Læsetid: 6 min.

Samurai-nostalgi som et tidens tegn

Tom Cruise vil have os til at tro, at det feudale Japans krigere besad en overlegen åndelig og moralsk balance, der i dag er gået tabt. Dermed springer han lige i armene på al-Qaeda
14. februar 2004

Kommentar
Åh, denne samuraiens visdom! Tom Cruise er kun den seneste af mange millionær-amerikanere, der har ladet sig rekruttere til hint frygtløse band Central Park Samurai, hvor de søger åndelig inspiration og opbyggelighed hos de historiske krigsherrer, som styrede det feudale Japan fra de 8. århundrede til midten af 1800-tallet.
Filminstruktøren Jim Jarmusch, der er så cool, at han efterhånden må være frosset til is, var manden, der indledte det amerikanske sværmeri for den eksotiske fjernøstlige krigerkultur for få år siden med sin film Den sidste samurai. Det er den enkle historie om newyorker-lejemorderen, som strengt efterlever de gamle samuraiers kriger- og æreskodeks.
Filmens succes skabte en bølge af samuraibogs-bestsellere, og nu har selveste Mr. Top Gun karatesparket sig vej til et biografteater nær dig.
Hvis filmen bare var endnu et tåbelig spekulationsnummer af en Hollywood-blockbuster, ville jeg ikke belemre jer, kære læsere, med at fortælle om den. Men sagen er, at på lærredet har Tom Cruise indfanget noget, der – hvor absurd det end kan lyde – vidner om en sindsstemning, der i stigende grad er ved at komme i vælten i Vesten. Han har taget et intenst had til moderne livsførelse, parret det med nostalgi efter fjerne tiders feudalisme og flikket en tre timer lang film sammen.
Filmen er ulidelig og forfærdelig, men den er et betydningsfuldt tidens tegn. Betydningsfuldt, fordi den udtrykker en mistro og en længsel, som mange mennesker føler, men måske ikke så gerne ytrer åbent.

Dyrk den fædrende jord
Mistroen lyder i al sin enkelhed: Den moderne måde at leve på er en fiasko. Da vores forfædre for århundreder siden forlod deres subsistensminimums-landbrug for at søge til de fremvoksende industribyer, begik de en forfærdelig fejltagelse.
Hvis vi fik chancen, måtte vi så ikke advare dem om at forblive, som de var? Måtte vi ikke bønfalde dem om at nedbrænde fabrikkerne og vende tilbage og dyrke deres fædrene jord, mens de stadig kunne?
Den sidste samurai opmuntrer sit publikum til lige præcis at tænke sådan.
Den fortæller historien om Japans overgang fra feudaløkonomi baseret på krigsherrestyre til en moderne industrination. Den er en lovprisning af samuraiens enkle samfund, som var baseret på »et liv viet til tjeneste, disciplin og barmhjertighed« og »hvad der ser ud til i dag at være et glemt ord – til ære«.
Mennesker havde, må vi forstå på Cruise, en åndelig og moralsk balance under det japanske livegenskab, som siden er gået tabt. Selv om overgangen til moderniteten medførte, at Japan blev en af verdens mest velstående nationer, var den en forfærdelig tragedie.
Slige forestillinger besidder en enorm tiltrækningskraft. Derfor kan vi ikke bare ignorere dem. Bøger og film, der giver dem udtryk, udsendes i masseoplag – se eksempelvis blot på den enorme populært som præmoderne østlig spiritualisme har opnået i Vesten.

