille med dem på lige vilkår.
Ja, Pantani var dopet i 1998, da han vandt Giro d’Italia og få måneder efter Tour de France. Næppe tvivl om det. Som der ikke var tvivl om, at Pantani allerede i 1995, da han blev kørt ned af en modkørende jeep i Torino-Milano, havde en blodværdi så høj, at den kun kunne skyldes epo. Opdaget fordi han kom på hospitalet med et multibrækket venstreben, og der arkiverer de den slags analyseresultater – som har været grundlaget for en række retssager. Hvor Pantani er blevet frikendt. Han har ikke overtrådt straffeloven, men sportens.
At Pantani døde på Madonna di Campiglio har helt at gøre med hans selvforståelse. Han delte sig i to: Pantani, den naturbegavede campione, som var så stor, at han ikke kunne røres af modstandere og slet ikke af regelbundne bogholdere i en tilfældig dopingkontrol. Og den Pantani, som pludselig skulle dele skæbne med almindelige forbrydere.
Pantani udviklede en skizofreni, hvor cykelrytteren intet havde at gøre med den Pantani, som på kystens diskoteker åbenbart har taget sjove og farlige stoffer og som har torpederet parkerede biler i en ensrettet gade med en af de vintage-biler, han havde i sin egen garage. Han udviklede i 1999 et sprog, hvor han talte om sig selv i første person og i tredje person afhængigt af, hvilken han ville være.
At han som Italiens største cykelrytter efter Fausto Coppi og Gino Bartali skulle være et farmakologisk tilfælde, fordøjede han aldrig, og han tog spørgsmålet med sig i døden. Eller rettere: Det var det, han døde af.
Tvivlen: Hvem er Pantani? Kommer jeg ikke til kort, hvis vilkårene ikke er lige? Skal jeg ikke sørge for, at de er det? Hvad skal jeg? Hvem er jeg?
Jeg må skrive, at jeg kender ham.
Jeg har været i den ydmyge lejlighed, hvor han boede hos sine forældre, og hvor hans cykeltøj hang til tørre over badekarret, og hvor han der i vinteren 1998 ville høre sladder om sin nærmeste konkurrent – ikke Ullrich, men Bjarne Riis – og vide, om det var rigtigt: »Boller han med en vandpolospiller?« I Italien ved de ikke, hvad håndbold er.
Marco Pantani kunne på det sidste ikke skelne Marco fra Pan-tani, og måske døde han af netop det.
I det hus, som han dengang i 1998 var næsten færdig med at bygge, var der er en fløj til hans forældre, en egen til ham og hans danske forlovede Christina, og en løbegård til hans to New Foundlænder-hunde, som sprang og slikkede hånd, da vi var ude på byggepladsen.
I kælderen skulle der være gildesal, hvor han – der aldrig har skiftet bopæl og skatteadresse til Monaco – skulle spise og drikke Sangiovese og synge sange. Da han døde, var der ingen venner, der sang.

Han drømte
En drøm om normalitet, som Marco Pantani altid har set opfyldt af andre, og som han måske eftertragter men aldrig har jaget. Normaliteten var ham aldrig indbydende. I de dunkle år efter Madonna di Campiglio lod han sig også sidste år indlægge på en klinik for narkoafvænning, og han vendte desillusioneret hjem fra en rejse til Cuba og samvær med Maradona, som bor der, og som med Pantani deler alle det afsporede talents laster.
Da han kom hjem styrede han konsekvent sin bilpark af luksuskøretøjer ind i alt, hvad der var i vejen. Hvad de to geniale narkomaner, Pantani og Maradona, har talt om, må stadig være mark for efterforskning.
Da Pantani sidste år endte Giro d’Italia på en nobel 14. plads, var det ikke hans placering. Ikke et udtryk for hans enestående kunnen. Der kunne han ikke være. En god cykelrytter blandt andre gode.
Det er hans natur fremmed at være normal, men da han umiddelbart efter indskrev sig på en klinik for psykisk stabilisering og stofafvænning var det måske for at blive det. Normal.
Marco Pantani er for mig – og som det er for Italien – en forløser i den altfor kalkulerede moderne idræt. Og på samme tid et offer for det ypperste i kalkuleringen. Han er moderne idræts største snyder og største helt.
For mig er der ingen tvivl. Han snød. Og han vandt. På vilkår, han har betalt for.
Marco Pantani har verdens blødeste øjne og mest sårbare sind. Man kan se det. Se det. Han er symbolet på en idræt, som af historiske grunde dyrker typer som ham, men ikke vil vide af de blakkede sider af historien.
Marco Pantani var den bedste, og han har betalt for alle, der ikke var lige så gode. Han havde dårlige venner på det sidste, hedder det, og de, der holdt af ham, kunne ikke nå ham.
Men vi er der.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu