Den rå kapitalmagts mand

Nekrolog
Den tidligere ordførende bankdirektør Bendt Hansen for det, der engang var Danmarks største bank, Handelsbanken og Informations trofaste bankforbindelse gennem turbulente år, er død kort efter sin 75 års fødselsdag.
Bendt Hansen var en markant skikkelse i den danske bankverden både på grund af sin fysiske højde og drøjde, der gav ham øgenavnet ’Big Ben’, og på grund af sin barske praksis som medlem af direktionen i landets dengang største bank. Han fik øgenavnet ’the smiling killer’, og det blev sagt om ham, at han åd en mellemstor dansk virksomhed til frokost hver dag – hvis han kunne komme til det. Populær blev han aldrig. Mere frygtet, fordi hans ledelsesstil blev betegnet som MBF – management by fear – men også respekteret for sin ubestridelige dygtighed og den fighterevne, der førte ham til tops.
Bendt Hansen var gartnersøn og startede fra bunden som 16-årig vekselererdreng i 1945. Tre år senere forlod han denne turbulente branche for at prøve lykken i Handelsbanken. Ved studieophold i universitetet i Poitiers i Frankrig, i storbanker i Schweiz og Tyskland i 1950’erne indhentede han en del af det, han kunne have opnået ved en akademisk uddannelse i Danmark. 1962 avancerede han til prokurist, kontorchef og direktionssekretær i banken – et sikkert trin på vej opad i karrieren og hierarkiet i en traditionel bank som Handelsbanken – den eneste af storbankerne der aldrig havde været i krise. Hvad man var sig bevidst i hovedsædet. I 1965 blev han underdirektør og to år senere et magtfuldt medlem af bankens direktion. Ordførende topchef blev han i 1976.
Han blev en barsk formand for Den Danske Bankforening 1977-80, da Handelsbanken stod for tur til formandsskabet i den turnus, de tre københavnske storbanker havde aftalt. Det var i den periode, Erling Olsen som minister pegede på bankerne og Bendt Hansen som repræsentant for ’den rå kapitalmagt’. Så meget rigtigt var der i betegnelsen, at Hansen ikke var sart i sine metoder, men altid venlig over for journalister.
I de år havde det danske banksystem bundet sig til en indbyrdes renteaftale, der hindrede konkurrence. I stedet konkurrerede bankerne om at have filialer på hvert gadehjørne og på balancen. Den blev pustet op med kunstige midler i prestigeræset. Hvis’ var størst? Som små drenge, der måler tissemænd i sandkassen.
Handelsbankens var landets største og forblev det i nogle år. Volumensyge med stigende omkostninger.
Så kom Dankortet. Internationalisering og liberalisering af den finansielle sektor slog igennem. 1986 overhalede Den Danske Bank endeligt Handelsbanken – et symptom på bankens nedtur i Bendt Hansens sidste år som ordførende og en svag bestyrelse, der gav direktionen så meget større spillerum, trods intern splid. Det var udmærket, så længe det gik godt, men mindre heldigt, når det gik ned ad bakke som i 1980’erne.
Det kunne være endt med vanskeligheder, hvis ikke naboen, den veldrevne Danske Bank med det røde-hvide logo i 1989 havde overtaget konkurrenten og brudt muren ned mellem hovedsæderne i de to kassicistiske Palæer i Holmens Kanal – den danske Wall Street. Udadtil var det en fusion mellem to ligeværdige parter. Indadtil var virkeligheden anderledes. Kun det blå logo var efter få år, hvad der var tilbage af Handelsbanken. De ’røde’ fra fusionens storebror i Danske Bank dominerede internt over ’de blå’ efter fusionen.
Handelsbanken og Information havde et specielt forhold. Gennem årene og alle bladets kriser siden 1945 var Handelsbanken den trofaste bankforbindelse – også efter 1978-79, da Information fremprovokerede en rets-sag ved at beskylde Bendt Hansen for at have brudt Bankloven ved at lække oplysninger om kundeforhold til Dagbladet Aktuelt tilbage i 1973. Bendt Hansen vandt i Landsretten. Retssager duer ikke som journalistisk metode. Men konflikten fik ikke andre konsekvenser. Information havde en fortsat en trofast bankforbindelse.
Bendt Hansen fik ikke som pensionist velpolstrede sæder i bestyrelsen for store virksomheder. Han havde skaffet sig for mange fjender og et blakket ry. Inderst inde var han socialt en yderst usikker mand, når han var uden for den bankmetier, der gav ham magt, og som han beherskede.