Modernitet som ondskab
Væsentligere er, at der i dag er mindst to globale bevægelser, som eksplicit smægter og længes efter at genskabe den præmoderne verden: den islamiske fundamentalisme og den ’dybdeøkologiske’ fløj af miljøbevægelsen, der har antaget skikkelse af militante grupper som Earth First!
Islamistiske fundamentalister betragter moderniteten som en ondskabens magt, der fordærver de simple landboværdier, som blev forkyndt af profeten Muhammed. Dybdeøkologerne er af den opfattelse, at moderniteten er skyld i et såkaldt økocid – et mord på alle naturgroede livssammenhænge – og har decimeret de fleste naturlige livsformer for at bane vej for en stadigt voksende menneskebefolkning. Hvis ikke moderniteten standses, vil den lægge planeten øde, er tankegangen. Kun en massiv tilflugt tilbage til simplere livsformer som samuraiens kan redde os.
Selv om man ikke skulle føle sig draget af disse to antimoderne tankegange, kan man muligvis alligevel se noget tiltrækkende i regressionsforestillinger. Når præmoderne samfund som samuraiens, inuitternes og de indfødte amerikaneres dør, lader menneskeheden landsbyen, det lokale, det landlige og det langsomme bag sig. Vi søger i stedet ind i en kaotisk verden af tætbefolkede byer, forvirring, forstoppelse og forbrug.
Men hvis ingen tager den opgave på sig at forsvare moderniteten, vil ideologier som ovennævnte kunne vokse sig stadigt stærkere. Konsekvenserne heraf vil kunne blive katastrofale.
Vi kender allerede gruen ved den islamiske fundamentalismes opblomstring. Og i takt med af miljøkatastrofer bliver hyppigere som følge af den globale opvarmning, vil også den anden store anti-moderne hadbevægelse vinde talstærkere tilslutning.
Et globalt angreb på modernitetens institutioner – og især selve dens kerneinstitution: storbyen – ulmer og gærer. Det er på tide, at vi udruster os med argumenter til dens forsvar.

Kvindeundertrykkende
Først og fremmest må vi knuse de illusioner, der knytter sig til de førmoderne kulturer. Som de fleste feudalnostalgikere forbigår Tom Cruise totalt, at den samuraikultur, som han lovsynger, var en af de mest patriarkalske og kvindehadende, historien nogensinde har kendt.
Der er én kvinde med i filmen – én – og hendes rolle begrænser sig stort set til at begære Cruises krop og gøre rent i hans hus. Feudale samfund er bygget op omkring rigide, uforanderlige hierarkier og kvinder – det kan man regne med – indtager altid de nederste placeringer.
Alle, der længes efter Pocahontas’, Excaliburs og samuraiernes dage burde lægge sig dette på sinde: I præmoderne samfund er magten spredt ud mellem heterogene grupper, som hver især uundgåeligt står under kontrol af meget voldelige stærke mænd.
Intet progressivt kan nogensinde tage form i sådanne miljøer. Se blot på vor tids Afghanistan, hvor kvinderne er de stærkeste tilhængere af at bryde med feudalvældet og få indført en demokratisk enhedsstat.
Vi bør ikke være bange for at forsvare denne den største af alle moderne frembringelser: den moderne storby – den myldrende, komplekse metropolis. Denne er den menneskelige livsforms højdepunkt. Kun i metropolis kan den menneskelige kultur og viden nå stadigt nye og stadigt mere bizarre og sublime kulminationer. Kun her kan 10.000 vildtfremmede søge sammen på en åben plads for at høre musik. Kun i metropolis kan bøsser, jøder, kvinder, dissidenter, demokrater, og særlinge føle sig trygge. Hvis nogen menneskelig livsform besidder mystiske kvaliteter, så er det ikke bondelandsbyen, men den vidunderlige og vanvittige storby.

Pres på Vesten
Jovist, byer forurener slemt, og får det lov at fortsætte på denne måde kan vor planets og vores arts fremtid meget vel blive bragt i fare. Det kan meget vel kræve en miljøkatastrofe i USA af dimensioner – en slags klimaforandringernes 11. september – at få amerikanerne og deres regering til at indse dette. Men den løsning, vi så desperat tragter efter, ligger i teknologisk innovation. Den ligger ikke i at angribe det moderne system, der skaber teknologien i første instans.
Som i den gamle sang Bad Moon Rising, ser jeg en dyster måne på vej op. Jeg frygter en fremmarch for det 21. århundredes populistiske massebevægelser, især i udviklingslandene, hvor konsekvenserne af klimaforandringerne vil kunne mærkes hårdest. De vil dæmonisere byerne med deres modernitet, ’moralske depravation’ og forurening. De vil fortælle os, at byen og den moderne livsform er skyld i de nye rædsler, der vil komme. De vil som Tom Cruise har gjort søge tilbage mod præmoderne forfædre for at finde et nyt forbillede for deres liv.
Historikere vil en skønne dag kunne se dette lille sære glimt af vestlig ærbødighed for det feudale Japan ved begyndelsen af det 21. århundrede som endnu et lille forvarsel om en lurende regressiv opstand mod den moderne verden.

(c) The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her