(2. sektion)
Fjernsyn
Fantasien havde førhen og har fremdeles fine forhold i Farsø. Her fødtes så store fortællere som Johannes V. Jensen og hans søster Thit. Hvad er det, der først rinder en i hu, når de to navne toner frem på den indre skærm? For Thits vedkommende er det vel Stygge Krumpen, og for Johannes Vilhelms er det enten Kongens Fald eller Himmerlands Historier.
Man kan sige, at det var stygge Himmerlandshistorier fra Farsø, DR-dokumentaren Farlige Forklaringer serverede mandag aften. Men hvorfor skulle det sendes så sent, at kun folk med liberale erhverv eller uden ditto har kræfter til at sidde oppe til 10 minutter i ét tirsdag morgen for at få det hele med? Og får man i det hele taget det hele med på den tid af døgnet?
To incestmistænkte farsøboere (hedder det farsiner, farsaner, farsøgenser eller farsønitter?) bliver dømt på grundlag af vidneudsagn fra børn så små, at man må stille spørgsmålstegn ved, om de overhovedet selv bestemmer, hvad de svarer, når de bliver spurgt på den rigtige måde. Og det blev de af anklagerne i de to sager, der var rejst af nidkære kommunale embedsmænd og -kvinder på baggrund af sladder og fnadder og fnidder og frie fantasier.
I programmet så vi, hvordan en vidnepsykolog et nyt ord for mig havde etableret forsøg, der viser, hvor nemt det er at få børn til at fortælle om begivenheder, som aldrig har fundet sted. Et dusin tre-årige sidder i halvmåne foran en sygeplejerske, der (jeg ved ikke hvorfor) udgiver sig for at være læge. Hun instruerer børnene i at føle på deres egne hjerter for at mærke, at de slår. »Føl også på jeres arme,« siger hun, og det gør de små så pligtskyldigst.
Det svar du vil have
Nogen tid efter sidder de samme børn foran en anden sygeplejerske, der også blev kaldt læge (jeg forstår stadig ikke hvorfor). Den nye læge spørger nu børnene, om den anden læge havde rørt ved dem. »Nej!« svarer de. »Tog hun jer på armen sådan her? (demonstrerer)« »Ja,« siger i hvert fald nogle af børnene. Og når de bliver interviewet enkeltvis, går det endnu nemmere. Gentag det samme spørgsmål i et par let varierede versioner, og insister en smule, så får du det svar, du gerne vil have.
Det undrede mig for resten, så mange gange de to læger, såvel som den forsøgsledende vidnepsykolog, brugte ordet faktisk over for børnene. Mon treårige fatter, hvad det vil sige at noget er faktisk?
Man spørger så sig selv, hvad der drev disse kommunale embedsfolk i Farsø (nej, det hedder da ikke farisæer, vel?) til at gå til manipulatoriske yderligheder for at ødelægge to familier. Det kan næppe overraske nogen, at forholdet mellem familiefædre og deres pårørende kommer ud for hårde prøvelser, når fædrene ryger i spjældet for seksuelle overgreb mod deres egne børn. Prøvelser så hårde, at skaden ikke er til at rette op, end ikke selv om de dømte fædre siden blev renset og frikendt.
Derimod kom det som en overraskelse i hvert fald for mig at anklageren i incestsager gerne må føre børn som vidner, mens forsvareren ikke må. Hvad er fornuften i det?
Bestseller eksperimenterer for tiden med det nye program Læseklubben, hvor idéen er, at fem udvalgte personer tager sig for at læse en bestemt roman, hvorefter de diskuterer den. Diskussionen blir så klippet ned til en rimelig længde og delt op i fem seks afsnit, hvorefter romanens forfatter bliver inviteret til at se, hvad de fem læsere har fået ud af hans (eller hendes) bog og har sagt om den. I og for sig et sympatisk og underholdende oplæg, der dog virker en lille smule amputeret.
Karl for sin hat
Tag nu en forfatter som Morten Sabroe, hvis seneste roman, Hoffmans, var til spanking hos forhenværende Robinson-deltager Henrik Ørum, filmskoleelev Anja Kvistgård, skuespiller Ulf Pilgaard, ungdomsforsker Birgitte Simonsen og skolebibliotekar Lis Arendt Petersen. Sabroe er da vist en mand, der er karl for sin hat. Så hvorfor får han ikke lov til at mødes direkte med de fem læsere og argumentere for sine synspunkter over for dem i stedet for over for studieværten, Isabella Miehe-Renard, der bestemt da gør sit arbejde udmærket.
Sabroe sagde jo i indledningen, at det var en sjælden oplevelse for en forfatter at møde sine læsere, og det var en oplevelse, han glædede sig til. Men han mødte dem bare ikke, skønt det uden tvivl ville have været ulige mere interessant, hvis han blev konfronteret direkte med de fem læsere og kritikere og ikke kun mødte dem færdigredigeret på en skærm.
Læserne af en bog og bogens forfatter er jo på en måde fælles om det samme projekt, omend i modsat rettede funktioner. Derfor ville det da have været interessant at få at vide, om Morten Sabroes forklaringer på, hvad han har villet med bogen, på nogen som helst måde gjorde indtryk på læsergruppen eller gjorde den klogere.
Det handler alt sammen om sprog. Om at manipulere med det og blive manipuleret af det. Hvem har manipuleret os til at sluge en sprogbrug som det, der uhyggeligt naturligt blev anvendt af TV-2s studievært i de sene Nyhederne tirsdag aften. Anders Bech-Jessen talte med en repræsentant for Dansk Flygtningenævn om et eller andet ja flygtningeproblem, som jeg totalt glemte, hvad var, efter jeg hørte værten sige: »Og nu udviser hollænderne så 26.000 af slagsen«.
»Slagsen!« Om medmennesker. Jeg tror ikke engang, de ville bruge det udtryk i Farsø.
