Der var takketale på både fransk, tysk og svensk, da billedkunstneren, forfatteren og filminstruktøren Carl Johan De Geer lørdag aften tog imod den store nordiske filmpris ved den 27. Göteborg Film Festival. Blandt de takkede var De Geers forfædre og deres vanvid, uden hvem vinderfilmen ikke havde været mulig. I Med kameraet som trøst, del 2 graver De Geer nemlig i sin adelige baggrund, som byder på masser af blåtblods-snobberi, indbildte syger og ikke mindst en sidehistorie med en vampyrlignende De Geer på jagt efter en sjælden italiensk blomst for at undgå en særpræget sygdom i slægten.
Vi får indblik i De Geers kamp for at frigøre sig fra sit bagland gennem en boheme-karriere som kunstner og fotograf, og filmen præges løbende af hans mange forskellige værker; fotografier fra ungdommen, som er udgivet i bogform som Med kameraet som trøst, del 1, malerier og skitser tilsat De Geers nøgterne voice-over. Det er ikke kun Bergman, der har smerteligt stimulerende skeletter i skabet, men det er nok tvivlsomt om De Geers specielle, selvbiografiske film vil finde et publikum uden for Sverige.
Svenske filmpriser
Der var ingen priser til de konkurrerende danske film Tvilling og Tintin et moi, da svensk film løb med fire af den nordiske konkurrences fem priser i et program, som har svinget meget i genre og kvalitet.
Festivalen har mod sædvane ikke haft en eneste dansk premiere i det samlede program i år, og meget tyder på, at det er svært at få filmene til Göteborg i konkurrence med andre mere prestigeskabende festivaler som f.eks. Berlin.
Meget af programlægningen handler naturligvis om premieretidspunkter og nyhedsværdi, og således faldt svenske Björn Runges stærke drama Hvis jeg vender mig om mellem festivalerne 2003/4. Den blev til gengæld ikke forbigået ved uddelingen af de svenske filmpriser i mandags, hvor den bl.a. vandt bedste manuskript og instruktion. Prisen for bedste film gik imidlertid til Mikael Håfströms filmatisering af Jan Guillous selvbiografiske roman Ondskaben, som nu også er udvalgt til at konkurrere om en Oscar som årets bedste udenlandske film.
Ondskabens skildring af en ung mands kamp for at undgå voldelige konfrontationer i et hårdtslående kostskolemiljø får dansk premiere i løbet af foråret, og forhåbentlig får vi også lov at se Björn Runges gribende film om almindelige menneskers kamp med at få styr på relationer og rodløshed herhjemme.
Ketchupdrama
Der var langt mellem e nordiske premierer herhjemme sidste år, og at dømme ud fra de otte film i konkurrencen er der også for langt mellem godbidderne i det aktuelle nordiske filmudbud.
Mest vellykket på sin populære genres præmisser var Teresa Fabiks friske ungdomsfilm Hip Hip Hore! om en teenagepige, der besvimet af beruselse handler i uheldigt selskab til en fest, og siden kæmper med stemplet som sin skoles luder. Den underholdende film med en ufor-glemmelig sekvens, hvor den unge pige naivt går til et hand job som til at få det sidste ketchup banket ud af en flaske, havde almindelig svensk premiere i fredags og tegner efter anmeldernes Fucking Åmål-paralleller til at blive den 27-årige Fabiks gennembrud.
Hvis Fabiks film får den forventede gennemslagskraft kan det måske lægge en dæmper på de ophedede debatter om fraværet af kvindelige instruktører og historier i svensk film, der igen i år har præget festivalen sammen med en diskussion af den svenske filmskoles beslutning om at nedlægge den traditionelle uddannelse i dokumentarfilm til fordel for master
classes for allerede etablerede instruktører.
Filmmøder
Festivalens mange internationale filmserier har sat fokus på italiensk, cubansk og iransk film ved siden af de sædvanlige serier med sidste nyt fra bl.a. Asien, Tyskland og Frankrig.
En række internationale gæster har lagt vejen forbi og deltaget i seminarer og publikumsmøderne Talking Heads.
Årets stjernegæst Wim Wenders, som skulle fortælle om sin del af den Martin Scorsese-initierede filmserie om The Blues, udeblev desværre, men til gengæld har man kunnet snakke med bl.a. Roger Michell om familiedramaet The Mother forfattet af Hanif Kureishi eller høre indiske Manish Jhã fortælle om sin kontroversielle film A Nation Without Women, hvor omfattende drab på uønskede pigebørn har ført til et håbløst samfund uden kvinder.
Göteborg Film Festival indbyder ikke kun til at se film, men også til at snakke om dem og mødes på tværs. Sådan har det i en årrække været for det store, lokale publikum, der trofast fylder sale og seminarer, og efterhånden har festivalen også opbygget et marked for nordisk film, Nordic Event, der tiltrækker indkøbere og festivalfolk langvejs fra.
Hvis der kom lidt mere krudt på de nordiske konkurrencefilm, kunne man bestemt ikke klage over en herlig uge i sne og slud.
