Læsetid: 2 min.

’Superkommuner giver topartisystem’

Kommuner med meget store indbyggertal bliver teknokraternes paradis, siger lokallisternes repræsentant i KL, Ole Albæk
12. februar 2004

Teknokraterne
»Superstore kommuner er det samme som at indføre et topartisystem:
Socialdemokratiet og Venstre – med et par enkelte konservative overløbere.«
Det siger viceborgmesteren i Hirtshals kommune, Ole Albæk, der også er lokallisternes enlige repræsentant i bestyrelsen for Kommunernes Landsforening. I det daglige er han direktør for Vendsyssel Udviklingsråd.
Ole Albæk mener, at man kan tale om »en naturlig størrelse« for kommuner:
»Det er naturligt, at Hørsholm og Søllerød ligger i nærheden af 30.000 indbyggere. De kan bære sig selv økonomisk, og der er ingen grund til at slå dem sammen med nogen. Det er derimod unaturligt, at Lemvig og Struer slår sig sammen og kommer op på 50.000.«
Ole Albæk mener, at meget store kommuner også vil blive »et paradis for teknokrater«:
»De bliver overkommelige enheder til at kontraktstyre, privatisere og skabe frit valg på alle hylder,« siger han.
Han mener, at sammenlægningsbehovet kan be-grænses til de kommuner, der i dag står økonomisk meget svagt:
»Det er i Skærbæk og Højer, problemerne er. Det gælder om at finde en differentieret model.«
Albæk finder det »urovækkende,« at kommunerne omkring Herning sysler med planer om en kæmpekommune:
»Det er den lokale beslutningskraft, der forsvinder. Mange flere områder bliver periferi. Opfattelsen af et levende demokrati svækkes. Folk vil ikke længere forholde sig. De får samme forhold til kommunen, som de i dag har til amtet, og det er ikke ønskværdigt.«

Bilka eller handelsskole
»Det er den totale markedsgørelse af kommunen. Den bliver til en mellemting mellem Bilka og en handelshøjskole. Man skal huske, at kommunerne i sin tid blev skabt for at støtte de svageste grupper.«
– Vil større kommuner i det hele taget gøre livet sværere for lokallisterne?
»Jeg har ikke noget imod kommunesammenlægninger, hvis de er frivillige.«
– Men hvad hvis det ender med tvang?
»Tvang vil uværgerligt føre til, at man udvander landdistrikterne. Dér vil lokallisterne være klar med et bud på at varetage yderdistrikternes interesser.«
– Hvis de overhovedet kan blive valgt?
»Meget store kommuner vil gøre det nødvendigt at diskutere andre decentrale styreformer, der sørger for, at mindretallene bliver repræ-senteret.«
– Hvad med din egen Hirtshals kommune. Med jeres 15.000 indbyggere er I demokratisk og økonomisk bæredygtige?
»Vi har gjort tegn til, at hvis kommunerne også skal have arbejdsmarkedsområdet, er vi i dialog med Sindal og Hjørring.«
– Hvor store bliver I så?
»60.000.«
– Forsvinder Hirtshals ikke i det?
»Specielt når vi går ind sammen med Sindal, bevarer vi balancen mellem land og by: 25.000 kommer til 35.000. Men hvis Hjørring vil et hegemoni, så kan vi nøjes med Sindal.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her