Læsetid: 3 min.

Den store grisefest

Ved profetens skæg: Nikolaj Cederholms konturløse show om Simon Spies på Østre Gasværk er en en hyldest til livet
16. februar 2004

Teater
Som Spies massefremstillede rejseoplevelsen, gjorde den bekvem, ligetil og standardiseret – på samme måde kæmper manuskriptforfatter og iscenesætter Nikolaj Cederholm med sin egen trang til at vakuumpakke teatermåltidet for alle os teatergængere på standardklassen. Vær’sgo og Spies!
Cederholms store problem som dramatiker er den ubændige trang til at lade alle entydige pegefingerpointer og betonbudskaber dundre gennem teaterrummet lige så diskret som en Conair-maskine, der brager hen over en kolonihave på østpynten af Amager. Moralen serveres allerede i den snedige afgangsssekvens, hvor Spies åbenbarer sig som provoprofeten, der skuer ind i fremtiden og udnævner os allesammen til sine arvtagere, troldmandens lærlinge. Hvem dyrker ikke gruppesex i en pillerus i dag? Og på dødslejet udsendes endnu en bandbulle mod konformitet og middelmådighedens målestok, en lige venstre til den ordinære småborgerlighed. Sandhedsvidnet Simons svada rækker endda til at lange profetisk ud efter en fremmedfjendsk statsminister og den pastorale nykonsevatisme fra det mørke Jylland.

Simon lever
En hårdtarbejdende og aldeles glimrende Anders Matthesen er den genopstandne guru i en imponerende imitation af den gnækkende Spies med det sløret-affekterede snakketøj.
Men hvor er overraskelserne og det egentlige drama i og omkring ham? Historien om pengemanden, der slap af sted med at gøre som han ville, fik folkelig forladelse trods excesser og eskapader, fordufter sådan set i Gasværkets store intet. Vi får ganske vist historien om alle stofferne, sprutten og morgenbolledamerne i en række konturløse og lækre musikalske optrin. Følger vennen og livlægen Jan Schmidt (Morten Hauch Fausbøll), som langsomt forvandler sig til en Simon-klon – er han eller er han ikke Simons uerkendte kærlighed og tager han sit liv over udsigten til formandens mangetydige forelskelse i den purunge askepotpiccoline Janni?
Et trekantsdrama, som forbliver underligt uvedkommende, skitseret og postuleret, hvor meget det end kunne pirre nysgerrigheden. Og vi møder en sammesat levemand, der både kan pisse på sine omgivelser som en anden lunefuld despot – og være generøsiteten selv.
Cederholm har svært ved at styre sine mange ideer. De massive moraler suppleres med kryptiske svinkeærinder, der sender historien ud af kurs og får den til at forsvinde fra radaen.
Hvorfor skal flykapringen i Entebbe blandes ind i grisefesten på landingsbanen, sidstnævnte flot genskabt omtrent en til en af scenograf Kim Witzel? Hvad laver Bjarne Henriksens teaterneger af en Idi Amin pludselig på scenen? Ser Cederholm nogle sammenhænge, vi andre ikke kan øjne? Formen sejrer over indholdet.
Underholdningsværdien i top. Men man kan ikke lade være med at sidde tilbage med en fornemmelse af, at dramaet om formanden og symbolet Spies kunne have vøret foldet ud så meget mere interessant på de indre linjer, til trods for de blændende optrin på de ydre. Lufthavnsshowet forbliver stor ståhej for meget lidt. Men hvilken ståhej:
Herligt monteret med samme lade frækhed og konturløse skarphed, som salig Spies så mesterfuldt beherskede. Anja og Sara Gaardbos sexede stewardessekoroegrafi rykker i landingsstellet: Stand by, cabin crew! Og rundt om Anders Matthesen, slentrer et et spillevende vokskabinet af et hof ud og ind: Louise Mieritz er sød som loyal prügelknabe-sekretær, Jimmy Jørgensen helt ude i hampen (omtrent bogstaveligt) som Tjæreborg-præst på opium og Spies’ klartseende moderdyr i rullestol, Bjarne Henriksen af-slører en fin sangstemme som Idi Amin og Søren Hauch Fausbøll sjosker fjollet rundt som en uhyre vellignende Mogens Glistrup. Forestillingens veritable kup er dog kvartetten af vampede morgenbolledamer, der til Peter Hellemann Jørgensens forførende, opdaterede arrangementer af gamle hits kommenterer handlingen. Simon er en charterferie af en forestilling – ukompliceret
og underholdende.

*Simon. Et lufthavnsshow. Manuskript og iscenesættelse: Nikolaj Cederholm. Musikalsk arrangement: Peter Hellemann Jørgensen. Scenografi: Kim Witzel. Kostumer: Mia Stensgaard. Koreografi: Anja og Sara Gaardbo. Østre Gasværk Teater til 15. maj.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her