Læsetid: 3 min.

Rapport fra skadedyrsfronten

Tragisk og burlesk. Det enestående ved Bulgakovs tvesyn forløses grumt og lystigt i Turbinehallerne
26. februar 2004

Teater
Krim 1920 – »her, hvor historien er kollapset«: borgerkrig, bombardement og brændt jord. Terror, tyfus og tortur. Forrædderi, fangedød og flugt.
Istanbul, nogle måneder senere: hopla, vi er på røven, men vi lever! Vi bliver snydt, må sælge os selv og ser landsmænd fra nye, grimme sider. Men også overlevelsestalent rummer overraskelser.
Mikhail Afanasyevich Bulgakov vidste en del om overlevelse. Skrivende læge som Tjekhov – det første stykke skrevet i forlænget Tjekhov-stil – men født for sent for sine sympatier. Som borgerlig med teologisk baggrund kom Bulgakov i klemme i det russiske systemskifte. I 1928 nægtedes han udrejse og samme år skrev han Flugt, et »stykke i otte drømme«, så har manden sagt det selv først. Prøverne på stykket blev stoppet og stykket forbudt ( uropført 1957 i Petrograd).

At leve er at omskrive
De følgende dramaer havde – deres symbolske eller satiriske omskrivninger og indpakninger til trods – ikke bedre held med censuren. Men at være forfulgt kunstner og intellektuel var dog en mere respektabel status end dén, der fulgte efter et pludseligt og kuriøst (først langt senere opklaret) protektorat fra despoten Lillefar Josef himself. Bulgakov fik stadigt afslag på sine udrejseansøgninger, men blev anbragt på Moskvas Kunstnerteater, underordnet Stanislavsky, og med frihed til at skrive. Uden dog at opleve opførelse af hverken Molière, Pushkin eller Ivan Vasilevich (Ivan den Grusomme). Og hans sidste skuespil Batum, bestilt arbejde til Stalins 60-årsdag, viste indirekte en forfatter, der havde mistet både selvrespekt og kunstnerisk gnist.
Og dog – og det er det storslåede, kunstnerisk rehabiliterende ved Bulgakov – undergrundsarbejdede han hele sit kun 48-årige liv på den legendariske Mesteren og Margarita, en grandiost fabulerende Satan-møder-Kristus faustisk ’opera’, som har opnået kultstatus både som roman og dramatisering. Sputnikteatret gav et godt bud på den halsbrækkende sværvægter i 1991, kendere har en insider-klub omkring den og titlen har adskillige fanzine-lignende hjemmesider på nettet.

Rigtigt teater
Det Kongelige Teaters Danmarkspremiere er heldigt henlagt til Turbinehallen, et passende råt rum for de første drømmescener, der rettere har karakter af mareridt.
Tematisk er Flugten både borgerkrig, overlevelse som en blandet fornøjelse og længsel efter hjemlandet som eksilrusserens forudbestemthed. Scenisk en suite
effektive og inviterende teaterbilleder krablende fyldt af et sigende udvalg af entomologiens skadedyr. »Lus angriber i eskadroner – lopper kan du få gratis«. Overlusen general Khlúdov, umenneskeliggjort af militær prioritering af mål over midler, gennemgår en mental aflusning i stykkets tid, og i Søren Sætter-Lassen har Mørk-Eidem (der også castede Sætter-Lassen fremragende i Onkel Vanja ) udset sig den rigtige mand til Bulgakovs skurk-mod-sin-vilje. Som Sætter-Lassen i starten kryber sammen på sin generalstaburet – en dødbringende gnom på en papegøjepind – folder et stykke fysisk teater sig illustrativt ud til sidste aktens frejdigt slentrende mandfolk med forståelse for afregningens tid. Inden i ham fægter spillerens lakoniske vid med generalens (og Sætter-Lassens) skarphed. En drømmepræstation.

En hær af originaler
Der er mest kant på militærpersonerne og Morten Suurballes svaj af en kapitalist-opportunist, der i borgerkrigens øje fornægter sin kone Serafima og senere opsøges i Paris af et par overlevere med et tilbud, he can’t refuse. Lystigt insceneret af Mørk-Eidem. Ole Ernsts øverstbefalende for den hvide hær er rent pap, men sådan kan figuren ses, og unge Thomas Levin (Khlúdovs personificerede samvittighed – en scenisk gimmick fra forfatterens side) med den stærke sceneudstråling beviser, at den rækker ud i selv så store rum. Peter Gilsfort spiller Gilsfort, indtil Istanbul indhenter hans generalmajor Tjarnóta, men så går der osse ild i ham, og Jens Jacob Tychsen har pirket grotesken frem af granatchokket de Brisard. Ramus Botoft får sine farcerede 15 minutter med den forgæves francofoniserede Antoine, mens kakerlakdirektøren Zlatko Buric nøjes med at være uforståelig på den underholdende måde – instruktørens stopur må være gået i stå.
Den romantiske civil-duo Helle Fagralid og Nicolas Bro kæmper en slags naturalismes gode, men forgæves strid mod militærkomparseriets underholdende udtræk af møgdyr, udsugere og vendekåber. Manuskriptet er mest med med Bro. Fagralid har med Serafima-rollen som yndig, uskyldig og stærk og nogen skal jo sidde med dén kliché, for at kabalen går op. Det gør den også yderst komfortabelt for Benedikte Hansens ’omstillingsparate’ Ljúsja.
Flugten er en ensembleudfordring, som instruktør og spillere fylder med tryk, energi og dybde i både grumheden og den livsnødvendige distance, sort humor. Endnu en flot realiseret satsning ved siden af Antigone; sikken et forår for Det Kongelige.

*Flugt af Bulgakov. Mundgodt ovs.: Jan Hansen. Instr.: Alexander Mørk-Eidem. Scen.: Chr. Friedländer. Kost.: Maria Gyllenhof. DKT, Turbinehallerne. Til 27. mar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu