Læsetid: 5 min.

’Jeg tager min lillebror med næste gang’

Årets Sanseudstilling på Kunsthallen i Odense byder på optiske bedrag
12. februar 2004

Udstilling
»Den flytter sig hurtigere, når jeg tramper.«
Den ene dreng er stoppet op og prøver nu at overbevise sin ven om det rigtige i sit udsagn. Han tramper et par gange i gulvet og ganske rigtigt. Lyset flytter sig straks, hvirvler rundt ned mod gulvet for så at ende uden for rækkevidde oppe på loftet.
De to drenge har i nogen tid forgæves forsøgt at fange det lille lys, der bevæger sig rundt i det mørke rum. Lyset udsendes fra en bevægelig lampe i loftet. Placeret på et diskotek bevæger lyset sig rytmisk
i takt til bassens dunken. Her reagerer det i stedet på den støj, drengene selv fremstiller, når de springer rundt efter det.
Efter at have fundet ud af sammenhængen, går drengene videre i labyrinten. De har sanset, brugt deres krop og er nu en erkendelse rigere – og har dermed faktisk demonstreret, hvad sanseudstillingerne på Kunsthallen Brandts Klædefabrik går ud på.
Det er 16. gang, kunstnere er inviteret til at indrette et eller flere af de store rum på børnenes præmisser. Resultatet har været forskelligt – alt efter valg af tema, materialer og udformning, men en række elementer har været gennemgående. Labyrinter og huler er f.eks. arketyper, der altid appellerer til såvel børn som kunstnere, hvad enten de hedder Bjørn Nørgaard, Leif Sylvester Petersen, Kirsten Delholm eller Steffan Herrik for at nævne nogle enkelte navne fra bagkataloget.

Resonanskasser og labyrinter
I år er det billedhuggerparret Margrete Sørensen og Torben
Ebbesen, der står bag udstillingen, der kort og præcist har fået navnet »Sansernes Labyrint«. En række rum, som kan besøges i valgfri rækkefølge, og som har fokus på forskellige sanser.
Store orangefarvede resonanskasser, hvor børnene kan hive i de tykke strenge og frembringe forskellige toner. Et flimmer af sort-hvide farver, der får øjnene til at stå på stilke, så synet skal på afvænning bagefter, hvis man da ikke vil prøve igen med et par af de fantasifulde briller, som er til fri afbenyttelse. Kuppelformede spejle, der forvrænger rummet. Små labyrinter i gulvhøjde. Et drivhus med dobbeltglas, hvor man med magneter kan flytte på søm og metalspåner. Et duftende springvand i et blåmalet rum. Og en række små gennemsigtige fuglekasser indeholdende krydderier og andre velduftende sager.
»Aaad,« siger en lille pige og holder sig for næsen. »Jeg kender ikke den lugt.« »Det er kardemomme,« fortæller mormoren, inden de går videre til laurbærbladene, nellikerne og kaffebønnerne.

Optiske bedrag
Sådan kan indtrykkene være forskellige, og det er netop en særkende ved børn, der bruger deres sanser, fortæller Torben Ebbesen.
»Det er svært at forudsige, hvad de får ud af det. Tager du dem med ud i skoven for at give dem en oplevelse, kommer de tit hjem med en anden end den, du regnede med. Måske er de blevet bidt af en myg – og så er det det, der tæller«.
– Hvad har ideen bag været?
»Vi har valgt at koncentrere os om de fysiologiske aspekter – f.eks. forskellige afskygninger af optisk bedrag – uden at det dog skulle ende med at være et eksperimentarium. Men de små ting, vi ikke går og tænker på normalt i hverdagen.«
Flere af ingredienserne er da også hentet direkte fra håndbøger over optiske bedrag. Et par vertikale streger af samme længde, som forgrener sig i hver ende, men hver sin vej. Derved synes den ene streg at være længere end den anden. Sort-hvide spiraler placeret på en skive, der drejer rundt, så det giver en rumlig effekt.
Inspirationen er blandt andet hentet i den såkaldte OpArt-bevægelse, som især havde sine fortalere i 1950’erne og 60’erne. Torben Ebbesen indrømmer, at elementerne i sig selv ikke er originale.
»Man kan sige, at vi ikke har opfundet noget af det. Vi har bare bragt det sammen«.
– Er der så tale om kunst?
»Det ved jeg ikke. Selvfølgelig er det en kunstudstilling, da det er to kunstnere, der har lavet den, og den vises på et kunstmuseum. Men det er ikke et autonomt kunstværk. Der er snarere tale om en scenografi, som bliver til kunst, når nogle har en oplevelse ved at bruge den. Den rækker altså ud over sig selv«.

Pædagogisk legeplads
Det karakteristiske for sanseudstillingerne er netop, at de placerer sig et sted mellem at være kunst i sig selv og blot en tumleplads for legelystne børn. Begge yderpunkter har været berørt, men de fleste år har der dog været balance i regnskabet.
Kunsthallens direktør, Karsten Ohrt, der i sin tid fostrede ideen, forklarer:
»En god sanseudstilling er en udstilling, som på et højt kunstnerisk plan fungerer som almindelig udstilling og samtidig honorerer nogle krav om, at børnene kan opleve den med hele deres krop og alle deres sanser. Det skal være en skulptur, som de kan gå ind i for derved at opleve de indre mekanismer i et kunstværk«.
– Hvis du ser på udstillingerne gennem tiden, hvordan har de så levet op til det?
»Vi tager jo en chance hver gang, da vi ikke ved, hvad vi får. Nogle gange har det været for tæt på legepladsen. Andre gang har vi skullet bruge for mange kræfter på introduktion og forklarende papirer. Derfor skaber vi også udstillingerne i tæt dialog med kunstnerne, så vi kan rådgive dem om, hvad der går og ikke går – både sikkerhedsmæssigt og pædagogisk – uden at det dog bliver for firkantet«.
Det pædagogiske er dog altid et vigtigt aspekt af udstillingerne, som skabes i samarbejde med Kunsthallens billedværksted for børn. Der skal forundres og stilles spørgsmål, og kan børnene ikke selv finde svarene – som de to drenge i diskoteksrummet – er der måske voksne, der kan. Dermed er udstillingerne med til at skole børnene i, hvad det vil sige at se på kunst. Det er da også en af intentionerne bag tiltaget, som hvert år lokker mellem 25 og 30.000 indenfor. Og den mission vil Torben Ebbesen gerne støtte.
»Det er vigtigt få børnene bragt et sted hen, hvor der hovedsageligt er billedkunst. Det kan give dem en lyst til at komme igen«.
– Har udstillinger som den her dermed en opdragende funktion?
»Det kommer an på, hvad du lægger i ordet. De kommer hen et sted, hvor de bruger øjnene, oplever noget med sanserne og involveres fysisk. Det er der god opdragelse i.«
Med sin enkle opbygning, hvor der – i modsætning til f.eks. Steffan Herriks version sidste år – ikke er så mange detaljer at udforske, kan man måske frygte, at et besøg hurtigt er overstået. Men børnene bruger tid og vender gerne tilbage til samme rum igen og igen. Og lysten til at komme tilbage en anden dag er også til stede.
»Det var sjovt. Jeg tager min lillebror med næste gang,« siger en af drengene, inden han forlader Brandts.

*Sansernes labyrint. Kunsthallen, Brandts Klædefabrik i Odense. Til 31. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu