Læsetid: 5 min.

Den talentløse påfugl

Han havde chancen for at blive samlingsfigur for det tyske højre. Da det kom til stykket, var Ronald Schill ikke anderledes end andre højre-demagoger – højtråbende og selvcentreret
27. februar 2004

BERLIN – For snart tre år siden sad han i et lånt kontor i Hamburg og indspillede en valgvideo. Han virkede nervøs, utilpas ved situationen. Hans tjavsede hår klæbede til panden.
Ronald Schill følte, at han havde en mission. Som byretsdommer havde han tilbragt år af sit liv i selskab med samfundets bærme. Han havde set de kriminelle grine retsstaten op i dets tossegode ansigt, og han havde forsøgt at skaffe dem af vejen.
»I folkets navn...«
Tre års fængsel til en sindsforvirret kvinde, der havde ridset i lakken på nogle biler.
»I folkets navn...«
Tre års fængsel til en afrikaner, der blev pågrebet med falsk pas.
De svære straffe gjorde ham landskendt som »Dommer Nådesløs«. Medierne og retsvæsenet var efter ham, men blandt indbyggerne i Hamburg var han beundret for at skære igennem.
Retsvæsenet degraderede ham til boligretten, men lukke munden på Schill kunne man ikke; han tog orlov og gik ind i politik.
Nu sad han i det lånte kontor blandt tunge mahognimøbler, statuen af Justitia havde han selv bragt med.
Igen og igen måtte han herse mod kriminaliteten og de slatne pædagoger i skolerne. Håret klistrede til panden.

Kokain-rygter
Hans vælgermøder udviklede sig til små borgerkrige. Overalt, hvor han talte, blev han mødt af larmende ungsocialister. De følte sig kaldet til at kæmpe mod fas-cisten, men de opnåede ikke andet end at bekræfte bekymrede ældre tilhørere i, at Schill skulle skabe orden.
På valgdagen – 14 nervøse dage efter terrorangrebene på World Trade Center – høstede Schill hver femte stemme. Og selv om den konservative leder, Ole von Beust, var betænkelig ved samarbejdet med populisten, sejrede viljen til at fjerne SPD og De Grønne (GAL) fra magten. Overborgmes-ter von Beust dannede en koalition med de liberale (FDP) og Schill-partiet, der egentlig hedder Partiet for Retsstatslig Offensiv.
Med Schill kom et kaotisk hold nybegyndere ind på rådhuset, Schill selv blev indenrigsborgmester med ansvar for bl.a. politiet. Nu skulle han indfri de løfter om ordenshåndhævelse på gader og stræder, som han havde vundet valget med...
Snart efter viste det sig, at byen ikke kunne ansætte alle de nye betjente, han havde lovet – der var hverken penge eller uddannede folk nok.
Narkomanerne fordrev han fra hovedbanegården, men de fandt nye samlingssteder og forårsagede gammelkendte problemer. Han satte sig for at rømme en skurby beboet af asociale og fallerede livskunstnere. Resultatet blev ugelange optøjer i byens centrum. Planen måtte opgives.
Ronald Schill havde også andre interesser; om aftenen var han til party. De første par nætter virkede det forfriskende at se borgmesteren på slap line, men festerne fortsatte. Han mødte sent på rådhuset – og så kom kokain-rygterne, der kun lod sig stoppe, fordi Schill afgav en hårprøve. Prøven var negativ, men påvirket var han – svært beruset af selvforelskelse.

Udsmidning
Uden for Hamburg nød Schill ingen respekt, med god grund: Det stod aldrig klart, om han havde andre ambitioner end den at bade sig i rampelys. Resultaterne udeblev, og de muligheder, Hamburgs vælgere havde givet ham i 2001, ødelagde han grundigt i august sidste år.
Først besteg han under en gæstevisit talerstolen i Forbundsdagen og hersede imod regeringens flygtninge- og indvandrerpolitik. Efter de tilmålte 15 minutters taletid ville han ikke stoppe.
Scenen med den råbende Schill i Forbundsdagen var en skandale, men den gik snart under i den næste. 14 dage senere outede han sin chef Ole von Beust som bøsse.
Schill blev fyret som indenrigsborgmester, selv hans eget parti tog afstand fra ham, men Schill ville ikke acceptere en udsmidning. Det kom til komiske scener mellem bitre mænd, og Ole von Beust mistede tålmodigheden. Han udskrev valg i utide.
Schill-folkene står foran katastrofen: De ville gerne fortsætte i deres dejlige rådhusjob, men de har forvist frontfiguren – og han har taget navnet med sig. Nu var de ikke andet end en flok amatører. Ifølge meningsmålingerne vil deres nye parti ikke klare spærregrænsen, når Hamburg går til valg på søndag.

Nej til Schill
Langt bedre står Ronald Schill. Han har slået pjalterne sammen med millionæren og børsanalytikeren Bolko Hoffmann, grundlæggeren af anti-euro-partiet Pro DM (DM stod for D-mark). Deres fælles parti kalder de Pro DM/Schill – DM står nu for Demokratisk Midte.
Meningsmålingerne giver dem tre-fire procent, men meningsmålingerne siger også, at kun godt hver anden vælger har besluttet sig for et parti.
»Potentialet er på mindst 10 procent,« trompeterer Bolko Hoffmann. »Hvis vælgerne giver de borgerlige flertal, er det indlysende, at hr. Schill bliver indenrigsborgmester igen.«
Hvad Schill vil med en ny periode på rådhuset, ved ingen sådan rigtig. Han kan kun komme til magten sammen med den konservative Ole von Beust, og von Beust siger kategorisk nej til en ny koalition med Schill.
Vælgerne er svært irriterede over, at helten Schill tabte alt på gulvet, og statistikken går ham også imod: I hans år som indenrigsborgmester steg kriminaliteten let, opklaringsprocenten faldt.
Hvis Schill virkelig kommer ind, kan han blokere et borgerligt bystyre og dermed give magten tilbage til SPD – det SPD Schill rebellerede imod, da han for tre år siden gik ind i politik.
Dengang var Schill folkets stemme. Han fungerede som folkestyrets sikkerhedsventil, en nødvendig bekræftelse på, at alle – ikke blot de etablerede partier – har en chance for at opnå demokratisk indflydelse, og han havde også muligheden for at blive den samlende person for det tyske højre.
»Jeg er den personificerede protest,« siger Schill.
Da det kom til stykket, kunne Schill ikke tåle magten. Han viste sig at være lige så uprofessionel som de døgnflue-stjerner, tysk tv udklækker i sine talentshows.
Folk som Schill viser, at partierne også har en funktion; den der vil gøre karriere i politik, har meget at lære og skal arbejde sig frem. Påfugle har ingen plads.

FAKTA
Prøvevalg
*Søndag går delstaten Hamburg til valg. For de konservative er valgdagen en prøve på, om vælgerne vil acceptere et moderne, liberalt storby-CDU: Overborgmester Ole von Beust (CDU) blev sidste år outet som bøsse.
Von Beust nyder stor folkelig popularitet og har gode chancer for at vinde absolut flertal – selv om socialdemokraterne har kaldt ham den ’mest dovne borgmester Hamburg nogensinde har haft’.
Hvis CDU får brug for en koalitionspartner, kommer FDP, SPD og De Grønne på tale. Ingen af partierne stiller sig helt afvisende, heller ikke De Grønne, der hidtil aldrig har indgået en delstatskoalition med de konservative. wpr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu