Læsetid: 4 min.

To BigMac, tak

Fint skal det være: Århus’ nye kunstmuseum åbner om et øjeblik. Væk er lugten af provins og i stedet får århusianerne et formindsket, men nu internationalt selvværd. Det har de allerede i Ishøj og i Berlin
27. februar 2004

Kunstgreb
Det er bedre at være på toget end at stå på perronen, det er bedre at være inde end ude, det er kort sagt bedst at være med. Sådan lyder det korte resume af 90’ernes debat om Europa, dengang toget var lige ved at køre fra os, dengang vi næsten blev stående på perronen, dengang udviklingen var lige ved at tage et stort venstresving uden om lille Danmark.
Ifølge dette og hint kan fremskridt måles i mobiltelefoner: De lande, der har flere mobiltelefonen pr indbygger har mere fremskridt end dem med færre.
Det er ikke, fordi mobiltelefoner i sig selv er et nationaløkonomisk gode, men det gode ved mobiltelefoner er, at har vi først dem, så er vi også forberedte på det næste fatale skridt, udviklingen skulle finde på at tage. Derfor er det så forargeligt, at der stadig findes danskere, der ikke har påtaget sig deres national mobilansvar og bidraget til statistikken, hvor Danmark rasler ned ad listen.
Der er i sig selv ikke noget galt i at betragte antallet af mobiltelefoner som indeks for et lands teknologiske udvikling, men knap så vedkommende når politikere fejllæser statistikken, som var det et kapløb, hvor de givne felter udfyldes korrekt for sejr: Flere mobiltelefoner, mere fremskridt og mere vel-stand.
Det er ikke desto mindre i den ånd, at ordet ’international’ har fået sin second comming: Som en udhulet forestilling om en standard, det er vigtigt ikke at falde under. Det ikke svært at forstå betydningen i en kontekst så som: Den internationale krigsforbryderdomstol – international i betydningen: autoritet udstedt af flere nationer. Lidt ligesom en international lufthavn giver sig selv: på vej fra et land til et andet.

Men her er så dagens quizspørgsmål: Hvad er et internationalt kunstmuseum, sådan et som århusianerne er blevet lovet, og som får det intetsigende navn Aros?
Aros selv, det vil sige museumsdirektør Jens Erik Sørensen forklarer det sådan her:
»Samtidig med, at Aarhus Kunstmuseum i løbet af det kommende år skifter profil fra dansk provinsmuseum til internationalt kunstmuseum, ændrer det navn til ARoS Aarhus Kunstmuseum. Navnet kan ses som et koncentrat af Aarhus Kunstmuseum og bringer fortid, nutid og fremtid sammen på en hidtil uset og spektakulær måde...«
Bemærk dobbelte-a’et, det gør sig godt hvor som helst, ganske som i Aalborg. Navnet havde Peter Laugesen her i bladet en anden udlægning af: Han havde bemærket hvordan o’et formindsket i logoets skriftbillede lod ordet ARS stå tilbage, som ganske vist betyder kunst på latin (som i ars longa, vita brevis, hvilket ikke er tilfældet her), men som for de fleste kort og godt vil lede tankerne hen på ordet røv. Det var naturligvis en lettere vulgær udlægning, men når de høje herrer stolt proklamerede, at navnet skulle være klinisk, passende på alle sprog, så kan man næsten ikke lade være: Med at lede efter en røv midt i det hele.
Men altså navnet som første byggeklods ud i det internationale.
Næste klods er en bygning med rundt trappeparti, der leder tankerne i retning af Guggenheim, for det er det egentlige internationale museum – i betydningen: det kender vi alle.
Næste træk er et vartegn, der skal sikre genkendelighed, og stort skal det være, for så husker man det, uanset om man kan lide det eller ej. Det ankom i sidste uge til Aarhus (!) med den australske kunstner Ron Mueck og hans fem meter høje glasfiberskulptur Boy.
Den sidste klods får offentligheden ikke at se før museet åbner den 8. april med en udstilling, der kunne have været vist i et hvilket som helst internationalt museum verden over, fra New York til Amsterdam, fra Osaka til Nice: Amerikansk pop-art med navne som Andy Warhol, James Rosenquist, Roy Lichtenstein, Jasper Johns og Edvard Kienholtz. Det er der som sådan ikke noget galt i, altså lige bortset fra at det intet har at gøre med Aarhus (!) eller dets museum.
Den øvelse er de naturligvis ikke ene om i Århus: På Arken i Ishøj spilles sikre Picasso-hit og foråret på Louisiana byder på slagere af Kandinsky og Matisse. Udover Kastrup har vi altså tre lufthavne i Danmark: I Aarhus (!), i Ishøj og i Humlebæk.
Også Berlin har fået et nyt museum, et nyt nationalgalleri endda, og også det åbner med en international jukeboks udlånt af MOMA, Som den tyske kritiker Hanno Rauterberg i den anledning skriver i Die Zeit – tilsyneladende helt uden at glæde sig:
»Jackson Pollocks snoede billeder, Pablo Picassos iturevne mennesker, Vincent van Goghs hypnotiserende nattehimmel – alle disse kunstværker var engang vovestykker, der satte deres tid i gåder og kunstverden i nyt lys. I dag stråler de mest af berømmelse, udløser ingen forundring og ingen strid.«
Til gengæld, kunne man tilføje, udløser de rekordhøje besøgstal. Tillykke til Aarhus (!) med den nye lufthavn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her