Læsetid: 2 min.

Støbeskeen for DF

Den nationalistiske Tidehvervs-bevægelse anført af Søren Krarup dominerer i dag folkekirken og er ideologisk støbeske for Dansk Folkeparti, mener præsten Kathrine Lilleør
11. februar 2004

Den nationalistiske kristne bevægelse, Tidehverv, øver i dag afgørende ideologisk indflydelse på Dansk Folkeparti.
Det mener præsten Kathrine Lilleør, hvis farfar var med til at slutte op om strømningen og stifte bladet Tidehverv i 1926.
Tidehverv er i dag anført af Dansk Folkepartis Søren Krarup og Jesper Langballe.
De to politikere har gjort Tidehverv til en »ideologisk støbeske« for Dansk Folkeparti, fordi årtiers tradition for at diskutere giver en stor politisk ballast, mener Kath-rine Lilleør:
»Når man kommer fra et fasttømret univers, hvor man ved hvor Gud, kærligheden og synden er, så har man naturligvis en meget stor indflydelse på, hvordan tingene bliver formuleret i et parti. Derfor har både Søren Kra-rup og Jesper Langballe fået så stor indflydelse i Dansk Folkeparti med stråler udad til de øvrige borgerlige partier. For de er stærke i formuleringerne,« siger hun.
Kathrine Lilleør mener, at de to Tidehvervsfolk langt hen ad vejen har socialdemokratiske synspunkter:
»Men når det kommer til at køre på danskhed og kristenhed, så går det rigtig galt for dem. Ellers er de jo sådan set gode socialdemokrater, og tillykke med det,« siger hun.
Søren Krarup har senest under en debat om statsborgerskab i Folketinget slået fast, at kun kristne mennesker er rigtige danskere.
Og det budskab vender Kathrine Lilleør sig imod: »At man først er rigtig dansker, når man er døbt, det er uforståeligt. Og utrolig groft over for alle. Jeg vil overhovedet ikke være førsterangsdansker på de vilkår. Må jeg være fri for den førsteplads,« siger hun.
Søren Krarups sammenkædning af danskheden og kristendommen har naturligt ført ham ind i Dansk Folkeparti, mener Kathrine Lilleør.
Til gengæld har Tidehverv ikke altid haft den romantiske dyrkning af danskheden, som bevægelsen har i dag. På et sommermøde i Tidehverv erklærede Søren Krarup fra talerstolen alle modstandere af EF for landsforræddere. Hvorefter af præsten
Niels Charles Lilleør, Kathrine Lilleørs bedstefar, rejste sig op og sagde, at han i så fald var landsforræder. Derefter smækkede han med døren og gik.

Mod muslimer er nyt
Også modstanden mod muslimer er et nyere indslag i Tidehverv, mener Kathrine Lilleør.Hendes far stod i 1986 sammen med Krarup bag en annonce, der gik imod årets indsamling til fordel for flygtninge. Dengang var aktionen ment som en protest, fortæller hun:
»Hele det parlamentariske landskab slog ud med armen og sagde, at flygtninge ikke udgjorde noget problem. Men danskerne oplevede i dagligdagen, at folk fra andre kulturer levede op og ned af dem og at der var problemer og misforståelser i det. Derfor var det i orden, at sætte diskussionen på spidsen dengang,« siger Kathrine Lilleør.
»Man kan godt gå ind for, at alle synspunkter skal diskuteres, uden at man nødvendigvis er enig i dem. Derfor kunne jeg godt have sagt ja til at tale på et møde i Den Danske Forening. Der var og er stor grund til at tage diskussioner med den forening. Uanset at foreningen er ekstrem,« forklarer hun. Og det er ikke en speciel højreorienteret holdning, mener hun.
Men Tidehverv og Søren Krarup ender med at holde fast i modstanden mod flygtninge som et kernepunkt.
Protesten bliver permanent. »Man stirrer sig fuldstændig blind på den muslimske udfordring. Derfor kan jeg ikke trække vejret i Tidehverv,« siger Lilleør.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"På et sommermøde i Tidehverv erklærede Søren Krarup fra talerstolen alle modstandere af EF for landsforræddere".
Skal der ikke stå: "alle tilhængere af EF for landsforræddere". Dette virker mest logisk eftersom Søren Krarup er modstander af EU.