I studiet med Vera Lynn og Mantovani

Nekrolog
Kenneth Ernest ’Wilkie’ Wilkinson synes ikke, det der nye digitale compact disc var noget for ham, så da den nye teknik kom frem, og hans gamle firma samtidig, i 1980, blev overtaget af mere moderne typer, trak han sig tilbage. Så kunne det også være lige meget.
På det tidspunkt havde han så også lagt godt 50 år af sit liv i grammofonpladeindspilningsverdenen, så lidt fred skulle være ham vel undt.
Det gamle firma, der var tale om, hed Decca, måske det ædleste britiske pladeselskab nogen sinde. I hvert fald har de lagt vinyl til en større stak uforlignelige rockplader i min egen samling. At grundlaget for den i 50’erne og 60’erne blomstrende forretning blev grundlagt ikke mindst via højtudviklet teknisk krigsudstyr var ikke noget vi tænkte så meget over, mens musikken spillede.
Måske den fremmeste lydtekniker i engelsk pladehistorie startede Kenneth Wilkinson sin ’lydkarriere’ som chef for højtaleranlægget ved et skøjtestadion i Brighton i slutningen af 20’erne, men fik så arbejde på World Echo Records i London. Og det var her, hans interesse for indspilningsteknik fik sit første skub.
Lakplader hed det dengang, og i et par år var ’Wilkie’ sysselsat med at skrabe overskydende voks af de færdigindspillede plader, det kunne nemlig bruges igen. Han bevægede sig opad i hierarkiet, og da hans arbejdsplads, det Hampstead-baserede selskab Crystallate i 1937 blev købt af Decca, flyttede han med, sammen med sin kommende boss, Arthur Haddy. På dette tidspunkt var han startet som indspilningsleder.
Perioden under Anden Verdenskrig var Kenneth Wilkinson aldrig meget for at tale om, men det var ikke pladeindspilninger, han brugte mest tid på. I stedet stillede han sin allerede på det tidspunkt imponerende tekniske viden til rådighed for den engelske regering, og dermed hæren, luftvåbnet og søværnet. Forlydender vil vide, at han var involveret i både Barnes Wallis’ ’hoppende bomber’, benyttet mod tyske dæmninger, og afkodningen af både Luftwaffes flykoder og Enigma. Det var dog ikke mere krigsfikseret, end at han i sin fritid også var i studiet med både Very Lynn og Mantovani.
Hvis nogen derhjemme har lp-indspilninger, der bærer mærket (ffrr), har de dels nogle forholdsvis aldersstegne plader, dels plader der i sin tid var det ypperste, der kunne præsteres i et studie, ikke mindst takket være Wilkinson og Haddys arbejde med ’full frequency range recording’, et arbejde, der allerede var påbegyndt under krigen. Dette blev senere videreført under, hvad amerikanerne døbte hi-fi, i forbindelse med udviklingen af stereolyd.
Og lige så afvisende Wilkinson 25-30 år senere var over for digital-teknikken, lige så begejstret kastede han sig over stereo-optagelser. Ikke mindst denne teknik bragte Wilkinsom helt til tops blandt studieteknikere, og gjorde ham til en af de mest efterspurgte af slagsen blandt verdens førende dirigenter og sangere.
Hans teknik med mikrofonplaceringer i forbindelse med stereooptagelser af bl.a. orkesterværker var et sandt pionerarbejde, og blev vel næppe overgået, før ny teknik overhalede også denne genistreg. Til gengæld dannede den skole for en hel generation af lydteknikere.
Han stillede store krav til både sig selv og omgivelserne, og ikke mindst var han uhyre kræsen hvad angik koncertsale. Hans favorit var Kingsway Hall i London, hvor en hans mest berømmede indspilninger blev lavet i 1963, Brittens War Requiem.
Det blev til tusindvis af indspilninger fra hans side, men aldrig som producer, altid som tekniker. Til gengæld skjulte han ikke sine meninger, hvis han følte, at ’nogen’ ikke gjorde sit arbejde færdigt.
I processen gjorde han også sin profession kendt ud over studiets snævre kreds, stillingsbetegnelsen indspilningstekniker blev efterhånden værdsat også blandt de udøvende, ja selv det pladekøbende publikum begyndte at kigge på omslaget efter hvem, der havde bestridt posten. Stod der Kenneth Wilkinson, kunne man godt købe den.