Brasilien
Dansk fagbevægelse har gennem flere år forsøgt at mægle i striden mellem den danske virksomhed og de lokale medarbejdere og deres fagforening i Brasilien.
Kort efter Hartmanns overtagelse af fabrikken henvendte LO sig til Anna Lise Mortensen. LO var blevet tippet af Brasiliens faglige landsorganisation, CUT, hvis internationale sekretær dengang var danskeren Kjeld Jakobsen.
I juni 2002 blev repræsentanter for LO, SID og CO-industri inviteret til at besøge Hartmann-Mapol sammen med den brasilianske landsorganisation CUT. Resultatet blev et løbende samarbejde. De to lokale parter mødes månedligt, mens alle parter inklusive det danske Hartmann-kontor, CUT og CO-industri mødes halvårligt i en rådgivende komité. Hartmann-Mapol klager over, at den lokale fagforeninig modarbejder det løbende samarbejde ved ikke at engagere sig i komitéen.
Kjeld Jacobsen er i dag ansat som international sekretær for São Paulos bystyre, men han har fulgt konflikten siden ØK-tiden. Han var desuden leder af det faglige forskningscenter, der i 2002 udarbejdede en rapport for den brasilianske fagbevægelse om Hartmann-Mapol.
Dansk vilje
»Jeg tror, at Hartmann i Danmark har viljen uden at kunne kanalisere den over til handling i Brasilien,« siger Kjeld Jakobsen.
»Problemet med de 204 EGA-sager er, at Hartmann ikke er kommet med noget løsningsforslag, selv om de købte fabrikken med det gode og det onde. Set fra et brasiliansk synspunkt har STIP pligt til at sikre sine medlemmer de bedst mulige forhold, og jeg tvivler på, at de kører en bevidst politisk sag mod Hartmann-Mapol. Men STIP burde i stedet for at gå til FN prøve at få ordentlig gang i lægekommissionen, og finde ud af hvilke skader, der har retskrav på hvilken erstatning og behandling.«
Anna Lise Mortensen svarer, at Hartmann har forsøgt at nå frem til et løsningsforslag, og at ledelsen siden september har ventet på fagforeningens svar på Hartmanns opfordring om at få gang i lægekommisionen.
I CO-industri har Jens Bundvad overtaget sagen efter LO. Han siger, at den juridiske polemik om, hvem der har, og hvem der ikke har EGA-skader, er svær.
» Under det danske fagforeningsbesøg i juni 2002 gennemgik vi fabrikken med arbejdsmiljøfolk fra Dansk Metalarbejderforbund. De opfattede forholdene i Sorocaba, som dem, der var på Hartmanns fabrik i Tønder for 25 år siden. Hartmann har siden i betydeligt omfang indført nye arbejdsgange. Men vi må erkende, at visse arbejdsgange på fabrikken er problematiske. Dilemmaet omkring automatisering kontra bevarelse af arbejdspladser gælder i Danmark som i Brasilien. Konflikten er et eksempel på, at det kan lade sig gøre at løse problemer for danske virksomheder i dialog med alle parter i den Tredje Verden. Og at det er en succeshistorie, selvom vi ikke er færdige med at løse problemerne,« siger Jens Bundvad, der kalder STIPs 204 sager for et »påfaldende højt tal«.
»At gå til FN er skudt over målet. Roberto Ruiz sætter fokus på EGA-problematikken og får utvivlsomt øje på flere sager end andre fagforeningslæger i området.«
I LO har Erik Nielsen fulgt sagen frem til sidste sommer. Han opfatter konflikten som symptomatisk for det brasilianske arbejdsmarked.
»I Brasilien er der mindre tradition for dialog mellem arbejdsmarkedets parter. Når fagforeningen har anmeldt 204 arbejdsskadesager, bunder det til dels i, at det for den enkelte invaliderede medarbejder kan være sidste mulighed for at skaffe en indtægt til resten af livet. Vi vil ikke være del af fagforeningens politiske spil over for virksomheden. Omvendt har vi sagt til Hartmann, at hvis de mener det alvorligt med deres i sandhed gode etiske kodekser, så skal de også realisere dem fuldt ud i Brasilien. Den nye ledelse i Sorocaba har en langt større forståelse for, at fabrikken skal følges Hartmanns globale kodeks,« siger Erik Nielsen og tilføjer, at også han finder tallet 204 sager for »lige lovligt usandsynligt selv i Brasilien«.
Brasiliansk skakmat
Anna Lise Mortensen siger, at hjælpen fra de danske fagforeninger er alfa og omega i situationer, hvor arbejdskonflikten både geografisk og etisk foregår langt fra det danske arbejdsmarked.
»Det her er svært. Vi indrømmer, at vores daværende lokale fabriksdirektør var for dårlig til at kommunikere. Derfor løftede vi det hele et niveau op. Vores koncernprincipper følger ILOs (FN-organet Den Internationale Arbejdstagerorganisation, red.) retningslinjer, men i en hvilken som helst arbejdssituation er der risici,« siger hun og afviser, at fabrikken i forhold til lignende emballagefabrikker i Brasilien udsætter sine medarbejdere for en ekstra risiko.
»Vi ønsker at fremme et socialt ansvar, og så er det svært, når vi agerer i rum, vi ikke er vante til,« siger hun.
