Læsetid: 2 min.

Sønderknusende sekunder

Proust-forestillingen på Århus Teater handler om livets dekadente meningsløshed. Men er selv et skrækeksempel på meningsløst teater
25. februar 2004

Decadence
»En af de største kunstneriske udfordringer på Aarhus Teater i årtier,« kalder afgående teaterchef og instruktørassistent Palle Jul Jørgensen Proust-mastodonten På sporet af den tabte tid.
Forestillingen er baseret på Harold Pinter og Di Travis’ dramatisering af Proust’ romanværk fra 1913-27, og den er scenografisk en overdådig og tankefæstnende fortolkning af Proust’s historie om den evige livsbetragter og forfatter i Paris efter Første Verdenskrig.
Dedakencen i scenografien er så udsøgt, at den bliver pervers: for hvad er nu smukkest, den sortlilla kjole eller den sandfarvede? Scenen med de eroderede halvsøjler eller den nyrigt, genoprejste søjlehal? Lysthuset eller verandaen? Koncertsalstolen eller chaiselongen?
Birgitte Mellentin har designet 250 (!) kostumer til mere end 80 sceneskift, og enhver detalje er der nusset om: Fletningerne i snørelivene, de lysebrune læderstøvler, påfuglevifterne, krigsmedaljen, bølgeskvulpet, jalousilågerne...
Sjældent byder en forestilling på så meget for øjet.
Men sjældent byder så stor en forestillingssatsning på så lille en dramatisk oplevelse. Spændingen siver ud, lige fra første scene, der sættes i gang med et førstegearstempo som hos Tjekhov.
Derefter flyder ansigter og skæbner ud i flodgrums: Madame dit-og-dat bliver til én, pittoresk hvirvelstrøm af taft og ligegyldighed, kun momentvis oplivet af pseudolesbiske scener og en smule pisketjat og bøsseri.

Kønsforvirring
Forhåbentlig ligger stilstanden i selve teksten: Forhåbentlig er det Harold Pinter og Di Travis, der ikke har formået at skabe et identifikationspunkt i denne meget lange historie om et menneske, der søger afsættet for en identitetet.
For en Proust-plebejer som undertegnede forbliver det i hvert fald en hemmelighed, hvorfor netop Proust’ Weltschmertz og kønsforvirring egner sig så fantastisk for
teatret. Alligevel kan det næppe udelukkes, at stagnationen i scenerne og den manglende interesse for karaktererne stammer fra instruktionen af Eyun Johannessen (f. 1938).
På scenen svinger spillestilen i hvert fald mellem naturalisme og komediekomik – og symbolistisk billedstrøm – og nogen brændende nødvendighed af at se næste scene skaber forestillingen ikke. (Mandag aften var der da også en del, der forlod teatret efter pausen. Men som damen bagved udglattende sagde: ’Jamen, nu har de jo også set kostumerne.’)

Dekadencetid
Egentlig fungerer denne tretimers marathon bedst i de overgange, hvor der netop
ikke er nogen sammenhæng mellem scener eller handlinger – alene fordi der så ikke bliver talt ned til tilskueren med overtydelig pegebogslogik. Og fordi Fuzzys yderst veloplagte sindsmusik her dulmer kontrasterne mellem billeder og ord.
Midt i det hele står Morten Nielsen som Marcel – mørk og billedskøn til betragterrollen med sine rolige øjne og en asmatisk foroverhælden i ryggen. Og det lykkes for Jens Zacho Böye at skabe bulder og brag nok om sin person, så tilskuerne lever med i scenerne, hvor han toner frem. Og Kirsten Peuliche bryder gennem sin kliché-hertuginde og sætter ord på det overfladeparadoks, som til sidst slår hele denne dekadencetid ihjel.
De fleste andre har det rigtig skidt i deres roller; de unge er decideret overladt til oplæsningsdiktion.
For et teater er det vigtigt at drømme om den helt store satsning. Og for en landsdelsscene som Aarhus Teater er det endda muligt at realisere drømmen, sådan fysisk set.
På sporet af den tabte tid har bare ikke fundet frem til sporet med de essentielle sekunder. Hverken fra Proust’ tabte tid – eller publikums nutid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu